Anmeldelse: Skolen med de magiske dyr 2

Herlig ikke-belærende børnefilm er én af årets bedste til de mindste i familien.

Jernet skal smedes mens det er varmt. Og hvorfor egentlig vente flere år med opfølgere, når der kan gå et halvt års tid? Det synes at være tanken bag "Skolen med de magiske dyr"-franchisen. Den første af de tyske børnefilm havde premiere tilbage i oktober, altså under et halvt år siden, og allerede nu ser "Skolen med de magiske dyr 2" dagens lys. På eventyrlig vis er filmatiseringen af næste kapitel af Margit Auers børnebogsserie mindst lige så fin som den første. 

Eleverne på Østre Skole er i fuld gang med hverdagen, da en musical skal opføres i forbindelse med skolens 250-års jubilæum. Ida er instruktør og Jo, som hun har et godt øje til, overtales til at spille hovedrollen. Det huer ikke Idas rival, Helene, da sidstnævnte også synes ekstra godt om ham. Desværre er Jos magiske dyr, den cool score-pingvin Juri, ikke til stor hjælp, og i stedet på klodset vis skaber et unødigt trekantsdrama. Og dét skader sammenholdet i klassen. Heldigvis er de magiske dyr ikke magiske for ingenting.  

Tematisk set er der ikke meget nyt under solen siden etteren. Problemerne for børnene er stadig akavet usikkerhed, hierarkiet i klassen og det at blive misforstået. "Skolen med de magiske dyr 2" udbygger dog de pædagogisk sympatiske takter ved at introducere to nye magiske dyr, som igen er spejlinger af det barn, de knyttes til. Den sky pige knytter sig til en kamæleon, der foretrækker at være usynlig. Den seje dreng i klassen til en hurtigsmart pingvin, som på bunden måske er lidt mere følsom, end den vil indrømme. Hvor overskriften i første film primært var dét, at føle sig lille og fremmed i en ny klasse, synes dét ikke at blive set af andre og være for usikker til rigtigt at være sig selv et overordnede afsæt denne gang. Og igen italesættes udfordringerne i børnehøjde herligt og ikke-belærende. 

Fra at udbryde i sang og dans i første film sættes scenen i stedet på skoleteaterets skrå brædder. Fortællingen synes modnet. Nu skal der ikke bruges tid og opmærksomhed på at introducere det farverige persongalleri. Og det klæder historien, som føles mere som fri leg end tidligere. Vores børneflok skal nu bevise, at det godt kan betale sig at gøre sig umage. At øvelse gør mester. Men også, at det er helt i orden også at fejle og tage ved lære undervejs. Samt at man løser meget ved at tale om tingene, frem for at lade konflikter eskalere. Med voksne briller er det banale livserfaringer, selvom voksne ikke altid tager dén lærdom til efterretning når det kommer til stykket. Men det er det ikke nødvendigvis for børn, hvor "Skolen med de magiske dyr 2" introducerer konflikthåndtering og det at se problemer fra andre børns perspektiver elegant og så underholdende, at det gør det nemt at tale om og forstå. Uden at der tales ned til børn, eller tonen bliver for lommepsykologisk eller forkludret voksen til barn-tale.      

Væk er hverken magien eller den lette tone. Aldrig bliver det for dystert eller svælger i de svære problemstillinger, som selvfølgeligt forløses undervejs. For "Skolen med de magiske dyr 2" er en enormt vellykket og fantasifuld børnefilm, der forstår sit publikum til fulde – og som ikke forsøger at tale til andre end målgruppen. Eller gør temaerne mere komplicerede, end de i grund er. Dét i sig selv er en disciplin mange børnefilm ikke formår at imødekomme. Alligevel lykkedes det at give historie og plot sin andel uforudsigelige elementer, der er forbløffende relaterbare. At visse greb tenderer til gentagelse af samme narrative skabelon kan ikke fornægtes, men skyldes nok mere Margit Auers oplæg. Det sagt, vil også forældre til børn under 12 år føle sig fint underholdt. Og måske endda kunne tale med deres børn om emner, som kan være lidt svære ellers at bringe på bordet.

Lad dig ikke narre af, at det kun er fire måneder siden premieren af den første "Skolen med de magiske dyr". Toeren er også en vellykket børnefilm og endda et mulehår bedre end forgængeren. Holdes niveauet med filmatiseringerne af tyske Margit Auers børnebøger, gør det absolut ingenting, hvis vi ser endnu én i række til efteråret.