Den her koncert er ret fin: Mclaughlin Al Di Meola Paco De Lucia - Friday Night In San Francisco
Alternativt kan han ses på film i Carlos Saura's moderne Carmen film fra 1983.
Anmeldelse: Paco de Lucía: Flamencoens mester
Musikdokumentaren er i disse år vældigt populær. Selvom hele dokumentarfilmen som sådan er vokset i popularitet de sidste mange år, er det musikdokumentaren, der står som den mest succesfulde af sin slags. Denne popularitet kan vise sig at være en god mulighed for at udstille mindre kendte musikere, som fortjener at blive hørt af et større publikum. Netop sådan en musiker berettes om i "Paco de Lucía: Flamencoens mester".
Som navnet antyder, handler denne dokumentar om den talentfulde, spanske flamencoguitarist Francisco Sánchez Gómez, bedre kendt som Paco de Lucía, der af mange anses for at være en af verdens bedste guitarister. Filmen, som er instrueret af Curro Sánchez Varela, der er en af Lucías fem børn, er en kronologisk gennemgang og undersøgelse af faderens liv og virke. Hurtigt lærer vi om, hvordan den ellers meget introverte Paco i en alder af syv år havde så stort et talent for guitarspillet og musikken, at han turde rette på sin ellers skrappe fars eget spil. Med andre ord – og som en ældre Paco selv påpeger i et interview – blev guitaren den eneste måde, han kunne udtrykke sig igennem og frigøre sig selv på. Igennem resten af filmen følger vi hele tiden med i, hvordan Lucía udvikler sig både musikalsk og personligt igennem sin brug af guitaren.
Den kreative udvikling bliver dermed fokus for dokumentaren, der trods sit emne ikke selv udviser de store tegn på kreativitet, men i stedet forbliver tro mod en nøgtern, men også ydmyg kronologisk skildring af så talentfuldt og kreativt et menneske. Ydmygheden er dog på sin plads, da filmen parallelt gengiver en fortælling om Pacos personlighed, der ud over at være utroligt introvert er mindst lige så ydmyg. Et interview viser, hvordan han offentligt aldrig kunne finde på at vise nogle af sine dårlige sider, som han samtidigt indsigtsfuldt selv påpeger, vi alle har.
Dokumentaren forløber dog ikke udelukkende i et futtende tempo. Ligesom Pacos rolige ydre åbner op for en ubændig passion, når han spiller, byder filmen på en god mængde musikalske indslag, hvor vi som publikum bare kan læne os tilbage og nyde (selvom jeg også fik lyst til at synge og råbe med) Pacos fantastiske guitarspil og dets udvikling igennem tiden. Blandingen af de rolige historiske beskrivelser med de vilde musikalske højdepunkter understreger yderligere den vigtige kreative konflikt i Paco de Lucías liv.
For først og fremmest kom Paco de Lucía ud af en andalusisk flamencotradition, og filmen understreger tydeligt, hvordan han hele livet igennem prøver at balancere den klassiske flamecomusik med sin egen lyst til at udtrykke sig. Denne bittersødme udtrykker sig f.eks. fint i det besværlige forhold, han havde til mesteren Sabicas. Begge elskede de hinandens spil og talent, siden de lærte hinanden at kende, men hver især kunne de ikke acceptere den retning, den anden tog flamencoen hen. Den vej og udvikling, vi efterfølgende får at se, er heldigvis dybt betagende, og den musikalske rejse fra 1960'erne til 2010'erne er en af dokumentarens stærkeste sider. Især forholdet til sangeren Camarón de la Isla og guitartrioen med John McLaughlin og Al Di Meola er dybt indtagende.
"Paco de Lucía: Flamencoens mester" er en dybt fascinerende dokumentar, der omend den uoriginale fremstillingsmetode formår at skabe en fin sammenhængskraft mellem udtryks- og indholdsside. Pacos søn giver med sin film et skønt indblik i både den person og musiker, som faderen var. Dokumentaren påpeger selv, hvordan Paco de Lucías død blot få dage før de afsluttende optagelser bør få hans talent og musik til at leve for evigt i stedet for at blive afsluttet. Dette er jeg enig i. Gid dokumentaren havde været lige så tidløs.