Boba Fett-skuespiller skuffet over ikke at medvirke i 3. sæson af "The Mandalorian"

Temuera Morrison ventede på et telefonopkald fra Disney, som aldrig kom.

Den 3. sæson af den populære "Star Wars"-serie "The Mandalorian" blev for nylig rundet af på Disney+. Så nu kan vi altså med sikkerhed sige, at dusørjægeren Boba Fett aldrig dukkede op i seriens seneste årgang.

Boba Fett var ellers en nøglefigur i seriens 2. sæson, og han fik dernæst sin egen streaming-serie, "The Book of Boba Fett", som i øvrigt bød på et gensyn med mandalorianeren, Din Djarin, og hans tro følgesvend, Grogu, der nok er bedre kendt som Baby Yoda.

"The Book of Boba Fett" fik ikke vanvittigt gode anmeldelser, og mange fans var også utilfredse, men dens historie skabte et vigtigt bindeled mellem 2. og 3. sæson af "The Mandalorian".

Og skuespilleren, der spillede Boba Fett – newzealandske Temuera Morrison – afslørede for nylig under en "Star Wars"-convention i Melbourne, Australien, at han var blevet lovet en birolle i 3. sæson af "The Mandalorian", men altså aldrig blev kontaktet.

Læs også: Jon Favreau: 4. sæson af "The Mandalorian" er allerede færdigskrevet

"Jeg skulle have været med i 3. sæson af 'The Mandalorian', men ingen ringede til mig," fortalte Morrison i salen. "Jeg ventede på et telefonopkald i New Zealand. Jeg ventede og havde bare lyst til at give op."

Morrison er tydeligvis også utilfreds med, at førnævnte Din Djarin – spillet af Pedro Pascal – i høj grad overtog rampelyset i de tre sidste afsnit af seriens 1. sæson, som bød på i alt 7 episoder:

"Ham Mando-fyren stjal et par kapitler af min bog. Det gjorde ondt at se ham troppe op med et sort, dødsensfarligt sværd (det såkaldte darksaber, red.). Og den måde han dukkede op på i min 'Book of Boba'... han smadrede bare alt. Han ødelægger min serie. Men jeg kunne ikke sige noget. Jeg er ikke manuskriptforfatteren, så jeg må vel bare leve med det."

Ovenpå de kommentarer er det næppe sandsynligt, at Disney og Lucasfilm giver grønt lys til 2. sæson af "The Book of Boba Fett" eller inviterer Morrison med om bord i den 4. sæson af "The Mandalorian", som endnu ikke har fået en premieredato.

Moovy TV sludrede for nylig med skaberen og hovedforfatteren bag "The Mandalorian", Jon Favreau, hvor vi diskuterede både "Star Wars"-franchisens fortid og fremtid:

Kommentarer

Boba Fett-skuespiller skuffet over ikke at medvirke i 3. sæson af "The Mandalorian"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen