På 6 skalaen, ville jeg kun rate den til 2 stjerner. Jeg ratede den 4/10 på IMDb. Men fair nok, for resten fremgår vel af teksten.

Brugeranmeldelse: Jaws 2 (1978)
I forhold til, hvad der skulle følge, så virker "Jaws 2" næsten mesterlig.
Med den enorme succes, som Spielbergs "Jaws" fik, så måtte der naturligvis komme en efterfølger før eller siden. Men hvor Spielbergs film lykkes så kvalitativt på næsten alle områder og er en moden og gennemtænkt gyserfilm, så fejler den her på mange punkter.
Handlingen kan af gode grunde næsten ikke undgå at blive en del tyndere og et stykke hen ad vejen en gentagelse, mens den tynges desværre også af en masse lidt trættende klichéer. Man har så prøvet hen mod slutningen at bevæge sig lidt i en anden retning, og det er da prisværdigt. Desværre ender den som en af den slags overfladiske "uansvarlige teenagere gider ikke lytte og må betale prisen for det"-gyserfilm, som det er svært at holde af eller finde skræmmende – frem for blot irriterende og fornærmende.
Persongalleriet er desuden hult og enfoldigt som i mange (andre) dårlige slashergysere, og det er synd, for netop persongalleriet var noget af det, der virkede så godt i forrige film og var med til at gøre den til en stor oplevelse.
Roy Scheider er en af filmens få lyspunkter og gør det stadig ret godt, og man kan ikke underkende, at filmen i enkelte øjeblikke rammer en fin stemning og har et par spændende momenter. Også John Williams' musik fungerer stadig upåklageligt, selvom den selvsagt meget af tiden repeterer sit nervepirrende tema fra etteren.
Generelt er der dog ikke meget at rose denne søgte, overflødige og i sidste ende ret tåbelige og ligegyldige efterfølger for. Jo, den er generelt nydeligt lavet, hvis man altså kan leve med en haj, der på mest latterlige vis som en torpedo suser igennem vandet i en lige linje. I forhold til, hvad der skulle følge, så virker "Jaws 2" dog næsten mesterlig.
Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.
Jaws 2 (1978)
Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.