Moovy Exclusive: CPH:DOX: Kampen mod chokoladeindustriens giganter

"Chokoladekrigen" giver et indblik i den juridiske kamp for at stille chokoladegiganterne til ansvar for deres udnyttelse af børn. Moovy har interviewet folkene bag filmen.

De fleste har sat tænderne i en Marsbar, en Kit Kat eller måske smagt et stykke chokolade af mærket Quality Street. Kakao er i vores morgenmadsprodukter, desserter og drikkevarer. Fødevarer med chokoladesmag er en milliardindustri, som skaber overskud hos internationale fødevarevirksomheder som Nesté og Cargill.

Men inden kakaoen lander i vores chokoladebarer og desserter, skal den høstes. Det foregår på kakaoplantager i lande som Ghana og Elfenbenskysten.

Gennem visuelt stærke billeder og journalistisk håndværk viser dokumentarfilminstruktør Miki Mistrati i "Chokoladekrigen", hvordan børn med skarpe macheter uden beskyttelse og uden skolegang høster den kakao, som bliver brugt til at lave slik, der blandt andet havner i danske supermarkeder. 

Benægt, benægt, benægt

Den amerikanske menneskerettighedsadvokat, Terry Collingsworth, er hovedpersonen i "Chokoladekrigen". Filmen følger ham ud i de afrikanske kakaoplantager, hvor der indsamles beviser mod fødevaregiganterne, og hans kamp i det amerikanske retssystem, hvor han i højesteret forsøger at få stillet virksomhederne til ansvar for deres brug af børneslaver. 

"Alle virksomheder i sådan en situation benægter det til at starte med, men det kan de ikke, for der er billeder, læk og anden dokumentation. Så de skriver et regelsæt, der siger, at det er uacceptabelt, og skaber initiativer, der foregiver, at de arbejder på at løse problemet," siger Terry Collingsworth

Terry Collingsworth er også en af de advokater, der førte sager mod Nike i 80’erne og 90’erne, da sportsgiganten brugte børnearbejde i sin produktion af sko. Den måde, som kakaoindustrien agerer sig på, er velkendt for ham.

En fælles mission

"Chokoladekrigen" er danske Miki Mistratis tredje film om kakaoindustrien. Han står også bag "Chokoladens mørke bagside" og "Lyssky chokolade", som er blevet vist af mere end 30 tv-stationer, der dækker de fleste dele af verden. Herunder Mellemøsten, Asien og Afrika. 

Hvor de to første af Miki Mistratis chokoladefilm frem for alt var et et stykke undersøgende journalistik, så er "Chokoladekrigen" skruet sammen som en klassisk dokumentar.

 "Denne film er anderledes på alle leder og kanter end de to foregående," siger Miki Mistrati.

 De to første film i kakao-trllogien giver associationer til Michael Moores start nuller-film som "Bowling for Columbine" og "Fahrenheit 9/11". "Chokoladekrigen" er derimod mere som en spillefilm i sit udtryk. 

 "Visuelt er den stærkere end de to første, og så er der arbejdet meget længere med den i klipningen, end jeg nogensinde har prøvet før," siger MIki Mistrati.

Arbejdet med filmen har strakt sig over seks år. Pandemien gjorde ikke arbejdet lettere, da mange af optagelserne er skudt i Elfenbenskysten. Miki Mistrati har beskæftiget sig med kakaoindustrien de sidste femten år, og hans arbejde bunder i et stærkt ønske om at få os, som forbrugere, til at tage stilling.  

 "Vi bliver nødt til at stille spørgsmålstegn ved, hvordan vi producerer vores fødevarer," siger han og tilføjer:

 "Som minimum skal vi sørge for, at børn får en skolegang, for det er måden, de kan komme videre på i livet selv i de fattige lande. Uden nogen som helst skolegang er de her børn jo tabt for altid". 

Ræven der vogter gæs

I de to første film er Miki Mistrati selv foran kameraet ved undersøgelsen af børnearbejde i kakaoindustrien. I "Chokoladekrigen" er Miki Mistrati fluen på væggen og følger Terry Collingsworths mission om at få stoppet børnearbejde i industrien. 

"Jeg har set i  to ombæringer, at journalistik ikke ændrer det helt store. I denne film følger jeg derfor i stedet den juridiske kamp," siger Miki Mistrati.

Terry Collingsworth er en af de advokater, som var med til at udforme den såkaldte Harkin-Engle Protocol. Her skrev verdens største kakaoproducenter tilbage i 2001 under på at stoppe al børne- og tvangsarbejde i Elfenbenskystens kakaoplantager inden 2005. Han mener, at en helt central grund til, at det endnu ikke er lykkedes at forhindre brug af børneslaver i kakaoindustrien er, at det er industrien, der kontrollerer sig selv.

"Det er det ældste trick i bogen at lave initiativer, hvor virksomhederne monitorerer sig selv. Det er som at sætte rævene til at vogte gæs, og det gør ikke noget godt," siger Terry Collingsworth

Andelen af børn, der arbejder i verdens førende kakaoproducerende land, Elfenbenskysten, steg i 2020. En undersøgelse foretaget af Internationale Cocoa-initiative (ICI), viser, at andelen af af børn, som var i arbejde mellem midten af marts til juni 2020, steg fra 16 procent til 19,4 procent til sammenligning med samme periode de foregående år. Undersøgelsen blev foretaget blandt 1.400 husstande. 

"Vi estimerer, at de store fødevarevirksomheder har brugt over 100 millioner dollars på advokater, PR og lobbyister. Hvis de havde lagt 50 millioner på bordet i 2001 kunne kakaoindustrien have været en forbillede-industri. Det kunne have været den reneste industri i verden, men sådan er det ikke," siger han.

Grådighed vinder

Spørgsmålet er, hvorfor det er så svært at stoppe børnearbejde i kakaoindustrien. Svaret er ifølge Collingsworth, at det overhovedet ikke er svært. Svaret fra de enkelte virksomheder er, at det vil forværre deres konkurrencemuligheder, hvis de pludselig skal  betale mere til kakaobønderne. Det argument giver advokaten ikke meget for.  

"Det er bullshit. Hvis I alle gør det på samme tid, så vil det ikke være en konkurrencemæssig ulempe. En chokoladebar har så lidt kakao i sig, at omkostningen for at hæve prisen på kakao vil være meget lille per chokoladebar," siger han.

Terry Collingsworth har arbejdet juridisk med at forsøge at stoppe børnearbejde i mere end tyve år. Han mener ikke, at industrien bekymrer sig om det forkerte i at bruge slaveagtig børnearbejdskraft. 

"Det er muligt at stoppe brugen af børnearbejdskraft. Virksomhederne er bare så grådige, at de ikke vil bruge de ekstra penge på det, indtil de skal," siger han. 

Træf dit eget valg

Miki Mistrati og Terry Collingsworths samarbejde opstod på baggrund af Miki Mistratis to første film. På trods af, at de har arbejdet med det samme emne i femten år og kender mange af de samme mennesker, så er det først i 2015, at de to møder hinanden på en konference.

Og et nært venskab er opstået mellem de to.

"Vi har jo en fælles mission. Det kan godt være, at jeg er filminstruktør, men jeg er jo ikke lavet af sten, så vi har udviklet et venskab, hvor vi også taler med hinanden om private ting," siger Miki Mistrati.

Privat har både Miki Mistrati og Terry Collingsworth også truffet et valg, hvad angår chokolade. Et boykot.

"Jeg håber, at folk vil tage stilling, når de har set filmen. Og jeg håber, at folk vil sige: Det her stopper med mig."

Miki Mistrati påpeger dog, at der findes chokolade, man kan spise med god samvittighed. Prisen for slavefri chokolade ligger på cirka 70 kroner for 100 gram.  

Terry Collingsworth har ikke spist chokolade i mange år.

"Jeg vil ikke påstå, at det var et stort tab, for jeg er ikke rigtigt fan. Jeg ved ikke, om det er psykologisk, når man har arbejdet med det i så mange år, som jeg har," siger han.

"Chokoladekrigen" er et foreløbigt punktum i Miki Mistratis undersøgelse af en industri, der udsætter børn i afrikanske lande for vilkår, som for længst er blevet afskaffet i vores del af verden. Terry Collingsworths juridiske kamp mod de gigantiske fødevarevirksomheder fortsætter.  

"Man tror ikke, at pæne mennesker, der går i Rotaryklub og i kirke, holder børn som slaver, men det gør de. Det er ikke længe siden, at slaveri var lovligt i dette land. Det er det ikke længere. Nu er vi kommet dertil, hvor vi skal forbyde det at profitere af slaveri."

"Chokoladekrigen" kan ses på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX 25. og 30. marts. Filmen kan streames fra DOXONLINE under CPH:DOX' hjemmeside fra 1. til 10. april.

Kommentarer

CPH:DOX: Kampen mod chokoladeindustriens giganter

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen