"Bride of Frankenstein"-remake er vakt til live igen

Genindspilningen blev ellers lagt på is, da Universal droppede sit "Dark Universe".

Det såkaldte "Dark Universe" skulle have været Universals nye store franchise: Et filmunivers baseret på de klassiske monstre såsom The Mummy, Dracula og Frankenstein. Men desværre floppede den første film i den planlagte franchise, "The Mummy" med Tom Cruise, og filmselskabet tog konsekvensen og lagde ideen om Dark Universe i graven

Nu forlyder det dog, at det planlagte remake af "Bride of Frankenstein" alligevel ikke er helt dødt og begravet. Manuskriptforfatteren David Koepp har med Universals velsignelse brugt noget af sin overskydende tid under pandemien på at udfærdige et manuskript, og ifølge Koepp er jagten nu gået ind på at finde den rette instruktør til projektet.

Oprindeligt skulle filmen instrueres af Bill Condon ("Skønheden og udyret"), mens rygterne gik på, at Angelina Jolie og Javier Bardem skulle spille hhv. Frankensteins brud og Frankensteins monster.

En anden gyser fra Universal, "The Invisible Man", har været tilgængelig online siden marts. Koepp fortæller i øvrigt, at hans "Bride of Frankenstein" bliver en større film end "The Invisible Man", men ikke en kostelig, stjernespækket produktion à la "The Mummy".

Kommentarer

"Bride of Frankenstein"-remake er vakt til live igen

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen