Anmeldelse: All of Us Strangers
Atmosfæren i rørende spøgelseshistorie er skyggefuld som film noir og neonmættet som en Nicolas Winding Refn-film.
Fortolkninger mellem to litteratur og film har alle dage været øretævernes holdeplads. Ærkefans af originale forlæg har en tendens til at se sig blindt på, at en filmatisering måske ikke følger en roman fra A-Z, undlader vigtige elementer eller måske vover at byde på anderledes fortolkninger. Dét bliver formentlig ikke problemet med "All of Us Strangers", der er baseret på Taichi Yamada kriminelt oversete "Skyggelandet" fra 1987 – på engelsk "Strangers".
Tilføjelsen af "All of Us" giver god mening, da afsættet i "All of Us Strangers" ikke er om en midaldrende heteroseksuel japansk mand i livskrise efter et forlist ægteskab, men har en LGBTQIA+-overbygning. I filmatiseringen følger vi manuskriptforfatteren Adam (Andrew Scott), der er flyttet ind i et mennesketomt boligkompleks i London. Stadig traumatiseret af begge forældres død i en trafikulykke som 12-årig og af at være homoseksuel i de AIDS-forskrækkede 80’ere, afbrydes han en aften. Den småfulde Harry (Paul Mescal) dukker op med en flaske whisky og tilbyder at komme ind, hvad Adam først afviser. Et par dage senere åbnes døren dog op, og Adam bliver forelsket i den ellers uventede gæst. Hvad Harry ikke ved er, at Adam en aften lokkes hjem af en mand, der på mistænkeligt vis ligner sin afdøde far (Jamie Bell). Mindre mystisk bliver det ikke, da det viser sig, at manden er gift med en kvinde, der ligner og opfører sig som Adams mor (Claire Foy).
Hvor Taichi Yamadas forlæg bedst kan beskrives som en slags moderne kwaidan-fortælling med et twist, mens spøgelseshistorien i Andrew Haighs ("45 år") filmatisering får et ekstra homoerotisk og socialrealistisk twist. Sorgen over ikke at have haft sine forældres støtte og forståelse, da Adam som barn blev mobbet og tævet i skolen for at være bøsse, manifesteres i mødet med sin far og mor, der begge døde unge. Først dér, er det muligt for Adam at springe forsinket ud af skabet overfor sine forældre.
Trøsten søges hos den udadvendte og mystiske Harry, der også viser sig at have haft sin traumatiserede opvækst. Kemien mellem Andrew Scott og Paul Mescal slår gnister, og de to skuespiller understreger deres enorme talent med psykiske og fysiske intime sekvenser i close-ups. Mescal er så udtryksfuld, at han end ikke behøver at tale for at sige noget. Det er dog især i de blændende scener med Scott, Jamie Bell og Claire Foy, at "All of Us Stranger" virkeligt folder sig ud som absurd og dog enormt menneskelig spøgelseshistorie. Alt det, de ikke fik talt, kastes på bordet. Ønskedrømmen efter fars oprigtige fortrydelser, mors støttende hånd på skulderen og en sidste middag, der nok vil efterlade de fleste biografgængere grådkvalte.
Atmosfæren i "All of Us Strangers" er skyggefuld som film noir og neonmættet som en Nicolas Winding Refn-film. Spøgelseshistorien er snarere en ængstelig udstrakt hånd af de allerdybeste ønsker end gruopvækkende. Vi trækkes ind i et univers fyldt med selvforagt og eksistentiel tvivl. Splittet af spirende håb, når ensomheden afbrydes af en tilfældig fremmed med en flaske whisky. Når fortidens hæmmede traumer uundgåeligt skal ses i øjnene og illusioner brydes. En tilfældig aften afløst af surrealistiske hændelser er lige så god som hvilken anden til at begynde på netop dét, synes budskabet fra at være fra Andrew Haigh. Det er umuligt andet end at opfatte som en håbefuld opfordring.
Andrew Haighs LGBTQIA+-filmatisering af Taichi Yamadas mesterlige spøgelseshistorie er en fabelagtig skildring af fortidens spøgelser. Et fantastisk skuespillerensemble løfter "All of Us Strangers" til at være ét af de mest velspillede og kreative bud på filmisk manifestering af ensomhed og det, at føle sig fremmed i sit eget skyggeland.
"All of Us Strangers" har dansk biografpremiere 22. februar. Heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.