Moovy Exclusive: Berlinalen 2024: Filmene i hovedkonkurrencen (del 1)

Berlinalen 2024 er officielt skudt i gang med politiske demonstrationer og skæve film – nøjagtigt som forventet.

Under gallapremieren på åbningsfilmen "Small Things Like These" samlede sig både en demonstration og en moddemonstration i reaktion på Berlinalens tilbagetrækning af invitationer til højrefløjspartiet AfD foran Berlinale Palast. Teatret, der danner ramme for de største filmpremierer under festivalen. Der var tilmed også dannet en del grupper og folk på den røde løber, der forsøgte at vende fokus til folkemordet i Gaza. Heldigvis foregik alt fredeligt – omend larmende – for sig. Derfor ankom stjernerne, politikerne og publikum ikke i den helt vanlige ro, men derimod til en øredøvende fløjten, som generelt blev taget med et smil.

Irske "Small Things Like These" føres an af en afdæmpet Cillian Murphy, der i den grad harmonerer med filmens stillestående udtryk. Filmens tema om kirkens magtmisbrug og undertrykkelse af sårbare kvinder åbnes kun delvist op, og efterlader én sulten efter mere. Om instruktøren Tim Mielants håber på  større gennemslagskraft med subtilitet, eller om han har en direkte berøringsangst for emnet, er sådan set underordnet. Resultatet i begge tilfælde er skævvredet og uklart. Der er vellykkede scener undervejs, som eksempelvis når Emily Watson i en monolog fremmaner en underspillet ondskab. Som helhed er filmen hurtigt glemt igen, og det fortjener den ikke, emnet taget i betragtning.

I skarp kontrast til åbningsfilmen står hovedkonkurrencens anden film. Den mexicansk-amerikanske "La Cocine" foregår over et døgns tid i et restaurantkøkken på Manhattan. Filmen lægger ud med et Henry David Thoreau citat, og forsøger derfra at symbolisere alt det negative i samfundet via et enormt persongalleri. Til tider underholdende og medrivende, men også meget opstillet. De følelser og tanker, som instruktøren Alonso Ruizpalacios gerne vil vække med den meget teatralske afslutning, udebliver. Jeg har sjældent set en mere larmende og stressende film. Ambitionerne er prisværdige, men "La Cocine" kommer ikke helt i mål med hverken hjertet eller troværdigheden, selvom Rooney Mara i sin rolle virkelig forsøger.

De iranske instruktører Maryam Moghaddam og Behtash Sanaeeha er blevet tilbageholdt i hjemlandet grundet deres samfundskritiske stemmer, og skal af samme årsag for retten. "My Favourite Cake" har da også et par kommentarer i den retning. I sidste ende er det en fortælling om ensomheden i pensionisttilværelsen. Eller rettere sagt den kærlighed, der kan opstå pludseligt mellem to ensomme mennesker. For det er en virkelig hjertevarm film med lun humor. Den er ikke helt ufarlig med sit ophav taget i betragtning, men den er hamrende rørende og velspillet. De to hovedrolleindehavere, Lily Farhadpour og Esmail Mehrabi, har mere kemi end millioner af dollar i Hollywood kan skabe. For alene dét krydser jeg fingre for en Sølvbjørn for skuespillet til bare én af dem. Jeg håber ligeledes, at et dansk publikum får lov til at opleve "My Favourite Cake" i biograferne.

A24-filmen "A Different Man" er af en særlig unik kaliber. I hovedrollen som Edward ser vi Sebastian Stan transformere sig gennem medicinsk behandling. Fra en mand med svær elefantsyge til en helt almindelig udseende mand. Edward skifter navn og gamle persona som skuespiller væk, men det dukker op til overfladen igen, da hans nabo laver en teaterproduktion om ham. Her bliver det helt surrealistisk, når en anden mand med elefantiasis dukker op for at stjæle rollen fra Edward. "A Different Man" har sit helt eget filmsprog. Surrealisme og meta kan man snildt kalde den, men i sidste ende har den en bund i realisme, hvilket gør den svært at rodfæste. De fleste vil nok se den med et konstant løftet øjenbryn. Samtidig er filmen så distanceret, at den har svært ved at kommer under huden på sit publikum. Derfor ender "A Different Man" som en kuriositet med en chance for at blive kult.

Indtil videre er der ikke fundet klare favoritter i hovedkonkurrencen. Anmelderne er generelt især glade for "Small Things Like These" og "My Favourite Cake", men juryen plejer ikke at lade sig påvirke af den gængse holdning. Det er uden tvivl et tilfælde, men vinderen af Guldbjørnen har de seneste mange år været blandt de sidste visninger på festivalen. Den danske "Vogter" bliver først vist på onsdag – desværre dagen efter jeg har forladt Berlin igen. Jeg vil dog ikke fælde en tåre, hvis "Vogter" skulle gå hen og tabe til "My Favourite Cake".