Den lyder godt nok fed! Hvad vil du anslå aldersgruppen til, når du siger "som barn?"
Anmeldelse: Syv minutter over midnat
Gode børnefilm er dem, der kan finde ud af at appellere til vores fantasifulde, barnlige sider. De bedste er dog dem, som kan blande den barnlige iver og fantasi med voksne problemstillinger, der bunder i virkeligheden uden at tale ned til publikum. Film som kan dykkes dybere ned i, når vi en dag som voksne vender tilbage til dem. "Syv minutter over midnat" tilhører bestemt denne gruppe.
12-årige Conor (nærværende spillet af Lewis MacDougall) er skilsmissebarn. Han bor i en lille engelsk landsby med sin mor (Felicity Jones), der er syg med kræft. Faderen har for længst stiftet ny familie i udlandet, og derfor passes Conor af sin skrappe mormor (Sigourney Weaver). I skolen er han så verdensfjern, at han mobbes konstant. Conor vil kun være sammen med sin mor, som han for alt i verden ikke vil miste, men hendes svækkede situation tvinger ham til at tilbringe sin tid alene med sine tegneredskaber.
En aften, da klokken er syv minutter over midnat, dukker et enormt træmonster (Liam Neeson) op fra den nærliggende kirkegård. Monsteret påstår at være blevet hidkaldt af Conor og kræver, at drengen de næste aftener, når klokken slår syv over tolv, skal lytte til hans beretninger fra gammel tid – for til sidst selv at fortælle sin egen. Dette simple krav fra en ellers frygtindgydende trækæmpe kommer noget overraskende for både Conor og publikum. Nu har vi et skræmmende, ente-lignende væsen på skærmen, og det eneste, det truer med, er nogle simple skrøner. Vores skepsis udtrykkes heldigvis af Conor, når han straks kommenterer, hvor udramatisk det hele lyder. Men både kæmpen og resten af filmen overbeviser os hurtigt om, hvor stærke simple fortællinger kan være.
Det sker selvfølgelig, fordi trækæmpens tre historier er medrivende i sig selv, når Neesons beroligende og samtidigt urovækkende stemme leder an. Visuelt præsenteres de som smukt stiliserede animationssegmenter. Fotorealistiske dele dukker dog tiltagende op i hver beretning, da de tre fabler ikke overraskende afspejler Conors barske virkelighed. Sagnene er ikke sort-hvide som normale eventyr, men er i stedet uforløste, paradoksale og fyldt med gråzoner. Igennem nuancerne kan både vi og Connor begynde at acceptere de uretfærdigheder i livet, som løbende opstår i filmen. Det gør ondt at opleve, men det bliver den eneste måde at frigøre os fra dem på.
Befriende føles det netop, når "Syv minutter over midnat" tør udtrykke vrede, frygt og andre tabubelagte følelser. Enten når Conor går bersærk i frustration over sin tilværelse, eller når filmen skræmmer os med både sit bragende lyddesign og sine dybt realistiske visuelle effekter – især i en scene, hvor jorden slår revner og voldsomt opsluger alt omkring Conor. Moralen om at give børn plads til at udtrykke alle slags følelser går lige i hjertet. Visse steder forsvinder nuancerne dog. Det ellers skønt udtænkte, problematiske forhold mellem Conor og hans mormor slår revner undervejs grundet Weavers skrækkelige britiske accent, og nogle steder føles dramaet og moralen for opstillet. Den overordnede, rørende fortælling holder dog hele vejen igennem.
"Syv minutter over midnat" er en smuk børnefilm, der tør, hvor andre tier. Visse steder går der en smule hak i maskineriet, når der moraliseres for ihærdigt. Dét er dog kun få steder. Filmen formår næsten gnidningsfrit at blande virkelighed med fantasi, alvor med humor og sorg med glæde. Det er pragtfuldt – jeg ville ønske, jeg kunne have set den som barn.
