Anmeldelse: Parallelle mødre

"Parallelle mødre" er en nyklassiker, der vil gå over i historien som én af Pedro Almodóvars bedste film.

Få europæiske filmskabere er produktive som Pedro Almodóvar. Spanier har siden 80’erne stået bag et utal af flamboyante dramaer og komedier, som har sin helt egen stil og temperament. Titler som "Bind mig, elsk mig!", "Alt om min mor" og ikke mindst mesterinstruktørens forgående film, den selvbiografiske "Smerte og ære", der understregede, at den nu 72-årige instruktør ser mere tilbage end fremad på sit liv og virke. Det tilbageskuede blik rettes i "Parallelle mødre" mod ikke alene Almodóvars fortid, men den kollektive spanske erindring.  

Janis (Penélope Cruz) og Ana (Milena Smit) har to ting til fælles: de er singler og er blevet gravide samtidigt, uden at det var planlagt. De kender ikke hinanden og havner på samme stue på fødegangen. Janis er snart 40 år og ser frem til at blive mor. Ana er som teenager skræmt og usikker, men ønsker ikke hjælp fra sine travle og velhavende forældre. De to nye mødre knytter et tæt bånd, der viser sig at få konsekvenser ingen af dem regnede med, da de to kvinder forelsker sig i hinanden. 

En mester i følelsesundertrykkelsens kunst som Pedro Almodóvar er naturligvis langt mere subtil, end at "Parallelle mødre" er bittersød komik og et etbenet kærlighedsdrama om moderlig kærlighed alene. Moderligheden er ikke kun et symbolsk møde i håndsrækningen mellem to generationer, men også en smerteligt spadestik ned i Spaniens traumatiserede historie efter fascisten Francisco Francos årtier lange regime. 

Det ligner ikke Pedro Almodóvar at lave politiske film. "Parallelle mødre" er som sådan heller ikke dét, men en skarpsindig refleksion over identitet og selvfornægtelse. Bag det visuelt enormt farverige melodrama, der starter som forvekslings-kærlighedsdrama, leges der pludseligt psykologisk kispus med publikum. Først ved elegant at distrahere publikum i at kigge væk fra temaet om selvfornægtelse, for senere at udvikle sig til et hjerteskærende opgør med kulturel selvforståelse og nationaltraume. For der er en iboende nødvendighed i at viderebringe historiens sandheder og tage ved lære af dem, fremfor at stikke hovedet i jorden og håbe på at verden forsvinder.   

Ana ønskede ikke et barn, men kan nu som ung kvinde se livets muligheder åbne sig. Janis’ biologiske ur løb mod udløbsdatoen og greb sidste mulighed for moderskab, mens hjerteprojektet af en udgravning i hendes families hjemby sættes på hold. For det nager Janis, fuldstændigt blændende spillet af Penélope Cruz, af at tiden løb ud for mændene i den lille landsby under Den spanske borgerkrig, som blev smidt i en massegrav, ingen har turde åbne op for siden de tragiske hændelser i 1939. For én ting er at forholde sig som sin egen identitet som mor, men hvordan kan en ny generation ansvarligt fødes videre ad livets vej, hvis ikke fortiden kan ses i øjnene?

    

Selvom Pedro Almodóvar er kommet op i alderen siden de glade 1980’ere, beviser den spanske mesterinstruktør atter engang, hvorfor han betegnes som én af de største auteurs i nyere tids europæisk filmhistorie. "Parallelle mødre" er en nyklassiker, der vil gå over i historien som én af Almodóvars bedste film. Her balanceres ubesværet mellem underspillet komik, bittersød kærlighedsdrama, identitetsproblematik og rørende traumebehandling ovenpå Francos knapt 40 år lange diktatur. Dette toppes af en ikke uventet Oscar-nomineret præstation af Penélope Cruz, hendes bedste hidtil, samt en håndværksmæssig kraftpræstation ud i smukt kameraarbejde, mens Alberto Iglesias’ fantastiske underlægningsmusik ligeledes er nomineret til en Oscar. Vamos i biografen!