Anmeldelse: Robot Dreams

Animeret hyldest til venskabet er en livsbekræftende bedrift.

Livet er kort. Og vi skal huske at leve det, mens vi kan. Vi bliver født, vokser op, bliver gamle og dør. Man skal huske at nyde selv de små ting. Om det er et godt måltid, en god bog eller bare en skøn gåtur ved vandet. Og et element, der gør livet endnu mere skønt at leve, er at dele det med andre. Om det er for kærligheden eller det livssvarende venskab. Den Oscar-nominerede "Robot Dreams" er et perfekt eksempel på, hvor skønt livet er og hvor meget, det betyder, at dele det med andre.

Hund bor alene i sin lejlighed i New York i 1980'erne. Tv'et zappes igennem og han lever af kedelige mikrobølgeovns retter. Han savner nogle at være sammen med. Da han ser en reklame for en moderne robot, der kan blive ens følgesvend, bestiller han den og venskabet blomstrer. Livet er skønt, indtil det en dag pludselig bryder sammen. Hund og Robot bliver skilt fra hinanden på den lokale strand, og hund vil gøre alt, for at få sin ven igen. Koste, hvad det vil.

At fortælle en historie helt uden dialog er en stor bedrift. Ved ikke at have talens kraft skal alle andre sanser og visuelle elementer udspilles på alle parametre. Instruktør Pablo Berger lykkedes til fulde med dette. Det er heller ikke første gang, han kaster sig ud i dialogløs film. Han stod bag stumfilmen "Blancanieves", der var en nutidig udgave af Snehvide. Det lykkedes for ham der, og det lykkedes bestemt også for ham her.

Animationsfilmens 2D-udtryk giver et varmt og nostalgisk præg, om hvad der var engang. Det er godt at mindes, men det er også godt at komme videre. Vi forelsker også med det samme i vores to hovedpersoner og får uendelig meget sympati med dem begge i løbet af filmen. Uden at det forfalder til drivende sentimentalitet, bliver man dybt rørt over deres venskab og de oplevelser, de har sammen. Og tro mig, når jeg skriver, at tårerne skal nok komme, for man bliver ramt lige i hjertekulen.

Filmen er fuld af detaljer. Vi er i et univers, hvor alle er dyr, ligesom i Disneys "Zootropolis". Dér var fart over feltet. I "Robot Dreams" dvæles ved karakterne i baggrunden, der foretager sig et eller andet, som vi kan nikke genkendende til som mennesker. Og så er der et fantastisk soundtrack, hvor især Earth, Wind & Fire får plads. Deres "September" har ikke fået en stor og kærlig plads i en film, siden Omar Sy dansede til den i "De urørlige". De såkaldte robotdrømme er filmens drivkraft, da den kære robot drømmer om, hvordan han kan genforenes med Hund. Det kommer der både sjove, skøre og sørgelige scenarier ud af, men aldrig overdrevet eller utroværdigt. Det er forløst så smukt og enkelt med referencer til musicals fra Hollywoods guldalder og små hints til 80'ernes tidstypiske popkulturelle nedslag. Samtidig er "Robot Dreams" fortalt med en simpel streg og  ansigtsudtryk, man sent vil glemme. Og slutningen er intet mindre end perfekt. Et smukt punktum, for en smuk juvel af en film. 

"Robot Dreams" er et mesterværk, der rørte mig dybt. Uden dialog, men med musik og følelsesmæssige detaljer berettes en simpel, men utrolig smuk og rørende historie om et venskab, mange vil kunne nikke genkendende til i deres eget liv. Nogle gange må vi acceptere, at livet går videre. Men dermed ikke sagt, at der ikke opstår nye venskaber for os i fremtiden. Jeg kan ikke anbefale Pablo Bergers vidunderlige perle nok og kan kun anbefale en tur med Hund og Robot i biografens mørke – og tag bare børnene med. 

"Robot Dreams" har dansk biografpremiere 11. april. Heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.