Moovy Exclusive: CPH:DOX: Flygtninge på film

Flygtningekrisen har ramt Europa, så det skælver. Ikke alene er kontinentet splittet omkring humanitære værdier, interne stridigheder samt voksende nationalisme og radikalisme. Spørgsmålet om kollektivt ansvar på internationalt plan splitter flere europæiske lande, der i flere tilfælde vælger at gå på kompromis med menneskerettighedskonventionerne og i stedet lade sig styre af politisk populisme - hvilket vi ser det bl.a. i Danmark for tiden. Tre film på årets CPH:DOX, to af dem danske, har potentialet til at nuancere flygtningedebatten.

En af årets absolut bedste bidrag på festivalen, "A Syrian Love Story" af Sean McAllister, præsenterer en både rørende kærlighedshistorie mellem mennesker - og til fædrelandet. Over fem år følger vi det syriske ægtepar Armer og Raghda, der som syriske frihedskæmpere mødtes og blev forelsket i hinanden i et fængsel tyve år før. Raghda er stadig et af de vigtigste stemmer i frihedskampen, da McAllister møder dem i 2009, og hun sidder derfor i fængsel, mens Armer passer på deres børn. Da Syrien kastes ud i umenneskelig borgerkrig, og landet bogstaveligt talt smadres til stumper og stykker, testes deres i forvejen hårdt prøvet ægteskab, mens de stadig bor i Syrien - og senere da familien flygter til Frankrig.

"A Syrian Love Story" er en barsk anatomi af en nations brutale opløsning og de altødelæggende menneskelige konsekvenser. Det er samtidig en sært bekræftende fortælling om mod og håb, men først og fremmest om pligtfølelsen og et selvfølgeligt ansvar over for at frihedskamp fortsat skal mobiliseres - koste hvad det vil.

De menneskelige konsekvenser i forbindelse med asyl har to danske dokumentarfilm, "Et hjem i verden" og "Drømmen om Danmark", særligt fokus på. Andreas Koefoeds "Et hjem i verden" er et flue-på-væggen indblik i vilkårene for asylbørn i Danmark, hvor fem børn følges. Der er mest fokus på den 10-årige knægt Magomed, som er flygtet fra Tjetjenien sammen med sin familie. Forsigtig som den generte drenge er, tør han ikke at håbe på opholdstilladelse til ham og hans familie - bl.a. da faderen står til at blive sendt tilbage til Tjetjenien og efter eget udsagn den sikre død. "Et hjem i verden" er en stille og usentimental beretning om børns vilkår på flugt fra krig, og som implicit stiller spørgsmålstegn ved den retning, det politiske landskab har taget.

I "Drømmen om Danmark" er afghanske Wasiullah på flugt. Som 15-årige kom han til Danmark, og efter tre år på et dansk asylcenter bliver han sendt ud af landet og flygter til Italien i håb om opholdstilladelse - og ultimativt i at komme tilbage til Danmark. Instruktør Michael Graversen, som mødte den unge mand året før flugten, følger Wasiullah efterfølgende over en årrække - hvor vi er vidne til et langsomt og sikkert forfald. Fortællingen om den afghanske teenager er et hjerteskærende møde med en virkelighed, de fleste danskere nok helst vil lukke øjnene for. Det gør ikke filmen mindre relevant. 

"A Syrian Love Story" vises fredag 13. november kl. 19.00 i Skuespilhuset og lørdag 14. november kl. 19.00 i Palads.

"Et hjem i verden" vises i en lang række biografer, både i København og i resten af landet.

Læs mere om filmen her.

"Drømmen om Danmark" vises ikke længere på CPH:DOX, men der er planer om, at den kommer på DR.

Læs mere om CPH:DOX her.