Anmeldelse: Men in Black: International (Blu-ray)

Enhver plotudvikling er hamrende forudsigelig, og spændingsscenerne er mildest talt søvndyssende.

Det er egentlig ret utroligt, at der skulle gå over 20 år, før Hollywood ville forsøge at udvide den filmfranchise, som den første "Men in Black" kickstartede. Filmen var ikke alene økonomisk set en gigantisk succes, men den åbnede op for en galakse fyldt med muligheder. Disse muligheder skulle gribes, da en kvinde i et spin-off trak i det velkendte sorte jakkesæt og endelig skubbede franchisen og Hollywood ind i det nye årtusinde. Der er dog ikke meget girl power over "Men in Black: International", der i forhold til de tre første film mest af alt virker som en fodnote, som burde have været visket ud i stedet for realiseret.

Lige siden Molly (Tessa Thompson) som barn så et rumvæsen, har hun dedikeret sit liv til at finde den hemmelige organisation Men in Black, der aldrig efterfølgende fik slettet hendes hukommelse. Da det endelig lykkes at finde dem, får hun tildelt navnet Agent M og bliver sat i prøveperiode i den britiske afdeling. Her erfarer hun hurtigt, at Agent H (Chris Hemsworth) før har reddet verden, og hun forsøger derfor at hoppe med på hans nye opgave for at imponere. Agent H's uortodokse metoder falder ikke i god jord hos ledelsen, men Agent M viser sig hurtigt at være hans perfekte modstykke, og snart står de to til at afsløre en kæmpe sammensværgelse.

Fraværet af Tommy Lee Jones og Will Smith er desværre meget mærkbart i "Men in Black: International". Den kemi og sparring, de to skuespillere havde, kommer det nye makkerpar Tessa Thompson og Chris Hemsworth aldrig i nærheden af. De formår heller aldrig at genskabe den gnist, som opstod mellem dem i Marvel-filmene, og årsagerne hertil er en blanding af alt fra manuskriptet og instruktionen til præstationerne. Thompson giver den ellers hele armen som en quirky og besat nørd, men overspiller næsten enhver scene med sin overdrevne mimik og lidenskabelige levering af replikker. Modsat sover Hemsworth sig igennem hele sin rolle, hvilket skaber en utrolig underlig dynamik, hver gang de interagerer. Filmens få scener med Liam Neeson og Emma Thompson hæver dog niveauet, da de virker til at have det sjovt i deres roller, og det smitter heldigvis af på stemningen.

"Underlig" er på mange måder et meget rammende ord for stort set alt i "Men in Black: International". Selv på papiret rammer humoren konsekvent ved siden af. Når en mand med et rumvæsen forklædt som sit skæg skal sætte dette på plads efter et verbalt slagsmål og derfor tæsker løs på det, er det nok de færreste, der vil så meget som trække på smilebåndet. Til gengæld holdes øjenbrynene konstant løftede, når filmens comic relief, det kvasinuttede skakbrikslignende rumvæsen Pawny, dukker op med forældede vittigheder som taget ud af en andenrangs tegnefilm fra 1980'erne. "Men in Black: International" fordriver desuden enhver mulighed til at være et kløgtigt indspark til kønsdebatten, men forfalder i stedet til små intetsigende kommentarer, der mest af alt virker påklistrede og derfor kvalmende.

Hvordan instruktør F. Gary Gray kan gå fra den ovenud vellykkede "Straight Outta Compton" og den underholdende "Fast & Furious 8" til denne rodebutik er mig en komplet gåde. Gray har dog trods alt styr på det tekniske. "Men in Black: International" er visuelt flot skruet sammen og glider samtidig let ned, da plottet aldrig går i stå. Enhver plotudvikling er til gengæld hamrende forudsigelig, og spændingsscenerne mildest talt søvndyssende. Her kunne Gray godt have skruet op for kreativiteten, som han før har vist, at han besidder, for mulighederne er bestemt til stede. Derfor ender "Men in Black: International" som et kerneeksempel på forspildte chancer i nærmest ethvert henseende – og muligvis et virkeligt ærgerligt dødsstød til en ellers finurlig franchise, der sagtens kunne have mange flere vellykkede kapitler i fremtiden.

Billede & Lyd

Hvad filmen mangler i kvalitet, råder udgivelsen bod på med hensyn til billede- og lydkvaliteten. Det er virkelig imponerende, at der fastholdes et rent, detaljerigt og sammenhængende billede igennem filmens mange farvefiltre og lokationer. Fra den mørkeste storby til den lyseste ørken står billedet suverænt. DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet er en ligeså stor oplevelse med en noget nær perfekt lydbalance. Subwooferen kommer på overarbejde igennem alt fra bastung musik til øredøvende lydeffekter, imens dialogen ligger klart og forrest i lydbilledet. Det er lige før, at filmen er værd at se og/eller gense bare på grund af udgivelsens høje kvalitet.

Ekstramateriale 

Selvom udgivelsen har hele ni featuretter, kommer de sammenlagt ikke op på 40 minutters spilletid. Der er masser af små interviews med skuespillerne og en smule, der viser arbejdet bag kameraet. Jeg så dog hellere færre og længere featuretter, for disse kommer aldrig i dybden med materialet. Hver gang noget bliver en smule spændende eller interessant, sætter rulleteksterne ind. Mest ligegyldigt er et recap over de tre første film i franchisen, for de hænger ikke sammen med denne. Mere sjovt er det i et lille indslag, hvor Agent H og M finder rumvæsener i NBA. De slettede scener består hovedsageligt af halv-dumme vittigheder, imens udgivelsens gag reel er gennemført dumt.