Anmeldelse: The X-Files: My Struggle

Ethvert stykke kunst er et produkt af sin tid. For evigt præget af sin samtids begivenheder og æstetiske udtryk. Og desværre er det de færreste værker og kunstnere, der som den tidløse David Bowie formår at forny sig og være aktuel i flere tidsperioder i streg. "The X-Files" er forståeligt nok stærkt associeret med netop 1990'erne, fordi den dengang var et artistisk fyrtårn i et hav af trivielle tv-serier med Hollywoods levninger. Nu er "The X-Files" så tilbage på flimmerkassen efter 14 års hi. Men i dag, hvor det vrimler med kvalitetsserier, er tiden da løbet fra "The X-Files"?

Jeg vil snarere påstå, at seriens comeback lå lige til højrebenet, for "The X-Files" føles næsten mere relevant end nogensinde netop nu, hvor seriens varemærker – sammensværgelser, overvågning og magtmisbrug – fylder utroligt meget i virkelighedens medieverden. Men mens man ser seriens første nye afsnit, "My Struggle", bliver det desværre hurtigt klart, at tiden til gengæld er løbet fra seriens skaber, Chris Carter – den 58-årige producer, som startede ud som redaktør på et surferblad, før han i 1993 kickstartede "The X-Files" og surfede på en bølge af succes, der skyllede ind over talløse tv'er på verdensplan. For Carter har tydeligvis ingen idé om, hvordan han skal skubbe serien ind i det 21. århundrede med manér.

"The X-Files" var oprindeligt delt op i enkeltstående "ugens monster/mysterium"-episoder samt de sammenhængende, såkaldte "mytologiafsnit". Sidstnævnte skildrede FBI-agenterne Fox Mulder og Dana Scullys mangeårige kamp for at afsløre en skummel sammensværgelse mellem USA's elite og invasionslystne rumvæsner. Netop dén fortælling blev mere og mere søgt og snørklet, indtil den til slut havde afskrækket så mange seere, at serien døde i 2002. Nu vækkes dén historie så til live igen – ikke for at give den en ordentlig afrunding, men så seerne atter kan slæbes igennem gådefuldt nonsens uden substans og kontekst, der fylder så meget, at karaktererne knap nok kan bunde. "Jeg er nødt til at kende sandheden," siger Mulder til seriens 117. whistleblower. "Bliv ved. Du er tæt på," hører vi og Mulder for 117. gang. Her er ingen nytækning. Karaktererne har ikke rykket sig en døjt. Alt er ved det gamle.

"My Struggle" fremstår altså ikke som et fornøjeligt gensyn, men snarere som en koncert, hvor to legendariske musikere nægter at forlade scenen, alt imens de slavisk og tankeløst repeterer deres håbløst forældede greatest hits. Suk. Men hvordan klarer skuespillerne sig? Kort fortalt: David Duchovny (Mulder) er ganske veloplagt, men Gillian Anderson (Scully) virker ærlig talt udkørt og uengageret. Jeg kom flere gange til at tænke på et nyligt talkshow-interview, hvor Anderson nærmest ikke kunne vente med at fastslå, at det bestemt ikke var hendes idé at genoplive "The X-Files". "Vi er kommet videre med vores liv", konstaterer Scully undervejs i "My Struggle", og ganske sigende er det den replik, som Anderson leverer med størst overbevisning.

Nuvel, her er faktisk et par x-ceptionelle momenter... Mitch Pileggi gentager sin rolle som FBI-chefen Walter Skinner, og hans muntre mundhuggeri med Mulder er kræs for øregangene – ligesom Mulders spydige bemærkning til en opportunistisk, Donald Trump-agtig mediemogul: "Sammensværgelser sælger... de betaler for skudsikre limousiner som din." Jovist, Carter er en habil ordsmed, men hans fåtallige pletskud sætter kun hans talrige fejltrin i relief.

Man kan selvfølgelig håbe på, at "My Struggle" viser sig at være et bitte "vejbump" – et langt resumé, der bare lige skulle fyres af, før Carter og Co. kunne komme ordentligt op i gear og levere varen i de efterfølgende afsnit. Men det er alligevel svært at bevare tiltroen til Carter – både efter dette afsnit såvel som spillefilmen "The X-Files: I Want to Believe" fra 2008, der var nøjagtigt lige så intetsigende, men trods alt mere velproduceret. Sandheden er derude, lyder seriens ikoniske mantra. Sandheden er desværre nok, at "The X-Files" burde være forblevet i tv-arkiverne.