Anmeldelse: Rom

Bodil Jørgensen oser af liv i romantisk drama.

Hvad er det perfekte ægteskab? Er vi som mennesker skabt til at leve sammen som mand og kone i over 50 år, og stille træskoene, når tiden er inde? Opnåede man det, man ville, inden ringen blev sat på fingeren og børn, hus, hund og Volvo kom ind i billedet. Det er drømmen for mange i livet. Men det betyder ikke nødvendigvis, at livet skal ende med leverpostejsmadder og wienerbrød. Det danske komedie-drama "Rom" vender den del af ægteskabet og livet.

Gerda og Kristoffer er taget til Rom for at fejre deres 40-års bryllupsdag. Det er deres første tur i mange år, og især Gerda har trængt til at komme væk fra det daglige trummerum. Hun har boet i den italienske hovedstad da hun var ung, og genbesøget vækker mange minder. Kristoffer er til gengæld bare glad for, at hans dejlige kone er glad. Da parret en aften møder Gerdas tidligere kunstlærer og flamme, Johannes, vækkes følelser til live igen, som den aldrende kvinde ikke har mærket i mange år.

Film til og om den ældre generation er blevet en genre for sig selv. Fortællinger om at se tilbage på ens liv og få genopvækket nogle elementer i ens tilværelse, som man havde glemt eller fortrængt. Budskabet er, at det aldrig er for sent at opleve nyt i livet og få glæden tilbage. Kurt Ravn og Birthe Neumann gjorde det i "Happy Ending" for et par år siden, og nu er de altså Bodil Jørgensen og Kristian Halkens tur.

Først og fremmest. Titlen "Rom" kunne få en til at tro, at man skal ind og se en turistvideo om den italienske hovedstad. Det er langt fra tilfældet. Bevares, seværdighederne besøges, men de bliver aldrig brugt som hovedelementerne i plottet. Det handler om kærlighed, at tro på sig selv og om at kunne give slip. Især det, med at kunne give sin partner frit leje er et vigtigt element i handlingen, som især Kristoffer skal lære. Og det illustrerer Kristian Halken rigtig smukt og rørende.

Filmen kan ikke sige sig fri fra den romantiske komedies klicheer. Vi har både operasang på åben gade, det ræsende køretøj i kapløb med tiden og den højstemte tale over højtalerne et offentlig sted. Men det bliver aldrig sentimentalt eller klistret. En melankoli hviler over filmen, med realismen til stede. Derfor kan vi sagtens også grine og smile over livets små skavanker.

Bodil Jørgensen oser af liv i rollen som Gerda. Det er en rørende præstation med øjnene og sit kropssprog i spil, som man aldrig er i tvivl om, hvad hun føler og gerne vil. Hendes sammenspil med svenske Rolf Lassgård er intimt og stærkt. Deres fortid sammen spilles igennem blikke og små udvekslinger. Lassgård er en bamsefar, som vi kender ham og han er altid en fornøjelse. 

Lige så meget, som filmen er en dannelsesrejse for Gerda, er den lige så meget en udvikling for Kristoffer. Og her får Kristian Halken virkelig lov til at brillere. Halken har ikke haft mange hovedroller, men når han nu endeligt har fået en, er han vedkommende og velspillende. Det beviste Halken i "Oldboys" og det viser han også her. Kristian har også været med til at skrive manuskriptet.  Man kan godt mærke, at han har givet sig selv en god, solid rolle. Begge karakterer udvikler sig troværdigt, uden at det ryger i sødsuppegryden.

Det er en dejlig tur til Rom, man får med Gerda, Kristoffer og Johannes. En skøn og rørende udviklingsrejse for to velskrevne karakterer, der begge spilles fremragende af Bodil Jørgensen og Kristian Halken, mens Rolf Lassgård tilføjer substans og lune til historien. Selvom melankolien hviler over filmen er det en morsom og rørende tur til den italienske hovedstad. Så nyd et glas grappa og tag med Bodil, Kristian, Rolf og Gasolin på pladespilleren til Rom.

"Rom" har dansk premiere 22. februar. Heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.

Rom

Kommentarer

Rom

  • ★★★★★★0

    Endelig en dansk film som virker lovende, og så gør det jo ikke noget st jeg næsten lige har været i Rom.

    Wayne22-02-24 04:37

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen