Anmeldelse: The Kindness of Strangers

Lone Scherfigs eminente sans for nuancerede skæbneskildringer imødekommes i rørende drama.

Coronatiden har givet stof til eftertanke. Livsrefleksion – baseret på måske eksklusion fra andre mennesker, mistet arbejde eller bekymringer over fremtiden – samler folk, som det ofte sker under krisetider. Hjælpsomhed og hensyn er i højere grad kommet på dagsordenen. Og er det ikke netop med venlighed fra fremmede mennesker, at verden fortsætter sin (frem)gang? Sådan cirka lyder ordsproget, og det er ikke uden grund titlen på mesterinstruktør Lone Scherfigs seneste film.

I "The Kindness of Strangers" danner en forfalden, tidligere glamourøs russisk restaurant på Manhattan rammen om en række eksistenser. Heri optegnes en række eksistensers mere eller mindre tragiske situationer, mens deres fortællinger flettes sammen. Lidt efter lidt opdager de, at deres håb og redning findes i mødet med nye medmennesker. I usikre og hårde tider, hvor mange lever på kanten, viser det sig, at netop de tilfældige sammentræf og dryp af uselvisk medmenneskelighed kan få afgørende følger.

Hvis præmissen lyder bekendt i Scherfig-regi, er det dog ikke en tilfældighed. Selvom vi er langt geografisk og tidsmæssigt fra "Italiensk for begyndere" fra 2000, én af de allerstørste succeshistorier i dansk film, kan persongalleriet overvejende overføres direkte fra Hvidovre til Manhattan. Mantraet om at sød musik opstår, når modsætninger mødes, hygge-emmer af bundnaiv danskhed i en benhård New York-ramme. Til gengæld rammes håbefuldheden ikke desto mindre på rørende, afvæbnende humanistisk og humoristisk vis.

Selvom Lone Scherfig de seneste ti år mest har gjort sig bemærket som instruktør på britiske film, har den Søborg-fødte filmskaber holdt fast i danske film og serier som manuskriptforfatter. Man er da heller ikke i tvivl om, at "The Kindness of Strangers" er fra hendes hånd, både som manusforfatter og instruktør – og den er også første film siden netop "Italiensk for begyndere", hvor hun har både skrevet og instrueret. 90'ernes multiplot-fascination er gennemtrængende, i hvad der på én og samme tid fremstår forældet i form og alligevel velfortalt som universelt almenmenneskelig portræt af humanismens natur. Det føles i sig selv mere aktuelt end nogensinde, til trods for at arbejdet på filmen startede tilbage i Obamas præsidentperiode.

Zoe Kazan, Andrea Riseborough, Jay Baruchel, Caleb Landry Jones, Tahar Rahim, Esben Smed, David Dencik og selvfølgeligt altid forrygende Bill Nighy, der for fjerde gang er med i en Scherfig-film. Ensemblet er omdrejningspunktet for, at "The Kindness of Strangers" kommer i mål. Holdet af talentfulde skuespillere på tværs af nationaliteter – og vel nok en håndfuld af tidens allerbedste ikke-stjerner – underbygger Lone Scherfigs eminente sans for sammenhæng mellem forskelligartede plotelementer og nuancerede skæbneskildringer. Dette formet af bundsolid personinstruktion, der skruer næsten perfekt på skuespillernes timing i balancegangen mellem underspillet komik, melodramatik og rå socialrealisme. Hvor de humoristiske anslag indimellem svæver i luften, reddes de på målstregen af fortrøstningsfuld charme og den mildest talt forrygende sammensætning af skuespillertyper – til trods for, at besætningen overvejende afprøves i uvante roller.

At "The Kindness of Strangers" har fået en hård kritikermedfart efter åbningen af Berlinalen sidste år synes en smule uretfærdigt. Selvom Lone Scherfig denne gang ikke er på niveau med "An Education", "The Riot Club" eller "Italiensk for begyndere", formår den danske mesterinstruktør at ramme tidsånden med en håbefuld, universel fortælling om, at humanismen findes i selv de mest desperate stunder. Indimellem i mødet med medmennesker, der i al ubemærkethed hjælper til af ren og skær venlighed.