Det kører sgu for jer i dag. Først Better Call Saul og nu Always Sunny. To serier, som er helt oppe at ringe i min alletiders top.
Anmeldelse: It’s Always Sunny in Philadelphia - Sæson 15 (Disney+)
Sæson 15 af kultserien er ikke blot stadig sjov og relevant, men formår også at finde ny dybde i sine hårdtprøvede karakterer.
Rob McElhenneys "It’s Always Sunny in Philadelphia" er lidt af en ener. En offensiv og politisk ukorrekt serie, der siden dens begyndelse i 2005 har udviklet kultstatus og åbenbart ikke har tænkt sig at stoppe foreløbigt. For nylig blev serien nemlig forlænget til hele 18 sæsoner, hvilket betyder fortællingerne om Paddys Pub er den længst kørende sitcom - nogensinde. En ære, der tidligere tilhørte "The Adventures of Ozzie and Harriet". Den seneste sæson i Philadelphia beviser netop også hvorfor serien fortjener den ære.
Klokken 12, på en torsdag, får The Gang, bestående af Charlie Kelly (Charlie Day), Mac (Rob McElhenney), Dennis (Glenn Howerton), Sweet Dee (Kaitlin Olson) og vanvittige Frank (Danny DeVito) besøg af en bankmand, der vil høre hvorfor banden har foretaget tre forskellige banklån. Hvilket de i bedste "Sunny"-stil selvfølgelige har vanvittige forklaringer på. Men i en tid med COVID-19 føler banden også, at de har brug for en ferie: Derfor drager de til Irland, hvor de lærer noget nyt om dem selv.
Efter 15 sæsoner kunne det ske, at McElhenney, Howerton og Day (der alle er producere og manuskriptforfattere på serien) ville være løbet tør for idéer. Dette er dog langt fra tilfældet, da "It’s Always Sunny in Philadelphia" stadig har meget at sige omkring det nuværende samfund - og altid en joke, eller tre, i ærmet. Med emner som COVID, splittelse i samfundet og politisk korrekthed er intet helligt. Som altid præsenteret af de fem jubelidioter der, dybest set, er forfærdelige mennesker og ikke kan gøre noget rigtigt. Resultatet sidder ikke altid i skabet, såsom med et svagt, tredje afsnit. Det er dog ikke nok til at ødelægge denne sæson.
Humoren er grov og grænseoverskridende, men det er netop der, hvor serien altid har brilleret. Banden har aldrig været bange for at være fornærmende, vulgære og provokerende, mens de altid skændes og forråder hinanden. Hvilket er her, hvor humoren og kommentaren oftest er effektiv. Banden lærer aldrig af deres fejltagelser, men det gør seeren. Hvilket har bidraget til "It’s Always Sunny in Philadelphia" har bevaret sin konsistent høje kvalitet af foder for lattermusklerne. Uanset hvor mørkt, grotesk og idiotisk løjerne bliver. Men også fordi, at denne sæson viser der stadig er dybde, kærlighed og en snert af sympati at finde i vores fem yndlings idioter.
Meget af seriens succes skyldes naturligvis også skuespillet. McElhenney, Howerton og Olson er fremragende i deres roller, med deres arrogance, uvidenhed og vrede. Ølglasset består dog ikke uden Day og DeVito, Day, som den dybt ufunktionelle Charlie, der alligevel besidder enkelte, fremragende evner har altid været en fanfavorit, når han i samspil med DeVitos ækle Frank, finder på de mest vanvittige ting. Begge har en fest med rollerne og kaster sig med glæde ud i alt, uanset hvor pinligt og vulgært det end måtte være - store bedrifter, når det er gjort i mere end femten år.
Selvom disse otte afsnit ikke er perfekte er det utroligt, at sæson 15 af "It’s Always Sunny in Philadelphia" ikke blot stadig er sjov og relevant, men også formår at finde ny dybde i sine karakterer. Og hvor ofte kan dette siges om en serie, der har kørt i blot det halve af den tid, som denne har? Selvom topkarakteren ikke opnås, er dette stadig en imponerende indsats, for den længst kørende sitcom - nogensinde.
Anmeldelsen er baseret på hele sæsonen.
