Den film om græsslåning er så effektiv, at man slet ikke kan være sur på det jumpscare. Generelt rammer de snuff-film mig ret hårdt - har tænkt på dem sporadisk siden jeg så "Sinister" i starten af sidste måned. Poolfilmen er også særdeles grusom...
Anmeldelse: "Sinister"-tema: Sinister
Videnskaben kalder "Sinister" den mest uhyggelige film nogensinde, men er der noget om snakken, når en true crime-forfatter må bekæmpe en børneglad dæmon?
Videnskaben har talt, hjertebanken er målt, og konklusionen er, at ingen film tilsyneladende er mere uhyggelig end Scott Derricksons "Sinister" fra 2012. Men videnskaben kan være en sjov størrelse, og hvad der skræmmer os kan spille på mange variabler. Der er dog ingen tvivl om, at biografsuccesen "Sinister" spredte sin del af skræk og rædsel ved sin premiere og havde sin del i at sparke gang i ny bølge af moderne, effektive gyserfilm. Men holder den true crime-berettende gyserfilm fortsat i dag, når dæmonen Bughuul opsnapper børn og efterlader drabelige, knitrende filmruller på loftet, mens nattesøvnen bliver forstyrret?
Ethan Hawke spiller den fallerede true crime-forfatter Ellison Oswald, der jagter fordums berømmelse og sin næste store bestseller. Ideforladt og med skriveblokade kommer forfatteren dog ingen vegne i jagten efter en ny succes. Ellison kommer dog på sporet af et interessant mysterie, da han sammen med sin kone og to børn flytter ind i et nyt, afsides hus. På loftet gemmer der sig en kasse med gamle filmruller, der med titler som "poolfest" og "sovetid" gemmer på ubehagelige videoer af børn og grumme drab. Grusomme mord, dæmonen Bughuul spiller en rolle i.
Der er ingen tvivl om, at "Sinister" skabte opmærksomhed med sit indtag på gyserscenen tilbage i 2012. Som en bragende kassesucces ved billetlugerne og med fine anmeldelser fra kritikerne i bagagen var Scott Derrickson og C. Robert Cargills gyserfilm med til at danne skole for en ny type af mainstream-gyserfilm. Som en af de første produktioner fra Blumhouse og med et minimalt budget – et af produktionsselskabets dogmer, der har ført til succeser som "Get Out", "Paranormal Activity"- og "Insidious"-serierne – gav dæmonfortællingen nyt (børne)blod til den ellers feterede gysergenre, der ramte et dødvande op igennem 00'erne.
Vigtigst af alt tager filmen nemlig sig selv yderst seriøst, og altid formidable Ethan Hawke leverer en pragtpræstation som forfatteren Ellison. Som uhyggen intensiveres, ryger den godhjertede has been dybere og dybere ned i whiskyflasken. For knitrende 8mm snuff-lignende film er da også døduhyggelige. Jumpscares har længe været den moderne gyserfilms værste fjende, men med nogle mere succesfulde end andre lander "Sinister" de fleste af sine chok godt. Især en vis plæneklipper-video fortsætter med at gøre græsslåning til en af de mest uhyggelige haveaktiviteter den dag i dag!
"Sinister" er bedst – og mest uhyggelig – når mysteriet og Ellisons opklaring af hændelserne holdes hen i mørket, og dæmonen Bughuul nærmere er et monster mellem dimensioner end en fysisk manifestation. Værre for gysets alvor bliver det nemlig, når gode gamle Bughuul står frem i lyset og mere ligner et medlem af metalbandet Slipknot fremfor faretruende dæmon. I ekspositionstunge Skype-opkald, formentlig skudt på en eftermiddag, klarlægger Vincent D'Onofrios okkulte ekspert monstrets mytologi og hensigt, samtidig med at uhyggen spoleres. Et monster, der er glad for børn, gamle videobånd og hyppige jumpscares er bare ikke rigtig uhyggeligt.
Om "Sinister" ligefrem er den mest uhyggelige gyserfilm nogensinde, som videnskaben påstår, skal være usagt her, men Scott Derrickson har da gjort sit for at hindre seerne i at filme fremtidige familiesammenkomster. Hvad end det drejer sig om sommerens grillfester, pool party eller græsslåning. "Sinister" glimter med sine uhyggelige knitrende 8mm-videoer, der perfekt indkapsler den mørke uhygge, som hænger ved næsten et årti senere. Mindre skræmmende er desværre dæmonen Bughuul, når væsenet træder ud i lyset og bortfører uskyldige børn.
"Sinister" kan streames/lejes på Netflix og Google Play.
