Anmeldelse: Rocketman (Blu-ray)

Det er imponerende, at en skuespiller som Taron Egerton kan gå fra den mindst nuancerede version af Robin Hood til en tikkende bombe personificeret som Elton John.

Da instruktøren Bryan Singers #metoo-skandale fik ham fyret midt under optagelserne til Queen-filmen "Bohemian Rhapsody", lå det lige til højrebenet at hive Dexter Fletcher ind til at redde filmen. Han skulle nemlig lige til at gå i gang med sin egen musik-biopic "Rocketman" om Elton John. "Bohemian Rhapsody" endte med at vinde en række priser på trods af kontroverserne – heriblandt fire Oscars. Fletcher modtog dog ingen kreditering for sit arbejde på filmen, men er naturligvis fuldt ud krediteret for "Rocketman". Denne film virker nemlig som et produkt af en instruktør, der har fået meget frie tøjler til at følge sin vision, og resultatet er en fascinerende fantasi rodfæstet i virkeligheden.

"Rocketman" fortælles retrospektivt af Elton John (Taron Egerton) i et flamboyant kostume til et AA-møde, hvor deltagerne nærmest fungerer som meta-avatarer af os som publikum, der passivt sidder og lytter til fortællingen. Elton John blev døbt Reginald Dwight, men fandt sig hurtigt et kunstnernavn for at slippe fri fra både sine nedladende forældre, sin fortid og sin egen persona. Elton John vil nemlig være en rockstjerne, og han er både et musikalsk geni og har personligheden til at slå igennem. Sammen med tekstforfatteren Bernie Taupin (Jamie Bell) går der ikke længe, før den rigtige melodi og tekst slår gnister, og snart vælter Elton John sig rundt i sprut og kokain, imens hans homoseksualitet må undertrykkes for offentligheden.

Som musical bliver "Rocketman" ofte fortalt igennem Elton Johns sange i nyfortolkede udgaver, der tekstmæssigt driver plottet fremad. Skuespillerne synger selv, og sangene er oftest duetter, hvilket giver de velkendte tekster nye facetter og betydninger. Denne blanding af fiktion og fakta skaber et dragende og magisk virkelighedsbillede, hvor man trods alt aldrig er i tvivl om, hvad der er hvad. Musicaldelene rammer en fin balance mellem det moderne og klassiske Hollywood. Der er gjort plads til både de helt store armbevægelser samt de små, surrealistiske og metaforiske sangdele, hvor Elton John ofte må møde sig selv fra barndommen, der ihærdigt prøver at sætte den løsslupne rockstjerne på plads.

"Rocketman" fungerer som et klart minde om, hvilken virtuos og genial musiker Elton John egentlig er. Det er desuden dejligt befriende, at filmen bliver fortalt, uden at der konstant bliver smækket årstal og datoer op på skærmen. Her er Dexter Fletcher selvsikker nok til at lade fortællingen stå på egne ben i sit eget tempo. Filmens visuelle stil med spraglede farver, der skriger 70'erne og 80'erne, danner ramme om en fokuseret fortælling, der hæves til noget større og langt mere interessant end mange af de sædvanlige musikalske biopics. Selvom stil og substans ofte går op i en højere enhed, forbliver filmens største hæmsko den klassiske kurve, hvor liv og glade dage erstattes af personlig nedtur halvvejs igennem, og afsluttes med en opløftende og optimistisk tone. En skabelon, der er overbrugt i lignende biografier og i denne film mangler flere udsving. Især den personlige nedtur varer ved for længe og mangler udvikling.

Det er imponerende, at en skuespiller som Taron Egerton kan gå fra den mindst nuancerede version af Robin Hood til en tikkende bombe personificeret som Elton John. De mange følelser, der ligger under overfladen, bliver udtrykt så fint igennem Egertons mimik, der også i kropsbevægelserne rammer den rigtige Elton John ret godt. De fleste andre roller virker dog karikerede, blot for at give hovedpersonen mere plads. Jaimie Bell f.eks. som Elton Johns bedste ven og sangskriver er lidt for godhjertet og naiv, imens Bruce Dallas Howard som Elton Johns mor er så modbydelig, at det grænser til det absurd-humoristiske. Heldigvis fungerer selv karikaturerne fint i sidste ende, og filmens markante udtryk har efterladt et varigt indtryk hos undertegnede. Gid flere biopics kunne være ligeså unikke som denne.

Billede & Lyd

Både billede og lyd på denne udgivelse står til topkarakter. Filmen er skudt med Arri Alexa-kameraer i 2K DI, og billedet er både klart og detaljerigt. Selvom billedet svinger fra de mere grå og realistiske toner, der ofte er associeret med England, til et farvebombardement i musikstykkerne, gøres det ubesværet og ubemærket. Endnu mere imponerende er lydbilledet, der brager ud af alle højtalerne med en noget nær perfekt balance mellem musik, dialog og diverse effekter. Lydsporet er nu også Dolby Atmos, der meget sjældent skuffer.

Ekstramateriale

To af ekstramaterialets featuretter har fokus på Taron Egertons transformation til Elton John. Man får hurtigt et indtryk af det samarbejde, Egerton og John har haft under optagelserne. De næste tre featuretter omhandler hovedsageligt musikken i filmen. Ikke kun hvordan det er sat sammen lydmæssigt, men også det visuelle look kommer under lup. Disse er dog desværre uimponerende, da de forbliver ret overfladiske og ikke giver et særlig godt indtryk af arbejdet bag. De slettede scener er til gengæld et kig værd og kunne sagtens have været klippet ind i filmen i en director's cut-udgave. Resten af ekstramaterialet består af forlængede udgaver af sangene, sing-along-udgaver af dem og direkte adgang til alle musiksekvenser i filmen.