Anmeldelse: Paranoia (2024)
Dansk gyser blæser uhyggen væk med skræmmende højt lydbillede.
Siden lyden tog sit indtog i filmens verden i slutningen af 1920'erne, hvor Al Jolson sang i "The Jazz Singer", har lydsiden på en film været med til at fremhæve filmoplevelsen. Lydsiden kan underbygge en eksplosiv biografoplevelse. Som i en Michael Bay-film. Eller en emotionel og subtil oplevelse som i premiereaktuelle "The Zone of Interest". Men lyd kan også være kaos. Og den kan ødelægge meget. "Paranoia" bliver ødelagt totalt af en lydside, der smadrer trommehinderne.
Pigen Lulu har en nærdød oplevelse, da hun kommer til udpumpning. Midt i øjeblikket ser hun en ung kvinde, der skriger på hjælp. Da Lulu kommer hjem, føler hun sig forfulgt. Der sker mærkværdige ting omkring hende, og hun hører lyde overalt, som ingen andre hører. Hun møder samtidig Mads. Han kan se ting, som andre ikke kan. De to aftaler at løse mysteriet om Lulus mørke oplevelser.
Antallet af vellykkede danske gyserfilm kan næsten tælles på to hænder. Man forsøgte i 1960'erne og 70'erne, at der dog mere var kriminalfilm end decideret gysere. Det var først i 1994 med Ole Bornedals "Nattevagten", at den danske gyser for alvor blev skudt i gang. Med film som "Sidste time" og "Mørkeleg", i nyere tid "Når dyrene drømmer" og "Speak No Evil", er der langt mellem snapsene. Problemet er også, at der er flere dårlige end gode gyserfilm i dansk regi. "Paranoia" hører nu heller ikke til blandt de bedste.
Den starter ellers godt. Vi introduceres for Lulu, som spilles overbevisende af Zoe Hertz. Hun er en pige, vi føler med og gerne vil følge. Hendes forældre er positive og troværdige, spillet af Maria Rossing og Rasmus Hammerich. Desværre tager filmen en skidt drejning i anden akt, da Mads bliver introduceres. August Carter overspiller til den store guldmedalje. Leveringen af replikker grænser til det komiske. Samtidig tager Hertz’ spil en forkert drejning, som filmen ikke er tjent med. Filmens tredje akt er dog værst. Den kaotiske lydside ødelægger fuldstændigt indlevelsen. Lydsiden anvendes ofte til at udtrykke en karakters indre kampe. "Paranoia" brager afsted. Lyden bliver højere og højere, for til sidst nærmest at springe trommehinderne. Publikum skal virkelig gøres opmærksom på, at vi er i et gyserunivers med jumpscares hvert tredje minut. Men det bliver bare aldrig spændende eller for så vidt uhyggeligt.
Samtidig leverer filmens tredje akt ikke bare ét, ikke bare to, men hele tre afsluttende twists. Vi skal i hvert fald være i tvivl om, hvilken retning filmen vil tage nu. Det kan fungere i en mindre seriøs film. Men dette er et meget mørkt og skummelt univers med en alvor tone, og dér fungerer så mange twists bare ikke. De skal selvfølgelig ikke afsløres her. Men er man stedkendt i gysergenren, vil ingen af dem være specielt overraskende i den mærkværdige blanding af klassisk spøgelseshistorie og psykologisk thriller.
"Paranoia" vil gerne være det nyeste skud på den danske gyser-himmel. Men ikke meget lykkedes. Zoe Hertz er troværdig i første halvdel af filmen og guldkornene her er klart Maria Rossing og Rasmus Hammerich som forældrene. August Carter overspiller på det groveste. Lydsiden gør oplevelsen til et bragende helvede og kiksende twists på twists på twists fungerer overhovedet ikke. Filmen kan ikke følge sin egen paranoide historie vellykket til ende.
"Paranoia" har dansk biografpremiere 8. februar. Heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.