Anmeldelse: The Meg (4K UHD)

Hvad der kunne have været et simpelt, effektivt og underholdende præmis, ender som det præcis modsatte.

Siden Steven Spielbergs "Dødens gab" tilbage i 1975 for alvor cementerede frygten for hajer i den vestlige verden, har hajfilm været populære. Det var en sand guldgrube, Spielberg dengang åbnede op for, men han må alligevel få lidt hovedpine, når han ser titlerne på nogle af de hajfilm, som "Dødens gab" har affødt – "Shark In Venice", "2-Headed Shark Attack", "Sharktopus" og "Sharknado" bare for at nævne et par stykker. Hajfilm er nemlig typisk B-film, men der dukker også nogle op med et større budget i ny og næ. "The Meg" fortsætter fint i kølvandet på titler som "Deep Blue Sea" og "The Shallows", faktisk med det største budget på en hajfilm indtil nu – 130 mio. dollars. De mange penge gør det dog ikke til en bedre film, og flere af de billigste B-film om hajer er langt mere underholdende end denne.

Efter en mislykket redningsaktion på det dybe hav har Jonas Taylor (Jason Statham) trukket sig tilbage til et feriested i Thailand. Her har han nydt livet i fem år, indtil en gammel bekendt dukker op og beder ham om hjælp. Forskere har nemlig opdaget, at den formodede bund på Marianergraven blot er et slør, og dybere nede er en besætning, inklusive Jonas' ekskone, nu fanget. En gigantisk fortidshaj på 25 meter har nemlig angrebet deres fartøj, og Jonas er deres eneste håb.

Det absolut største problem med "The Meg" er plottet. Hvad der på papiret og i beskrivelsen ovenfor virker som en simpel og velfungerende skabelon, bliver allerede fra starten af formet langt mere kompliceret. Jonas Taylor kunne sagtens blot have været en pensioneret dybhavsredder, men i stedet bliver der vævet en fortælling om en mislykket mission, og en problemfyldt fortid med flere af de karakterer, han nu skal arbejde sammen med. Således fortsætter fortællingen, hvor det er svært at forstå forskernes udregninger, pengemændenes motiver og karakterernes udvikling. Hvad der kunne have været et simpelt, effektivt og underholdende præmis, ender som det præcis modsatte og dræner enhver form for indlevelse i fortællingen. Koncentrationsevnen bliver svær at opretholde igennem en times unødvendige forklaringer, og først i filmens sidste halve time begynder al den galskab og underholdning, som filmen har bygget op til. Mange har uden tvivl mistet interessen inden da, og det er virkelig synd, for klimakset fungerer glimrende som klassisk hjernedød underholdning.

"The Meg" er baseret på en roman, som skulle være markant anderledes end filmen. Manuskriptet har været igennem hele tre menneskers hænder, og det er nok her, det er gået galt, for filmen mangler både tempo og rytme. Det hjælper bestemt heller ikke, at instruktør Jon Turteltaub ("Troldmandens lærling" og "National Treasure") hverken kan skabe spænding eller humor under filmens mest afgørende øjeblikke. Han famler i blinde i de fleste scener, der ofte er klippet så tåbeligt sammen, at det er svært at forstå, at dette er det endelige resultat.

Der er ingen tvivl om, at "The Meg" udmærket godt ved, hvor dum den egentlig er, men Turteltaub omfavner ikke filmens stupiditet, men forsøger at skabe drama ud af et papirtyndt grundlag. Heldigvis spiller Jason Statham altid den samme rolle i sine film og er lige præcis flabet nok til at gøre sin karakter charmerende. Resten af skuespillerne falder desværre igennem. Det gør filmen dog ikke helt pga. Statham og en solid afslutning, men det er godt nok tæt på.

Billede & Lyd

"The Meg" er skudt i 2K og dernæst opskaleret til 4K. Resultatet er betydeligt skarpere farver end på Blu-ray-udgaven og generelt også et renere billede, der virkeligt imponerer i naturscenerne. Lyset er også skruet helt op på 4K UHD-udgaven, faktisk i sådan en grad, at det til tider skærer i øjnene, så jeg anbefaler at skrue en smule ned for dette. Udgivelsen indeholder et let mudret DTS-HD MA 5.1-lydspor, men heldigvis også et forrygende Dolby Atmos-lydspor. Her går alt op i en højere enhed med en perfekt lydbalance og en god tyngde og dybde i bassen, der virkelig sparker igennem i actionscenerne.

Ekstramateriale

Tre korte featuretter på under sammenlagt 30 minutters spilletid er det eneste at finde blandt ekstramaterialet. Den ene featurette virker som en skjult reklame, imens de to andre underholder noget bedre. "Creating the Beast" forklarer lidt om filmens CGI, og "Chomp on This: The Making of The Meg" kommer godt rundt bag om kameraet på produktionen. Underholdende, men bestemt ikke essentielt.

The Meg (4K UHD)