Anmeldelse: The Inspection

Benhård debutfilm er et uventet rørende militærdrama om at høre til. 

Der er noget ganske fascinerende over "The Inspection". Baseret på instruktør Elegance Brattons egen livshistorie, da han som homoseksuel mand tjente i det amerikanske militær i fem år, forventes næsten på forhånd en "Officer og gentleman"-fortælling om mødet mellem det farverige og utilpassede og det stærkt konservative og dybt disciplinerede. Godt krydret til med alskens klichéer. Dog overrasker Brattons rørende og medrivende beretning som et benhårdt, men solidt drama om at høre til.

Ellis French (Jeremy Pope i en Golden Globe-nomineret rolle) vil ændre kursen på sit liv. Den unge, homoseksuelle mand, er hjemløs og har boet på gaden i 10 år, efter hans stærkt religiøse mor slog hånden af ham som 16-årig – da han sprang ud af skabet. I desperation melder Ellis sig ind i marinekorpset. Tiden i det amerikanske militær er ikke overraskende alt andet end nem: Ellis må dagligt kæmpe mod fordomme, chikane og barsk grundtræning fra tidlig morgen til sen aften. Da prøvelserne er på sit værste, finder Ellis uventet styrke i det militære kammeratskab. Også selvom den benhårde Sergent Laws (grumt spillet af Bokeem Woodbine) ikke har tænkt sig at lade Ellis slippe nemt igennem prøvelserne.  

Ja, historien er fortalt nok cirka et dusin gange. Ung mand afrettes og kæmper for sin egen integritet og rettigheder, mens modgangen styrker og hærder ham som menneske. Der er så vidt heller intet nyt under solen i "The Inspection", som tematisk ikke er udforsket i "Full Metal Jacket" eller "Jarhead". Med den undtagelse, at vores helt ikke kan undgå at få rejsning i badet med sine soldaterkammerater, og de derfor reagerer knapt så imødekommende.

For i marinekorpset er der ikke plads til homoer. Det er den officielle og stokkonservative "Don’t Ask, Don’t Tell"-holdning i 00’ernes amerikanske militær. Selvom sandheden er, som én af filmens personer gør opmærksom på, at militæret ikke kunne eksistere uden den store procentdel som i det skjulte er homoseksuelle. Muslimer er heller ikke velkomne. Det er jo dem, der skal bekæmpes i Irak. De temaer fylder naturligvis. Alligevel svælger Elegance Bratton ikke i et personligt hævntogt, selvom det er rystende nådesløst fortalt og næsten for oplagt andet. Hverken mod sin mor eller sin kommende arbejdsplads gennem fem år. Derimod er der tale om forsoning. 

"The Inception" viser sig nemlig at en forfriskende vinkling af en helt klassisk opskrift. Sære surrealistiske homo-erotiske drømmeskvenser og optrin i skift mellem grovkornet humor og trænings-sadisme slår gnister, fordi sammenkoblingen er så uventet. Men mest af alt, er Elegance Brattons debutfilm en oprigtigt rørende portræt af et almindeligt menneskes slice of life-fortælling om skuffelser, skam og søgen efter fællesskabets accept. Om at få sin mor til at se bagved en for hende afvigende seksualitet. Og om at vinde en respekt og et kammeratskab, som uventet findes i militæret. Selvom for bøsser. Universelle temaer, alle kan relatere til. Uanset hvem eller hvad vi end er.

Med Elegance Brattons stemme er der i "The Inception" dét mere på spil, end hvad der typisk fortælles i den type dannelsesfilm. I visse tilfælde er det et spørgsmål om liv og død. Som LGBTQIA+-film får den en ekstra dimension, da der ikke kastes offerkort på noget som helst tidspunkt. Bratton forfalder ikke til sentimentalitet, hvilket gør den modige fortælling endnu stærkere.

Læs også: Fra hjemløs til Hollywood-filmmager: Interview med "The Inspection"-instruktøren Elegance Bratton

The Inspection