Moovy Exclusive: Fra hjemløs til Hollywood-filmmager: Interview med "The Inspection"-instruktøren Elegance Bratton

Brattons egen tragiske og inspirerende livshistorie danner rammen om det autentiske drama, som nu kan ses i de danske biografer.

Det er et mindre mirakel, at Moovy sidder og taler med Elegance Bratton. Ikke fordi vores snak med filminstruktøren foregår over Zoom, hvor samtaler ofte torpederes af skrantende internetforbindelser og mikrofonbøvl. Og heller ikke, fordi vores interview pludselig blev forsinket, og den travle Bratton har en hård bagkant. Nej, det er et mirakel, at vi taler med Bratton, fordi det slet og ret er mirakuløst, at manden stadig er i live.

Som 16-årig traf Bratton en ekstremt modig beslutning, som uretfærdigt mange i verden stadig brydes med, fordi konsekvenserne ofte kan være uoverskuelige: Han sprang ud som homoseksuel. Hans dybt religiøse mor sparkede med det samme Bratton ud af deres lille lejlighed i New York og ud på gaden, og i hele 10 år levede Bratton som hjemløs i storbyen – uden arbejde, et fast tag over hovedet eller nogen familie at læne sig op ad. Brattons trøstesløse tilværelse fik aldrig hans nådesløse mor til at trække i land og række hånden ud.

En skønne dag traf Bratton endnu en brav beslutning: Efter et årti som husvild ville han være soldat. Og det er netop Brattons ufatteligt hårde kamp for at blive en menig, som er omdrejningspunktet i det nye, autentiske drama "The Inspection", som den nu 43-årige og prisbelønnede filmmager står bag. Filmen er produceret af det legendariske filmselskab A24, som er kendt for kritikerroste perler som "Moonlight", "Hereditary", "Red Rocket", "Room" og ikke mindst dette års Oscar-storfavorit, "Everything Everywhere All at Once".

Man skulle ellers tro, at den amerikanske hær i 00'erne ville være et ekstremt utiltalende sted for en homoseksuel amerikaner – det var trods alt en tid, hvor "don't ask, don't tell"-politikken blev effektueret. Åbent homoseksuelle personer måtte ikke lade sig hverve, og ellers skulle de i hvert fald tie om deres seksualitet for at undgå (i koldblodige, intolerante politikeres øjne) potentielt at ødelægge kompagniets kampmoral, samhørighed og arbejdsdisciplin.

Men som hovedpersonen selv tårevædet siger i "The Inspection" til en anden soldat: "Min mor vil ikke engang tale med mig. De fleste af mine venner er døde eller i fængsel. Men hvis jeg dør i denne uniform, så er jeg en helt for nogen." For Bratton handlede militæret ikke om at få midlerne til at leve livet, men en grund til at leve det.

Desværre døde Brattons mor, lige før filmen gik i produktion – og dermed også før sønnen kunne bruge filmen i et forsøg på omsider at forsone sig med sin mor.

"Min mor sagde, jeg var værdiløs, fordi jeg er sort og homoseksuel"

Helten i "The Inspection" bærer dog ikke navnet Elegance Bratton, men i stedet Ellis French, og han spilles vel at mærke ikke af instruktøren selv, men af det Tony-, Emmy- og Golden Globe-nominerede stortalent Jeremy Pope. Så Bratton har trods alt viklet sin egen fortælling ind i et vist lag af filmisk distance. Men det må vel stadig føles enormt sårbart at udstille sit eget liv så bramfrit og oprigtigt over for hele verden – og således høre for eksempel en dansk kritiker kommentere ikke blot ens værk, men også ens liv?

"Det er en først og fremmest en velsignelse for mig, at filmen gør indtryk over hele kloden," svarer Bratton ydmygt. "Men når jeg skriver manuskriptet, som er 100% selvbiografisk i forhold til hovedpersonens håb, frygt og motivation, så er det ikke alt, jeg personligt har oplevet, men alt det i filmen mellem mig og min mor er ægte. Filmens åbningsscene... Den lejlighed er en lejlighed, som jeg ikke har været i, siden jeg blev sparket ud som 16-årig. Det er lang tid siden.

"Så her står jeg i min mors lejlighed, som jeg ikke fik lov til at træde ind i, fordi jeg er homoseksuel. Og den sidste gang jeg var der, begyndte 10 års kamp som hjemløs. Og nu er jeg her igen, men nu er det en kulisse, hvor jeg skyder min første spillefilm sammen med A24, som er et af mine yndlingsfilmselskaber, og..."

Bratton tager en dyb indånding – hverken for første eller sidste gang under vores samtale. Og man skal være ualmindeligt koldblodig for ikke at forstå, hvorfor det gør så stort indtryk på Bratton at dissekere så traumatiske oplevelser først på film og dernæst med verdenspressen. Og selv over Zoom er det enormt rørende for denne skribent at diskutere dem med ham. Han fortsætter:

"Og det gør et dybt, følelsesmæssigt indtryk på mig. Når man som person har oplevet at blive mishandlet, så internaliserer man det og tror, at man har en medfødt fejl, som gør, at man fortjener at blive behandlet dårligt. Det skete for mig. Jeg troede i årevis, at det var sandheden. Så at kunne komme tilbage til det sted og nu have beviser for, at det faktisk ikke er sandt, fordi jeg har nu lavet en film, som er støttet af nogle af de mest dedikerede og talentfulde folk i filmbranchen... Det var en transformativ oplevelse.

"Jeg er så taknemmelig for, at jeg fik muligheden for at tage på den her rejse og dermed bevise, at jeg ikke er den person, som min sagde var værdiløs, fordi jeg er sort og homoseksuel. Faktisk er min historie så stærk, at den rejser til steder som Danmark og bliver omtalt dér. Det hjælper mig med at hele, og jeg er meget taknemmelig for alle dem, der har set filmen – selv dem, der ikke kunne lide den."  

- Du taler om den smerte, du internaliserede. Jeg kunne ikke undgå at tænke, at idet du laver filmen her, så "eksternaliserer" du den smerte. Jeg kan kun forestille mig, at det er en voldsom oplevelse at besøge jeres gamle lejlighed og nok en gang gennemleve flere af dine oplevelser med din mor og med militæret... Men er det ikke også meget terapeutisk at gennemgå dem igen fra instruktørstolen af?

"Jo, klart. Jeg føler virkelig, at den, der holder kameraet, fortæller sin egen livshistorie. Hver eneste kunstner laver kunst for at bearbejde den følelsesmæssige tumult, de har oplevet i deres liv. Så hvert eneste kunstværk må være terapeutisk for kunstneren.

"Som bachelorstuderende på Columbia havde jeg en fantastisk underviser, Thomas Roma, som er en af mine yndlingsfotografer. Og han bad os om at præsentere otte billeder hver uge, og han sagde: ’Hvert billede skal være et essay på tusind ord. Og det skal afsløre noget om jer selv, som I ville ønske, at I kunne gøre om. Fordi dén særlige ting, som afspejler jeres sandhed, vil andre kunne relatere sig til, og det er det, der kan give jer en karriere. Det handler om at nå ind til den del af mennesket, som vi som samfund er blevet trænet til at slukke og fortie. I er nødt til at sige det, som andre tænker, så de ved, at de ikke er alene.’

"Da det her var mit liv, befandt jeg mig på et lavpunkt. Og på det tidspunkt følte jeg, at jeg fortjente at befinde mig i den situation. Jeg har også været i terapi og brugt en masse tid på at forsøge at forstå, at det ikke handler om, hvor du kommer fra... Det sted, du kommer fra, afgør ikke, hvor du bevæger dig hen. Jeg skulle virkelig arbejde hårdt for at forstå det, og filmen hér er krymlet på kagen under dette kapitel af mit liv. Nu føler jeg endelig, at jeg kan lægge dette kapitel bag mig, og at jeg har fået lov til at drømme endnu større og lave flere film. Så ja, det har været transformativt og terapeutisk for mig, og jeg håber, at filmen er transformativ og terapeutisk for de tilskuere, der har brug for det."

- Ja, det er netop noget, jeg gerne vil spørge dig om. Du berører allerede, hvad andre folk kan tage med sig fra din film. Andre kan måske genkende deres egne prøvelser og følelser i portrættet af dine prøvelser. Og jeg kan ikke undgå at tænke på noget, som din hovedrolleindehaver, Jeremy Pope, sagde for nylig under en rundbordsdiskussion med flere andre skuespillere fra sidste års prominente film: Han ser ikke megen repræsentation af åbent homoseksuelle, sorte mennesker i medierne.

"Nej."

- Håber du også, at filmen kan skabe mere opmærksomhed omkring, at vi har brug for mere mangfoldighed i vores historiefortællinger?

"Når alt kommer til alt, så var det nødt til at være en åbent homoseksuel, sort skuespiller, der fortalte min historie. Og han var nødt til at være lige så god som enhver heteroseksuel skuespiller, hvis du forstår. Og når du nævner, at Jeremy var med i den rundbordsdiskussion... De blev næsten alle sammen nomineret til Oscars og blev hyldet af kritikerne. Så alene dét fastslår i mit fællesskab, at du er det værd. Du fortjener at være her.

"Jeg tror, at folk betaler for biografbilletter for at se dem selv. De vil gerne se mennesker, som de stræber efter at blive til. Som et sort, homoseksuelt barn så jeg aldrig sorte, homoseksuelle mænd få hovedroller i film. De var ofte bare en slags tilbehør. En håndtaske til den, som historien virkelig handlede om. Og jeg tror, der er en sammenhæng mellem vores perifere status på film og vores perifere status i virkelighedens verden – især i Amerika, hvor halvdelen af sorte, homoseksuelle mænd bliver testet hiv-positiv i deres levetid. Der er en otte gange større sandsynlighed for, at vi begår selvmord. Der er en otte gange større sandsynlighed for, at vi bliver hjemløse.

"Jeg laver en film for at give dem lyst til at tage kampen for at være dem selv. Til at se frem til den kamp, for nu har de fået et bevis på, at man godt kan komme ud på den anden side. Og min tilværelse – og Jeremys tilværelse – vil forhåbentlig få nogle til at indse, at deres liv har værdi, betydning og formål. At de fortjener at være her. At de er nødt til at være her."

- Men hvad var det ved Jeremy, der fik dig til at føle, at han – i bund og grund – kunne spille dig?

"Jeg sagde først til Jeremy: 'Det er ikke din opgave at spille mig. I fællesskab skaber vi Ellis French. Ellis French udspringer fra mine oplevelser, men han er nødt til også at udspringe fra dine.'

"For jeg tror på, at den her karakterer tilhører alle dem, der kan lide film, og ikke kun mig. Den her film er for alle, der er blevet fortalt, at de ikke er gode nok. Alle, der er blevet udvist og behandlet som et sort får. Du er god nok. Du betyder noget. Og jeg talte med mange talentfulde skuespillere, men det, der imponerede mig ved Jeremy, var, at han ikke var bange for at træde væk fra mig og gøre noget andet. Og så er der hans øjne... Jeg vil ikke lyde for poetisk, men..."

Vi griner begge højt.

"Tilgiv mig! Mens han øjne er som søer af følelser. Og når du giver ham en scene, så er det ligesom at smide en lille sten i den sø, og så modulerer han de bølger af følelser, som sendes afsted. Altså, han er en Broadway-skuespiller. Han blev nomineret til to Tony-priser det samme år. Han blev nomineret til en Golden Globe for denne rolle. Han er en filmstjerne. Når han ankommer til settet, så kan du bare mærke det...

"Det er ligesom, da jeg var barn og så Michael Jackson eller Prince. De er små og stille som mus, men når de kommer op på scenen... Boom! Selvfølgelig er de stjerner! Det er det samme med Jeremy, hvor man ofte er nødt til at læne sig ind mod ham for at høre, hvad han siger. Jeg plejer at samle mine skuespillere i en klynge, når jeg skal give dem dessiner. Jeg kan ikke lidt at råbe, men med Jeremy er man virkelig nødt til at komme helt tæt på ham og se ham dybt i øjnene. Det gav mig en stor følelse af sikkerhed og følelsen af, at han virkelig var en kunstner...

"Min personlige filmfilosofi er, at alle på en film instruerer deres egen del af filmen, og jeg instruerer helheden. Så jeg forsøger at skabe et miljø, hvor skuespilleren bliver selvsikker nok til at anføre sin egen præstation. Jeg er der for at skabe de betingelser. Jeg er der ikke for at påtvinge nogen noget. Selvom det her er min egen livshistorie, så er det ikke min opgave at indflette min egen fortid. Det er min opgave at skabe plads. Og Jeremy gjorde i øvrigt det samme for mig...

"Min mor blev dræbt, lige før filmen gik i produktion. Så den del af mit liv fik aldrig en afslutning. Det vidste Jeremy godt. Jeg fortalte det til ham, lige da det skete. Og den grad af plads, som han skabte til min sorg, min vrede og mine stærke reaktioner, mens vi lavede de her scener... Han brugte det også i sit arbejde med rollen. Det var et symbiotisk forhold… Du ved, hvornår du har brug for en ven. Du ved, hvornår du har mødt en sjælefrænde. Når du laver en film, så har din hovedrolleindehaver den tyngde og betydning. Resten af mit liv vil være præget af det her samarbejde. Og Jeremy havde en stor forståelse for, hvad alle nuancerne og konturerne i det samarbejde betød for mig, og det er jeg taknemmelig over."

"The Inspection" har dansk biografpremiere i dag og kan bl.a. ses i FORMAT Biograf i Ballerup, Storkøbenhavn. Book billetter her.