Interessant. :)
Anmeldelse: The First Omen
Nyt ondt kapitel i overnaturlig gysersaga er djævelsk god.
Er tilblivelsen af Antikrist den historie, som vi manglede for at fuldbyrde en gyserklassiker? Måske et kryptisk spørgsmål. Det skal vi først og fremmest tilbage i filmhistorien for at kontekstualisere.
Det hele startede tilbage i 1976. Her skabte instruktør Richard Donner ("Goonierne", "Dødbringende våben") og manuskriptforfatter David Seltzer den første "The Omen" (med den ordrette danske titel, "Tegnet"). Sagaen om den adopterede Damien, som viste sig at være djævlens søn. "The Omen" var, som gyser med religiøse temaer, oppe mod mesterværker som "Rosemary's Baby" og "Exorcisten". Siden da har franchisen budt på tre opfølgere og én genindspilning. Hele 48 år efter debuterer instruktør Arkasha Stevenson med forhistorien bag dét, der affødte ondskaben.
"The First Omen" foregår i 70’ernes Rom. Unge Margaret (Nell Tiger Free) ankommer til Italien, hvor hun op til skal færdiggøre sin uddannelse som nonne på et katolsk børnehjem. Her møder hun den autoritære nonne, Silvia (Sonia Braga), samt den festglade Luz (Maria Caballero), som Margaret danner et stærkt venskab med. En dag bemærker Margaret mærke Carlita. En ung pige, som Margaret tager under sine vinger. Father Brennan (Ralph Ineson, "The VVitch") advarer dog Margaret om Carlita, og den ondskab, der følger barnet.
Det store spørgsmål er, kan filmen leve op til dens forgængere. Svaret er et klokkeklart 'ja'. Arkasha Stevenson leder fortællingen i et sikkert, men snigende tempo som slowburner. Lige indtil man får besøg af det onde i et effektive choksekvenser. Det kan diskuteres, om handlingen er forudsigelig. Dét gør dog i det store hele ikke noget, da der hele tiden lurer et ubehag, som er svært at ryste af sig.
Selvom filmen er kategoriseret som gyser, fungerer "The First Omen" også som en gådefuld thriller. Udover de obligatoriske jumpscares søger Margaret svar på de drabelige og mystiske hændelser, der sker omkring hende i det gotiske italienske kloster og blandt de suspekte nonner. Det bedste ved "The First Omen" er Margaret. Nell Tiger Frees præstation er eminent og det er svært ikke at holde af og med vores kvindelige protagonist. Derudover har filmen et stort persongalleri med prominente skuespillere som Bill Nighy og Charles Dance, som også er vigtige for historien.
Som R- rated film er "The First Omen" bestemt ikke for sarte sjæle, og man må sige, at der er kælet for de eksplicitte, blodige scener. Filmen fungerer bedst, hvis man har set den oprindelig "The Omen", men det er absolut ikke et krav. Filmen står stærkt nok til, at den kan opleves som selvstændigt nyt kapitel i franchisen og måske som reboot. At skabe forhistorien til en gyserklassiker er et stort ansvar. Arkasha Stevenson gør det dog overraskende godt som instruktør. Især, da det er hendes første spillefilm. Bravo.
"The First Omen" tør lege med tematikkerne mellem det gode og det onde. Dog udnyttes hele persongalleriet ikke godt nok og derfor bliver en smule overflødige. Filmen er enormt vellykket, men ikke perfekt. Selvom Antikrists fødselsdato er den 6. i 6, ender karakteren ikke helt samme sted. Og så er det forhåbentlig ikke sidste gang, at talentfulde Arkasha Stevenson instruerer.
"The First Omen" har dansk biografpremiere 4. april. Heriblandt i FORMAT Bio, hvor filmen tager sig ud i fandens flot 4K og djævelsk rungende Dolby Atmos. Læs mere her.