Jack Black slutter sig til "Minecraft"-filmen

Oven på "Super Mario Bros. Filmen" og "Borderlands" kaster Jack sig over endnu en filmatisering af et gigantisk videospil.

Den populære skuespiller og musiker, Jack Black, medvirkede i én af det forgangne års mest succesrige film. Den 54-årige veteran lagde nemlig original stemme til superskurken Bowser i "Super Mario Bros. Filmen", der som tidligere rapporteret blev et globalt megahit.

Derfor er det ikke så underligt, at Black har mod på endnu en filmatisering af et mildt sagt populært videospil. Skuespilleren skal nemlig spille avataren Steve i Warner Bros.' kommende "Minecraft"-film, der i forvejen har Jason Momoa ("Aquaman and the Lost Kingdom") på rollelisten. Det skriver Deadline.

Læs også: Nintendo annoncerer "Zelda"-filmen og hyrer instruktør

"Minecraft" fra spilstudiet Mojang er det mest succesfulde videospil nogensinde med over 300 mio. solgte eksemplarer. Spillet foregår i en enorm verden af firkantede blokke, hvori man som spiller skal bygge bygninger og redskaber af diverse ressourcer for at overleve mod spillets monstre.

Filmatiseringen har efterhånden været undervejs i årevis. Og selvom vi endnu ikke ved noget om filmens plot, er projektet dog så langt, at vi kender premieredatoen: "Minecraft" lander således i de danske biografer den 3. april 2025.

Inden da kan Jack Black opleves i en anden spilfilmatisering: Eli Roths "Borderlands", hvori Black lægger stemme til den drilske robot Claptrap.

Kommentarer

Jack Black slutter sig til "Minecraft"-filmen

  • ★★★★★★0

    Den kommer jeg nok til at se med mit barnebarn på 5 år - han er kæmpefan og vi gav ham hans første ur i julegave. Selvfølgelig et Minecraft-ur.

    Wayne 3-01-24 10:42

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen