Anmeldelse: The Shallows

Det er jo egentlig ganske simpelt. Under vand er vi mennesker underlegne og uerfarne. Derfor er havets verden lige dele fascinerende og frygtindgydende i al sin brutalitet. Ingen ved, hvad der lurer i dybet, og det er skræmmende. Overraskende er det derfor næppe, at film, der involverer hajer og andet godt fra havet, ofte er at finde på uhyggens hylde i filmbibliotekets gemmer. Med "The Shallows" føjes endnu et kapitel til denne del af filmhistorien. Et kapitel, der både er skrækindjagende og fremkalder latter.

Alene på en ensom klippe kæmper Nancy (Blake Lively) for overlevelse. Efter morens død har hun forladt medicinstudiet og er rejst væk fra familien for at bearbejde sorgen. En dag besøger Nancy morens elskede tilflugtssted – en afsides og øde bugt med optimale forhold til surfing. Det skal afprøves, og Nancy rider på bølgerne med stor ynde, indtil en kolossal hvidhaj pludselig giver sig til kende. Nancy bliver bidt i benet, men formår at søge tilflugt på en lille klippe et par hundrede meter fra kysten. Uden hjælp og omringet af en primitiv dræber må hun bruge al sin snilde, hvis hun vil holde sig i live.

Med sådan en præmis forventer de færreste nok indsigtsfuld filmkunst, og det er selvfølgelig heller ikke målet. Målet er at skabe nervepirrende spænding. Vi skulle nødig forlade salen med negle på fingrene. "The Shallows" kan på det punkt ikke siges at være helt mislykket. Til gengæld mangler filmen i de fleste andre henseender noget, der kan fænge interessen.

Første akt indkapsler fint de mange problemer, filmen har. Gennem cheesy dialog beskrives Nancys forhold til sin mor og hendes manglende lyst til at studere. Den manglende lyst til at lytte melder sig dog også, for det bliver hurtigt ganske klart, at her er der ikke noget betydeligt at hente. Det siger meget, at den mest mindeværdige replik fra filmen er Nancys hilsen på en måge med ordene "Hey, Steven Seagull". Så er niveauet lagt, og det bakkes op af en visuel stil, der er så glinsende og solbeskinnet, at det særligt i de første tyve minutter er umuligt at se forskel på filmen og en reklame for Star Tours. Kameraet dvæler ved Blake Livelys krop, som var hun et trofæ, der skal vises frem, og technomusikken brager, når der surfes i slow motion. Det er anonymt, når det er bedst, og decideret usmageligt, når det er værst. Især når skærmbilledet fra Nancys smartphone skydes op til at fylde halvdelen af billedet i en meget ublu form for product placement.

Men der gispes også over andet end dårlig technomusik. For filmens suspense fungerer med betydelig effekt. Det er ganske vist det samme, der sker igen og igen. Nancy skal forsøge at nå et sted hen, inden hajen fanger hende. Det er simpelt, men godt skruet sammen. Hver gang hajen er tæt på, højnes intensiteten og nydelsen ved filmen et nøk. Umuligt er det dog at læsse filmen udelukkende med hajangreb, og så snart den er væk, tager latteren over. Den åbenlyse seksualisering af Blake Lively, hendes tåkrummende replikker og den komplet vanvittige slutning på filmen er skoleeksempler i dårlig smag. Den er dog svær at hade, netop fordi filmen ikke selv anerkender, hvor langt ude den er. Særligt filmens klimaks er på morsom vis fuldstændig uden hæmninger.

"The Shallows" er hul som en kokosnød og en næsten fornærmende ligegyldig popcornfilm. Spændingen er dog til stede momentvist, og filmen lykkes delvist med at gøre hajen til den skrækindjagende antagonist. Men som med de fleste andre elementer i filmen kammer også hajens udfoldelser over til sidst. "The Shallows" er som gaven i et Happy Meal. Til tider fornøjelig, men oftest helt ubrugelig.