Anmeldelse: Wannsee-konferencen

Dybt urovækkende portræt af ondskabens banalitet er en uhyggelig aktuel påmindelse om fascismens umenneskeliggørelse.

"Problemet med Eichmann var netop, at der var så mange som ham, og at de hverken var perverse eller sadistiske, men var, og stadig er, forfærdelig og forfærdende normale."

Sådan skrev filosof Hannah Arendt i 1960, da den tyske jøde som journalist for The New Yorker dækkede retssagen mod topnazisten Adolf Eichmann. Få år senere udkom hendes bog , "Eichmann i Jerusalem: En reportage om ondskabens banalitet", hvor en af hjernerne bag nazisternes Holocaust-plan om at udrydde Europa for jøder blev gransket på afstand. For Eichmann var hverken egentlig ondskabsfuld eller brutal, som vi automatisk tænker, at manden bag ét af verdenshistoriens blodigste folkedrab burde være. I stedet var han en veltalende, højt intelligent, organisatorisk genial og kedsommelig normal bureaukrat. I filmen baseret på Eichmanns femten sider lange protokol af Wannsee-konferencen, vidneberetninger og fiktionalisering baseret på historiske beskrivelser, livagtiggøres ondskabens banalitet så foruroligende, at hårene rejser sig. 

   

Den 20. januar 1942 mødes en række højtstående embedsmænd fra Hitlers regime i en villa ved søen Wannsee, lidt uden for Berlin. Konferencen holdes på foranledning af SS-Obergruppenführer og chef for rigets indre sikkerhed, den karismatiske Reinhard Heydrich (Philipp Hochmair), der som kun 38-årig har arbejdet sig til toppen af Det Tredje Rige. Dagens møde, organiseret af Adolf Eichmann (Johannes Allmayer), varer i omegnen af halvanden time og har ét overordnet formål: at drøfte og afgøre detaljerne af Endlösung der Judenfrage (den endelige løsning på jødespørgsmålet) – eller bare Endlösung. En formalisering af, hvordan udryddelsen af Europas på det tidspunkt 11 millioner jøder skulle organiseres. Ordnung muss sein, skal vi huske på. Der skal være styr på sagerne.

"Wannsee-konferencen" er på overfladen et nydeligt "Tolv vrede mænd"-kammerspil i realtid, placeret i et velanrettede mødelokale, der lige så vel kunne tage sted på et kommunekontor i Horsens. I pragtvillaen i det naturskønne og rolige Wannsee sidder imidlertid Nazitysklands absolut mest magtfulde embedsmænd fra SS, politiet, ministerierne, Rigskansleriet og administrationen. Overskudsagtigt præsenteres Endlösung i ambitiøse toner fra Heydrich, iført sin elegante SS-Hugo Boss-uniform. Med charme og anerkendende ledelse håndteres de andre mødedeltagere lunt og imødekommende. Diskussionerne om logistik og planlægning af udryddelsen af jøder, og på sigt andre urene racer, er pragmatisk og høflig. Skulle der være lidt udfordringer med en af embedsmændene, jamen, så tages snakken progressivt bag lukkede døre i et tilstødende lokale. Ikke meget mere anderledes, end hvordan enhver moderne leder håndterer sine medarbejdere. 

At Reinhard Heydrich var en af tidens mest frygtede mænd fornemmes i millisekunders stjålne blikke. Når mikroaggressioner folder sig ud i meningsudvekslingernes underspillede blitzkrieg, og forlader lokalet igen som dug for solen med afvæbnende svastika-smil. Embedsmænds følsomme bekymringer over unge tyske mænds mentale sundhed i deltagelsen af massehenrettelser står i uhyggelig kontrast til de ligegyldige og hånende blikke, når jøders og slaviske folkefærds forgiftning af de rene tyskeres lebensraum nævnes. Af samme årsag sukkes lettet op, da skadedyrsgiften Zyklon B og gaskamretilbygninger til polske arbejdslejre som Auschwitz vedtages som løsningen på jødeproblemet. Væk fra livsrummet, billigt i drift og mesterligt logistisk udtænkt med direkte togruter i kvægtransporter. Madagascar nævnes også som udrejsecenter. Sidstnævnte logik kan man som dansker tænke lidt over.

Instruktør Matti Geschonneck holder tungen lige i munden ved ikke at fremstille de fjorten embedsmænd som de massemordere med millioner af liv på samvittigheden, de reelt er. Publikum overlades i stedet til at være fluen på væggen, når ondskabens banalitet taler for sig selv. Og den næsten dokumentarisk troværdige stil er rystende at være vidne til. Vanviddet trænger sig på, som når koldsved pibler stille frem på panden. Når fascismens bittesmå dråber arsenik effektivt har normaliseret umenneskelighed og folkemord. Men kun i antydninger hen over kaffen. Kun ved en dybt urovækkende synliggørelse og påmindelse af, hvor ubemærket en folkestemning kan vendes til ekstremisme. Geschonnecks genistreg er især den tankevænkende resonans af, hvordan nutidens bureaukrater står i relief til det i Det Tredje Rige. Hvordan menneskelige omkostninger vurderes på cost-benefit regneark. Hvordan politiske beslutningsprocesser til sammenligning træffes i 2023 i forhold til folk på flugt, og hvordan det hele er mere spiseligt, når uhyrligheder placeres andre steder end i ens baghave. Men også i forhold til retorikken. For det er ganske enkelt umuligt ikke at trække tråde til nutidens højreekstreme bølger. Ikke alene i dansk og europæisk politik, men også globalt.

"Wannsee-konferencen" er et dybt urovækkende og essentielt indblik i Nazitysklands tidsånd. Matti Geschonnecks mesterstykke er også en skræmmende påmindelse om, at historien gentager sig selv, da vægtskålen mellem menneskets natur, storpolitisk retorik og bureaukratiets processer alt for nemt vipper til fordel for umenneskeliggørende fascisme og ondskabens banaliteter. 

Se filmen i udvalgte biografer landet over, heriblandt FORMAT Bio.

Wannsee-konferencen

Kommentarer

Wannsee-konferencen

  • ★★★★★★2

    Herlig anmeldelse - enig i at det må virke endnu mere skræmmende, så nøgternt og kalkuleret det er fremstillet.

    Man kan forestille sig hvordan Putin aktuelt, hygger sig med sine embedsmænd - og de planlægger at sende yderligere russere til slagtebænken, og flere missiler og droner i hovedet på civile ukrainere - bare for ikke at tabe ansigt.

    Wayne19-01-23 10:16

  • ★★2

    I Wann(a)see!

    Thomas Fenger19-01-23 12:20

  • ★★★★0

    Men er den bedre end Conspiracy(2001). Altså udover at være på tysk?

    Gasivodo19-01-23 12:56

  • ★★★0

    Men er den bedre end Conspiracy(2001). Altså udover at være på tysk?

    Jeg har ikke set "Conspiracy". Men jeg forestiller mig, at dén er mere dramatisk og fordømmende end "Wannsee-konferencen", der modsat går under huden i sit uhyggeligt udramatiske portræt af bureaukrater til morgenmøde om folkedrab. 

    Dolphinfriendly19-01-23 17:03

  • ★★★0

    Lyder som en must-see oplevelse af og i det (u)menneskelige sind….

    Gormanden20-01-23 05:41

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen