Anmeldelse: Moonlight

"Moonlight" er en forsætligt fragmenteret film, der er blandt favoritterne til at vinde årets Oscar-statuette for bedste film. Det er delvist fortjent.

10-årige Little observerer verden, mere end han interagerer med den. For det meste forholder han sig tavs og skeptisk overfor sine medmennesker. Det er der god grund til. Hans opvækst foregår i en belastet del af Miami. Han bliver jaget og banket af sine jævnaldrende klassekammerater, fordi han skiller sig ud på en måde, de ikke kan håndtere. Littles mor der er narkoafhængig – og betaler for sin vane via prostitution – veksler mellem kærlighed og ondskabsfuldhed som hendes primære pædagogiske redskaber.

Little bliver fisket ud af suppedasen af en højst uventet godgører. Den lokale narkobaron Juan – og i særdeleshed hans hustru Teresa (spillet overbevisende af Janelle Monáe) – tager ham ind og giver ham for første gang en følelse af tryghed og – absurd nok omstændighederne taget i betragtning – nogen at se op til.

Little, Chiron, Black... Kært barn har bogstaveligt talt mange navne i Barry Jenkins' "Moonlight". For filmens tre akter markerer hver et spring af tid. Vi ender med at følge Little både som dreng og siden som high school-senior og til sidst som voksen. Detaljerne omkring, hvordan Little udvikler sig, vil jeg ikke komme ind på her. Filmen signalerer ikke sin hovedtematik fra første frame, men den væver sin vej til overfladen på en stilfærdig, men overraskende effektiv facon.

Den nærmeste sammenligning i forhold til dette greb, jeg kan komme i tanke om, er Richard Linklaters "Boyhood". I modsætning til Linklater har Jenkins dog ikke haft tålmodighed til at vente over et årti med at gøre sin film færdig – derfor er det make-up og re-casts, der frembringer illusionen om, at årene har passeret. Blandt andet derfor var jeg ikke i samtlige tre inkarnationer af Little, vi støder på, fuldt overbevist om, at de er den samme person. Især filmens sidste tredjedel virkede lidt som en separat kortfilm, selv om der er tematikker og karakterer, der går igen.

Jenkins – der også er filmens manuskriptforfatter – udfører dog sit bedste arbejde bag kameraet som instruktør. Der er flere scener, hvor hans billedsprog er originalt og imponerende. Hvis det ikke havde været tilfældet, kunne social-dramaet i "Moonlight" nemt havde endt med at føles som en flad tv-film. Jenkins har taget et visuelt kvantespring, siden han debuterede i 2008 med den mere stilfærdige mumblecore-film "Medicine for Melancholy" (der også fandt vej til CPH PIX). Se "Moonlight" for et indblik i et miljø, der på alle måder er langt fra Danmark. Det er en modig film, Jenkins har sendt ud i verden. Den viser potentiale, men desværre forbliver filmen ved det ujævne snarere end det mesterværk, jeg håber Jenkins leverer næste gang.

Moonlight

Kommentarer

Moonlight

  • ★★★0

    Fuldstændig overrumplende film, der udraderer 'Boyhood', hvis vi skal drage paralleller til den. Imponerer med sit billedsprog, der sjældent prioriteres så højt i denne type film. Det er op til seeren at vurdere, hvor meget, der kan ligge mellem linjerne. Suværent spillet og instrueret film og vinder den Oscar, ville det på ingen måde være ufortjent. 

    9/10

    Babo10-02-17 00:46

  • 1

    Hej Babo, jeg er glad for at du havde en god oplevelse med "Moonlight" Jeg er helt enig mht. billedsproget, det er noget af det bedste ved filmen, hvilket jeg også kommer ind på i min anmeldelse.

    Det der skiller os ad er det der med om hvor meget der ligger "mellem linjerne". "Boyhood" havde en stoflighed - en finesse i manuskriptarbejdet, der gjorde at stort set alle bi-karakterer var mindst ligeså interessante som vores hovedkarakterer - og hver især kunne have båret en film på egne skuldre. Juan og Kevin er de eneste karakterer, udover Little, jeg synes Jenkins har arbejdet i dybden med. Eks. virkede Naomi Harris moderrolle meget generisk og unuanceret for mig.

    Per Juul Carlsen, der ligesom dig var meget glad for "Moonlight" skrev relateret til dette at "Der er rigeligt plads til at lade publikum deltage mellem billederne, med egne oplevelser og følelser". Når jeg er hårdere ved filmen end jer to er det fordi jeg anmelder efter hvad jeg ser på skærmen, hvad filmen leverer af karakterarbejde, fremdrift, æstetik, skuespil. Hvad man selv har med ind i salen er uendeligt subjektivt - og jeg kan ikke lægge skjul på at min egen opvækst er meget anderledes end Littles. Her mener jeg dog at det er filmens ansvar at transportere mig dertil - og for mig blev "Moonlight" på overfladen og jeg så ikke umiddelbare tegn på at Jenkins har konstrueret dybere lag under den flotte overflade, jeg kunne dykke ned i hvis jeg så filmen igen.

    Morten Hammershøy10-02-17 15:12

  • ★★★0

    Hej Morten

    SPOILERS:

    Jeg tror vi ser lidt anderledes på 'Boyhood', som jeg dog fandt var en ganske fin film, men levede ikke op til hypen. Jeg er dog enig med dig i, at den fokuserer mere på bikarakterer (det er også en noget længere film), som ifølge mig overskyggede hovedkarakteren. Jeg fandt drengen umådelig kedelig. Komplet anden situation i Moonlight, hvor det er 'one man's journey', inddelt i tre kapitler, som retter fuldt fokus herom. 

    Noami Harris fandt jeg enormt troværdig og gennemgår faktisk en udvikling, hvilket er ret flot gjort på en film under to timer. Scenen, hvor sønnen tilgiver hende, er hjerteskærende. 

    Om ens egen opvækst er anderledes i forhold til det man oplever i filmen, vil differentiere fra person til person. Jeg købte fuldstændigt filmens præmis, miljøbeskrivelse og skuespillet. 

    Men altså, der er plads til både Boyhood og Moonlight. Personligt foretrækker jeg helt klart Moonlight, der billedlig talt udgør en god historie fremfor Linklaters indimellem trættende munddiarré. Men sådan er vi så forskellige.

    Babo15-02-17 20:15

  • ★★★★0

    Blandt andet derfor var jeg ikke i samtlige tre inkarnationer af Little, vi støder på, fuldt overbevist om, at de er den samme person. Især filmens sidste tredjedel virkede lidt som en separat kortfilm, selv om der er tematikker og karakterer, der går igen.

    Det er pudsigt, for på netop det punkt var jeg ret imponeret over, hvordan jeg bare købte, at det var den samme fyr. Angående tredje inkarnation: 

    Så var det jo netop meningen og en del af historien, at han byggede en anden facade. Men karakteren og personligheden er tydeligvis den samme, som det ses både i samtalen med hans mor og med Kevin. 

    Jeg synes, det var utrolig flot ramt. 

    Men jeg vil også godt indrømme, at jeg kedede mig lidt her og der, og at jeg nok ikke fandt den helt lige så interessant som "Manchester by the Sea" - det andet oscardrama, jeg fornylig var inde og se. 

    Riqon15-02-17 18:19

  • ★★★0

    Husk spoiler-funktionen, Babo - jeg har lige indsat det for dig. :)

    Dolphinfriendly15-02-17 20:16

  • ★★★0

    Husk spoiler-funktionen, Babo - jeg har lige indsat det for dig. :)

    Jeg skrev det ellers :)

    Babo15-02-17 20:26

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen