Trailer: Ny hæsblæsende trailer til Michael Manns "Ferrari" med Adam Driver

Instruktøren bag "Heat", "The Insider" og "Collateral" har omsider realiseret sit mangeårige drømmeprojekt.

Ganske vist har han ikke lavet en film i otte år, og det er noget tid siden, han sidst lavede et hit – men når man har film som "Manhunter", "The Insider", "Heat", "Collateral" og "Den sidste mohikaner" på CV'et, så vil det altid være en særlig begivenhed, når man sender en ny film ud i biffen.

Og det gør Michael Mann altså lige straks, for i juledagene får amerikanske Mann-fans lov til at se instruktørens nyeste opus, "Ferrari", i USA's biografsale. Vi håber naturligvis, at filmen udkommer nogenlunde samtidigt herhjemme, men filmen har endnu ikke en officiel dansk premieredato.

Til gengæld kan vi dele en ny, længere trailer til filmen oven på den første teaser fra august. Den kan ses herunder.

Læs også: Michael Mann vil gerne lave "Heat"-prequel

"Ferrari" udspiller sig i 1957, hvor den tidligere racerkører Enzo Ferrari er i krise. Selskabet, som han stiftede sammen med sin hustru, Laura, er på randen af konkurs, og parrets ægteskab er også tæt på at køre af sporet efter deres søns død.

Ferrari vælger derfor at satse alt på at vinde ét vildt væddeløb – det såkaldte Mille Miglia-ræs, hvor deltagerne kører 1.600 kilometer gennem Italien.

Adam Driver spiller hovedrollen, mens rollelisten også byder på navne som Penélope Cruz, Shailene Woodley og Patrick Dempsey. Mann har haft en film om Enzo Ferrari på tegnebrættet i årtier, og apropos mandens drømmeprojekter så bliver "Heat 2" efter sigende hans næste film.

Se den nyeste trailer til "Ferrari" her:

Kommentarer

Ny hæsblæsende trailer til Michael Manns "Ferrari" med Adam Driver

  • ★★★★★0

    Styrtet hen mod slutningen ser lidt weird ud CGI mæssigt, men udover det så ser det dælme godt ud, kan allerede mærke det her blir en lyd film.

    Elwood19-10-23 08:37

  • ★★★★★1

    Styrtet hen mod slutningen ser lidt weird ud CGI mæssigt, men udover det så ser det dælme godt ud, kan allerede mærke det her blir en lyd film.

    Ja, det slog mig også. Man kan håbe, at det ser bedre ud i den endelige version.

    Kruse19-10-23 08:49

  • 0

    Jeg studsede lidt over, at Den Sidste Mohikaner var den ene af to af Manns film, som nævntes i traileren. Troede egentlig, at den lidt blev anset for en af hans svagere film? 

    Selv er jeg dog ret stor fan af den :) 

    Ferrari ser ret habil ud, men kan være nervøs for om den overhovedet lander herhjemme :/

    steadi19-10-23 09:46

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen