"Cruella" ryger direkte på Disney+ i 2021
Emma Stone spiller superskurken Cruella de Vil fra "101 dalmatinere" i Disneys kommende live action-spin-off.
Disneys nye strategi med at opprioritere streaming og Disney+ i fremtiden kommer nu til at kunne mærkes i forbindelse med flere af studiets kommende, store familiefilm.
House of Mouse har således annonceret, at "Cruella", som oprindeligt var sat til at udkomme i biograferne, i stedet får premiere direkte på Disney+ 26. maj 2021.
Emma Stone ("La La Land") skal spille den titulære hovedrolle som den pelsfrakke-elskende femme fatale i "I, Tonya"-instruktøren Craig Gillespies nye film, der angiveligt bliver en origin-historie i stil med "Maleficent".
Læs også: Første kig på Emma Stone som ikonisk skurk i Disneys "Cruella"
Cruella de Vil er oprindeligt kendt som én af Disneys helt store, ikoniske skurke, der første gang optrådte i den animerede klassiker "101 dalmatinere" fra 1961.
Disney har endvidere meldt ud, at genindspilningen af "Pinocchio" også lander direkte på Disney+ sammen med "Peter Pan & Wendy". Begge film befinder sig på et tidligt stadie, hvorfor de formentlig tidligst får premiere på streamingtjenesten i 2022.