Anmeldelse: Moonlight
"Moonlight" er en forsætligt fragmenteret film, der er blandt favoritterne til at vinde årets Oscar-statuette for bedste film. Det er delvist fortjent.

10-årige Little observerer verden, mere end han interagerer med den. For det meste forholder han sig tavs og skeptisk overfor sine medmennesker. Det er der god grund til. Hans opvækst foregår i en belastet del af Miami. Han bliver jaget og banket af sine jævnaldrende klassekammerater, fordi han skiller sig ud på en måde, de ikke kan håndtere. Littles mor der er narkoafhængig – og betaler for sin vane via prostitution – veksler mellem kærlighed og ondskabsfuldhed som hendes primære pædagogiske redskaber.
Little bliver fisket ud af suppedasen af en højst uventet godgører. Den lokale narkobaron Juan – og i særdeleshed hans hustru Teresa (spillet overbevisende af Janelle Monáe) – tager ham ind og giver ham for første gang en følelse af tryghed og – absurd nok omstændighederne taget i betragtning – nogen at se op til.

Little, Chiron, Black... Kært barn har bogstaveligt talt mange navne i Barry Jenkins' "Moonlight". For filmens tre akter markerer hver et spring af tid. Vi ender med at følge Little både som dreng og siden som high school-senior og til sidst som voksen. Detaljerne omkring, hvordan Little udvikler sig, vil jeg ikke komme ind på her. Filmen signalerer ikke sin hovedtematik fra første frame, men den væver sin vej til overfladen på en stilfærdig, men overraskende effektiv facon.
Den nærmeste sammenligning i forhold til dette greb, jeg kan komme i tanke om, er Richard Linklaters "Boyhood". I modsætning til Linklater har Jenkins dog ikke haft tålmodighed til at vente over et årti med at gøre sin film færdig – derfor er det make-up og re-casts, der frembringer illusionen om, at årene har passeret. Blandt andet derfor var jeg ikke i samtlige tre inkarnationer af Little, vi støder på, fuldt overbevist om, at de er den samme person. Især filmens sidste tredjedel virkede lidt som en separat kortfilm, selv om der er tematikker og karakterer, der går igen.

Jenkins – der også er filmens manuskriptforfatter – udfører dog sit bedste arbejde bag kameraet som instruktør. Der er flere scener, hvor hans billedsprog er originalt og imponerende. Hvis det ikke havde været tilfældet, kunne social-dramaet i "Moonlight" nemt havde endt med at føles som en flad tv-film. Jenkins har taget et visuelt kvantespring, siden han debuterede i 2008 med den mere stilfærdige mumblecore-film "Medicine for Melancholy" (der også fandt vej til CPH PIX). Se "Moonlight" for et indblik i et miljø, der på alle måder er langt fra Danmark. Det er en modig film, Jenkins har sendt ud i verden. Den viser potentiale, men desværre forbliver filmen ved det ujævne snarere end det mesterværk, jeg håber Jenkins leverer næste gang.