Moovy Exclusive: Moovy er med til Star Wars Celebration 2023!

Vi er rejst til London for at dække verdens største "Star Wars"-event. May The Force be with us!

Fra i dag, den 7. april, og frem til og med søndag den 10. april afvikles Star Wars Celebration i London.

Det er 15. gang, at den storstilede event løber af stablen, og den har tidligere udfoldet sig i byer som Essen, Tyskland og Chiba, Japan.

I år foregår arrangementet altså i den engelske hovedstad, og undertegnede er mødt op på vegne af Moovy for at rapportere fra en nær, nær storby om de kommende store begivenheder i en fjern, fjern galakse.

Se også: Moovy TV: "The Mandalorian"-interview med Jon Favreau

Star Wars Celebration – som du kan læse mere om på franchisens officielle hjemmeside her – byder på alskens gæsteoptrædener. Bl.a. vores egen Mads Mikkelsen dukker op for at diskutere sin rolle i "Rogue One: A Star Wars Story" på en af de mange scener i kongrescentret ExCeL London.

Flere af folkene bag kommende "Star Wars"-film, -serier, -bøger og -spil tropper også op for at fortælle om deres projekter og komme med store offentliggørelser. Vi forventer bl.a., at vi omsider får noget konkret at vide om den næste "Star Wars"-biograffilm.

Vi leverer løbende nyt fra eventen her på Moovy, og vi lægger også billeder og nyt op undervejs på vores Instagram-konto. Så husk at følge med de kommende dage, og må kraften være med jer alle!

Kommentarer

Moovy er med til Star Wars Celebration 2023!

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen