Moovy Exclusive: Berlinalen 2022: Filmene i hovedkonkurrencen (Del 1)

Der er altid forskel på det teoretiske og det praktiske. Årets Berlinale er præget af restriktioner, som man nok engang kan læse en masse op på, men det er noget helt andet at stå midt i dem.

Som udlænding er det generelt svært at skulle få svar på sine covid-19-tests, som Berlinalen kræver, at man dagligt skal tage. Først skal man finde et sted at blive testet, dernæst registrere sig gennem en QR-kode (alle testcentre har deres egne) og til sidst downloade en app. Når svaret så kommer gennem en mail, der linker til appen, men ikke virker, fordi du ikke er bosat i Tyskland, skal du trave tilbage til testcentret for at få printet dit svar ud, så Berlinalen kan udlevere et armbånd til dig, der beviser, at du ikke har corona lige nu.

Men hold fast på dit testsvar, hvis du også gerne vil have noget at spise senere. Her skal du nemlig bruge gyldigt billed-ID, coronapas (indtil videre har kun et udprintet af slagsen fra sundhed.dk virket for mig) og nogle gange også det førnævnte testsvar for at få et bord.

Til gengæld er årets Berlinale befriende tomt for mennesker og køer, da mange åbenbart har opgivet på forhånd på grund af restriktionerne. Jeg forstår skam godt hvorfor.

Smeltede hjerter og frustrerende åbningsfilm

Som altid starter Berlinalen med juryens pressekonference. Det halvtomme lokale gav også et halvhjertet bifald til juryens medlemmer, der trods alt hver især virkede veloplagte. Jurypræsidenten M. Night Shyamalan virkede meget optimistisk og nævnte, at han glædede sig som en lille dreng til at se flere film i hovedprogrammet. Spørgsmålene fra publikum gik dog hovedsageligt til instruktøren Ryusuke Hamaguchi, hvis film – "Drive My Car" – er nomineret til hele fire Oscars i år, og Hamaguchi vandt en Sølvbjørn for "Japanske Fortællinger" sidste år.

Filmmageren fortalte fint om balancen mellem at skulle bedømme film og så selv være den, hvis film bliver bedømt af andre. Hvert medlem i juryen lyste op, da de blev udspurgt om deres første filmforelskelse, hvor Connie Nielsen smeltede tyskernes hjerter, da hun valgte "Christiane F."

Åbningsfilmen i år var Francois Ozons "Peter Von Kant". Ozon bevæger sig ikke langt fra kildematerialet – bortset fra en hovedpersonens kønsskifte – men formår trods alt at gøre kammerspillet en smule mere filmisk, selvom det teatralske aldrig forsvinder helt. Det følelsesmæssige spil mellem hovedrollen Peter Von Kant (spillet glimrende af Denis Ménochet) og Amir, hvor den ene er sadist og den anden masochist, er hele filmens omdrejningspunkt, og Ozon kommenterer her en del på sin egen karriere gennem Von Kant. På trods af gode takter ender "Peter Von Kant" som en af Ozons svagere værker grundet for store armbevægelser, en humor, der ikke går godt i spænd med det dramatiske, og en manglende empati for filmens roller generelt. Filmen er såmænd ambitiøs nok, men også frustrerende letkøbt hvad angår konklusionen.

Realistisk sex og boblende vrede

Den næste film i hovedkonkurrencen bed noget bedre fast. Den østrigske "Rimini" omhandler den fiktive sanger Ritchie Bravos (Michael Thomas) fallerede karriere. Midt i sit alkoholsmisbrug og prostitution af sig selv til ældre fans dukker Ritchies datter op, som han ikke har set, siden hun var helt lille. Selvom filmen bugner af klassiske klicheer, gemmer der sig noget hudløst ærligt mellem linjerne. Ritchie er, på trods af sine mange fejl og mangler, en nem person at holde af, når man ser ham vandre rundt stangberuset i sin sælskindsfrakke på de italienske vinterstrande med en smøg i kæften.

Filmen rammer en perfekt balance mellem det sørgmodige og det hjertevarme – en balance, der kan ses og mærkes i filmens mange sexscener, der viser kroppe, dialog og interaktion, som ligger så langt fra Hollywood, men tæt på virkeligheden, som sjældent set før. Michael Thomas har en god chance for at vinde en Sølvbjørn for bedste skuespiller. Personligt er det blandt de bedste præstationer, jeg har set i årevis.

Den franske "The Line" er så underspillet, at jeg ikke spår filmen de store vinderchancer i nogen af kategorierne. Det er nu ellers ikke, fordi filmen mangler kvaliteter. Den har en masse på hjerte, og havde der været en kategori for bedste sang, havde den været en åbenlys vinder. "The Line" starter med en voksen datters fysiske angreb på hendes mor. Straffen bliver, at hun skal holde minimum 100 meters afstand til hjemmet, og den yngste datter maler derfor en linje hele vejen rundt, så der ikke bliver begået flere forbrydelser. Langsomt som man lærer filmens karakterer at kende, mærker man det psykologiske spil, som moderen har udsat sine døtre for, og den psykiske vold, de har levet med gennem hele livet.

Det hele er dog så subtilt skildret, hvor især Stéphanie Blanchouds præstation går fint i spænd med instruktørens underspillede tone. Følelserne og udfaldene i filmen bliver dog konsekvent så undertrykt, at jeg forlod biografsalen med en boblende og indædt vrede, hvilket må siges at være en beundringsværdig bedrift.

Dukker og DIKTATUR

"Everything Will Be OK" er en film med et helt andet væsen. Selve narrativet er lige dele fascinerende og frustrerende, da det udelukkende består af stillestående dukker og figurer, enerverende dyrelyde krydret med ildevarslende musik samt en fransk kvindes voice-over.

Kort sagt er filmen utrolig ambitiøs, da den vil have os til at reflektere over verdenshistoriens diktatoriske styreformer og sammenligne disse med nutidens i håb om en bedre fremtid. Narrativet bliver dog hurtigt meget trivielt og søvndyssende, og det arbejder desværre derfor mod filmens ellers værdsatte formål.

Man kan dog ikke fratage filmens artistiske værdier, og det er derfor langtfra umuligt, at den skulle vinde en Sølvbjørn for dette. For mit eget vedkommende er jeg faktisk lidt ked af, at jeg ikke synes bedre om den, for det er bestemt en unik og interessant film. Den havde nok bare fungeret bedre som kortfilm i en kunstinstallation på Louisiana.