Moovy Exclusive: Berlinalen 2023: Filmene i hovedkonkurrencen (del 1)
Moovys udsendte er i stilling i Berlin og har kastet sig over et udvalg af årets hovedfilm.
Juryens pressekonference startede vanen tro med stående ovation. Årets jurypræsident, Hollywood-stjernen Kirsten Stewart, fremstod ydmyg, velartikuleret og hudløst ærlig, da hun måtte erkende, at hun ikke havde den største viden om world cinema. En erkendelse, der er benzin på bålet for kritikkerne af hendes stilling i år. På den anden side kan det også ende som en fordel at gå ind i årets program intetanende og uspoleret, hvis hun vel at mærke er kompetent i sin rolle. Hun formåede i hvert fald at holde godt styr på juryen imens spørgsmålene blev stillet. Om hun ligeledes kan skabe en fælles retning for dem, må tiden vise.
Hong Kong-instruktøren Johnnie To modtog det største bifald fra pressen, og virkede meget seriøs i sin rolle som jurymedlem. Her var Guldbjørn-vinderen fra forrige år, Radu Jude, langt mere sarkastisk, imens han slyngede pessimistiske citater om filmkunst ud til højre og venstre. Juryen virker som en meget broget samling i år. Det bliver spændende at se, om de kan blive enige om en oplagt vinder, eller må nøjes med et kompromis.
Årets første indslag i hovedkonkurrencen var Matt Johnsons "Blackberry". Som titlen antyder, følger vi fortællingen om, hvordan firmaet Blackberry tog markedet med storm og fuldstændigt forsvandt igen. I en humoristisk blanding af fiktion og virkelighed. Det er ikke første gang, at man følger en gruppe godhjertede, men naive, tech-nørder blive overrumplet af det ene jakkesæt efter det andet. Netop derfor hæver filmen sig aldrig til mere end simpel, men velfungerende, underholdning. Glenn Howertons nådesløse portræt af forretningsmanden Jim Balsillie sidder dog lige i skabet, men er nok for karrikeret til at vinde en Sølvbjørn. Jeg tør godtallerede nu at komme med den forudsigelse, at "Blackberry" heller ikke vinder en Guldbjørn.
Her har den postapokalyptiske "The Survival of Kindness" fra Australien bedre kort på hånden. Filmen er fuldstændig uden dialog, bortset fra et par ord ytret på et ukendt sprog, hvir man kastes ud i en barsk fortælling om en mørk kvindes overlevelse i et ørkenlandkskab jagtet af mænd i gasmasker. Filmen er befriende blottet for forklaringer om verdens situation, men formår alligevel at komme med nok information til, at publikum ikke fuldstændigt taber tråden. Menneskelighed eller manglen derpå er kernen i fortællingen, og her bærer Mwajemi Hussein hovedrollen ekstremt overbevisende. Det er dog hovedsageligt instruktøren Rolf de Heers bedrift der kunne, og måske burde, tildeles en artistisk Sølvbjørn som det mindste, da narrativet alene er originalt og velskåret.
Den tyske "Someday We’ll Tell Each Other Everything" kan bedst beskrives som et erotisk drama, der er helt klassisk europæisk i sin fortælleteknik. En familie bosiddende på en bondegård har taget sønnens 19-årige drømmende kæreste Maria til sig. Snart udvikler hun et hemmeligt forhold til den 40-årige nabo, Henner. Filmen er stillestående og poetisk i sit udtryk, og ender en kende lang i spyttet. Mange blandt publikum måtte også udvandre undervejs; selvom filmen bestemt ikke er uden sine kvaliteter, der hovedsageligt findes i det dvælende, subtile og til tider eksplosive forhold, de to hovedpersoner indleder. Hvis en pris skal uddeles her, bliver det nok for skuespillet, der er bundsolidt hele vejen rundt.