Anmeldelse: Tully

Jason Reitman og Diablo Codys "Tully" er en modig film, som kunne formes som en thriller, men beslutter sig for ikke at være det.

Visse forventninger bliver øjeblikkeligt fastgjort i det samme øjeblik, instruktør Jason Reitman og manuskriptforfatter Diablo Cody arbejder sammen om et projekt. Den lidt sære, men søde dialog, de varme relationer mennesker imellem i et miljø, der bedst kan beskrives som realistisk indie-land, samt et soundtrack, som passer perfekt til fixie-cykler, beanies og finurlige overskæg. Men selv Reitman og Cody kan vise voksne sider, og med "Tully" beviser de, at der er nogle ting, der ændrer sig med alderen – selv hvis udtrykket og formatet er det samme.

I "Tully" får vi præsenteret den farveløse hverdag i en kvindes liv. Hendes liv gik ikke, som hun havde håbet (et tilbagevendende tema for især Reitman), og nu sidder hun med to børn, en gravid krop og en mand i et hus, der ikke helt føles som hendes. Men da hendes bror nævner at få en barnepige, der passer det nye spædbarn om natten, så Marlos liv kan blive nemmere, begynder alting at blive lysere, for Tully kaster et sprudlende liv af sig, som efterlader dønninger hos både den nye mor og resten af familien.

Graviditet og dets bivirkninger. Minder det om "Juno"? Det behøver ikke være tilfældet. "Tully" har kun overfladisk tematik tilfælles med Reitman-Cody-konstellationens første fælles film, for hvor "Juno" skulle være et muntert indblik i en gravid teenagers dagligdag, der senere blev anklaget for et urealistisk fravær af naturlige reaktioner og dialog, er "Tully" en jordnær version af den livlige vision, vi er vant til fra de to filmmagere.

Som Juno var det i filmen af samme navn, er Marlo her filmens hjerte. Hun husker stadig den kvinde, hun var engang – fri og fyldt med liv. For at lade det skinne igennem rammer Reitman sin fortælling ind i et trist udsyn, hvis stemning udelukkende skal formidles af Charlize Theron. For med Cody som manuskriptforfatter er det svært at oprette en fortælling om et trist liv. Diablo Cody kan kun ryste farver af sig, og det er først, når livlige Tully træder ind i det rodede hus, at der sker noget, som virker efter formålet.

Langsomt begynder elementerne til en thriller at opridses, mens vi begynder at blive i tvivl om, hvor filmen vil hen. I sit indhold har "Tully" alle ingredienser til den film, Marlo i starten nævner overfor sin bror, da han foreslår hende at få en natbarnepige. Tully begynder at overtage moderens rolle i en snart dysfunktionel kernefamilie. Og så måske ikke. For er det dét, "Tully" vil? Er det dén historie, den vil fortælle?

Måske er dette det mest interessante ved "Tully". At den konstant glider af, når den begynder at vise elementer af at være en anden genre, bevidner om en film, der kunne formes som en thriller, men beslutter sig for ikke at være det. Er "Tully" i den forstand en modig film? Absolut – også i dens beskrivelse af moderskabet som noget, hvor hovedpersonen bare engang imellem vover at længes til en anden tid.

Tully