Anmeldelse: Fallout - Sæson 1 (Prime Video)
"Fallout" lykkedes delvist som serieudgave baseret på den elskede spilfranchise, men der er plads til forbedring.
I 1997 udgav Interplay Productions computersspillet "Fallout", der tager undgangspunkt i en postapokalyptisk verden ovenpå en atomkrig. Et spil, der siden da har været evig genstand for indflydelse, ligesom den genoplivede vestens interesse i computerrollespil. Siden 2007 har serien været i hænderne på Bethesda Softworks, der tidligere har forholdt sig skeptisk over for en adaptering af spilserien. Indtil nu, hvor "Fallout" er landet som officiel serie, skabt "Westworld"-duoen Jonathan Nolan og Lisa Joy. Og baseret på 1. sæson har en tur ud i den radioaktive ødemarken været ventetiden værd, selvom der er plads til forbedringer.

219 år efter Amerika blev ødelagt af en atomkrig møder vi Lucy (Ella Purnell), der bor i en undergrundsbunker kendt som Vault 33. En af mange bunkere, der skulle sikre menneskehedens overlevelse. Da bunkeren invaderes af udefrakommende, som kidnapper Lucys far, rejser den unge kvinde ud i den radioaktive ødemark for at redde ham. Samtidig følger vi Maximus (Aaron Moten), der har ambitioner om at blive en god soldat for enheden The Brotherhood of Steel. Og ikke mindst Ghoul (Walton Goggins), en muteret dusørjæger, der har været i live før bomberne faldt.
Selvom plottet ikke følger spillene føles serieudgaven som en naturlig forlængelse af spiluniverset. Ikke blot grundet gensynets glæde for fans, når vi ser Vault Boy, hører sangene fra 1950’erne og når Pip Boy-armbåndet bruges. Men også fordi serien tager udgangspunkt i spillets generelle univers. Hvilket betyder, at fans får en masse baggrundsviden fra "Fallout"-universet serveret. I sig selv en kærkommen belønning for fans, der har ventet på hvordan en serie tager sig ud. De uindviede introduceres til en verden, der er dystopisk og sjov, hvor alverdens trusler venter rundt om hjørnet. Noget showrunners, Geneva Robertson-Dworet og Graham Wagner, bruger effektivt det meste af tiden.

Den nye fortælling i "Fallout" er også frustrerende bekendtskab. Hovedhistorien har det med at stå til falds for utallige sideplots, der svækker den store helhed. Til trods for kun otte afsnit, føles flere episoder derfor som unødvendigt fyld, der fører til flere antiklimatiske oplevelser i smadrede verden. Et fejlagtigt fokus, når der i forvejen er mange dannelsesrejser i persongalleriet, der skal sammenflettes og følges til dørs. "Fallout"-spillene har altid haft en underliggende humor, eftersom man selv kan forme sin egen karakterudvikling mellem at være god og ond. Serien er et miskmask af forudsigeligheder og en plat tone, til trods for opfindsomme skabninger og en prægtig postapokalyptisk verden.
Den atomsplittede ødemark er interessant at udforske, takket være et velskrevet karaktergalleri og gakkede øjeblikke. Som med "Westworld" har Jonathan Nolan og Lisa Joy styr på den grundlæggende world building. Den ellers døde verden vækkes til live med flotte billeder og prangende kulisser. Hovedkaraktererne, eksempelvis unge Ella Purnell som nogen måske vil genkende fra "Yellowjackets", gør hvad de skal. Det er dog ikke altid, at manuskriptet gør dem nogen tjenester.

Til trods for en ufokuseret historie og en til tider ærgerlig tone er "Fallout" alligevel et tilfredsstillende bekendtskab. Fortælling om et atombombet USA indeholder masser af guf for fans med referencer til videospillene, mens nytilkommere også trygt kan træde ud af bunkeren til en dødsensfarlig verden, der er værd at udforske. Første sæson er en solid mutation fra spilserie til TV-serie. Den har bestemt sine problemer, men også potentiale til at blive endnu bedre i fremtiden.
Anmeldelsen er baseret på hele 1. sæson.
"Fallout" kan ses på Prime Video.