Angelina Jolie spiller operasangeren Maria Callas i Pablo Larraíns næste film

"Jackie"- og "Spencer"-instruktøren kaster sig over endnu en legendarisk kvinde i kommende biopic.

Angelina Jolie skal spille Maria Callas i Pablo Larraíns næste projekt: en kommende biopic om den verdensberømte operasangerinde.

Filmens titel er "Maria", og værket skildrer "den tumultariske, smukke og tragiske historie om en af verdens største operasangeres liv, genoplevet og gentænkt under hendes sidste dage i 1970'ernes Paris."

Dermed kaster Pablo Larraín sig over endnu en portrætfilm om et verdensberømt kvindeligt ikon efter de kritikerroste biopics "Jackie" og "Spencer" om hhv. Jacqueline Kennedy og Prinsesse Diana.

Læs også: Jason Isaacs skal spille Hollywood-legenden Cary Grant i ny serie

Græsk-amerikanske Maria Callas var en af det 20. århundredes allerstørste sopraner, og operadivaens spektakulære liv var præget af skandaler, rivaliseringer og en opsigtsvækkende affære med den græske rigmand Aristoteles Onassis.

Det skal blive spændende at se, om Angelina Jolie kan levere en ligeså overbevisende præstation i rollen som Maria Callas, som Natalie Portman og Kristen Stewart formåede i rollerne som hhv. Jacqueline Kennedy og Prinsesse Diana i "Jackie" og "Spencer". 

"Maria" har endnu ikke fået en premieredato.

Kommentarer

Angelina Jolie spiller operasangeren Maria Callas i Pablo Larraíns næste film

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen