Moovy Exclusive: CPH:DOX: Danmarks største filmfestival skudt i gang før tid
Så er vi igang - for 12. gang.
CPH:DOX er siden de første spæde skridt i 2003 gået fra at være en kuriøs parentes til at have løbet sig op til at være en af årets allerstørste kulturelle begivenheder i Danmark - og ikke mindst en af verdens største dokumentarfilmfestivaler. At tale om højtragende vokseværk er en underdrivelse, ikke mindst da dokumentarfilmmiljøet i Danmark er blevet tilsvarende respekteret internationalt.
Den københavnske festival er dog meget andet end visninger af dokumentarfilm: koncerter, politiske og kunstneriske events i det offentlige rum, konferencer og andre debatskabende platforme samt ikke mindst seminarer og kurser for studerende. Selvom festivalen har base i København, vises flere af filmene rundt om i 23 af landets kommuner.
Selvom CPH:DOX officielt startede torsdag 5. november, tyvstartede det omfattende program allerede tirsdag med gallaåbningen af "Mand falder" - Anne Wivels intime portræt af Per Kirkeby og hans helt bogstavelige kamp for at komme sig ovenpå en ulykke, hvor den verdenskendte kunstner mistende bl.a. førlighed og til dels evnen til at genkende ansigter. Et vovet valg at åbne en international festival på, da filmen på den ene side er et indforstået portræt af en dansk kunstner - mens den på den anden side er vellykket som et rørende indblik i et menneskes vilje til at kæmpe sig tilbage til fordoms tids storhed.
I anledning af 20-års dagen for mordet på den tidligere israelske premierestatsminister Yitzhak Rabin blev "Rabin, the Last Day" vist onsdag aften. Filmen, der bedst kan beskrives som et kompleks dokudrama sammensat af både arkivmateriale og dramatiserede rekonstruktioner af de historiske begivenheder, sætter spørgsmålstegn ved, hvordan drabet overhovedet kunne ske. Kunne den moderate Rabin, der et par år før attentatet havde underskrevet Oslo-aftalen og var i fredsforhandlinger med palæstinenserne, have ændret historiens gang i Mellemøsten? "Rabin, the Last Day" giver ingen entydige svar. Instruktør Amos Gitais belyser imidlertid begivenheden så intelligent og medrivende, at filmen absolut må betegnes som et must-see.
"Mand falder" vises lørdag 7. november og mandag 9. november kl. 12.00 i Grand Teatret og har almindelig biografpremiere onsdag 11. november, hvor den vises kl. 19.00 - også i Grand.
"Rabin, the Last Day" vises onsdag 11. november kl. 13.00 og lørdag 14. november kl 13.30 i Grand.