Ikke uventet, er jeg komplet uenig - og til dels undrende - omkring dine kritikpunkter, Mattia. :) At klandre en musical for sine referencer synes jeg er underligt, det er vel nærmest en af musicalgenrens mest markante præmisser, mens at jeg ikke helt er med på den her hvid/sort jazz-savoir-hipster-ting, fremfor at se filmen for hvad den er - end for hvad den for enhver pris ikke er?
Iøvrigt minder "La La Land" mere om den lidt mindre kendte "Pigerne fra Rochefort", efter min mening - begge Demys to musicals er fantastiske. Blandt grundinspirationen er imidlertid også storbysymfonierne, i kærlighedenerklæringen til L.A. . At se filmen som et art rip off af "Pigen med paraplyerne", synes jeg dog er at underkende en hel del af filmens kvaliteter. Det ændrer ikke på, at "La La Land" virkeligt rørte mig på dens præmisser, og sagtens kan stå på egne ben. Både under musikken og i mellemstykkerne, hvor jeg også synes at begge skuespillere gør det rigtigt godt. Men dét er jo en temperamentssag.
Du må lige undskylde min indledende svada mod filmen (ikke anmeldelsen, selvfølgelig, den er superskrevet synes jeg!).
Tror dog i bund og grund, at min manglende entusiasme for den utroligt smukke film som "La La Land" selvfølgeligt er (og som jeg måske lidt for sarkastisk pointerer i min kommentar), skyldes, at jeg blev skuffet over den. ("Don't Believe The Hype" er lidt af en sætning jeg hører mig selv sige for tiden.)
Den begynder så lovende (og er blevet så hypet), at jeg begyndte at fange mig selv i skuffelsen i hele sommerdelen af filmen, hvor der netop drastisk skrues ned for musicalnumrene og det lidt banale plot for lov til at stå alene, og her kunne jeg bare ikke se, hvor skøn en film den ellers har været indtil det punkt.
Jeg kunne dog godt tænke mig at vide, hvad du mener med at musicalgenren lever meget på referencer?
Jeg synes som sådan ikke jeg kan spore så mange referencer i klassiske musicals. Min (lidt råbende) kritik af "La La Land" er netop, at den som musical ikke behøver at have så mange referencer da jeg ikke synes musicals har en tendens til at referere til andre musicals, som jeg forstår du mener? Eller misforstår jeg hvad du skrev? Forklar endeligt. :)
Ang. hele hipstertingen, så kammede det over for mig, netop i føromtalte sommerdel af filmen, da musicalnumrerne forsvinder. Hvis du lægger mærke til Goslings alt for gennemførte bil med lædersæder og træpaneler, så kunne jeg fint grine af den (suspension of disbelief) midt i musicalsteminingen, men når den forsvinder begynder hele hans hipsterattitude bare at irritere mig. Hvide folk kan sagtens lytte til sort musik (er selv en besat Bluesnørd), men kan bare ikke lide den prædken der kommer ud af ham, og den del af hans karakter bliver bare ikke udviklet videre på i filmen (deraf de lidt overfladiske karakterer), og det blev en indgangsvinkel for, at meget af filmens håndværk begyndte at falde fra hinanden i mine øjne.
I sidste ende har jeg det som om, det var det vigtigere at nå frem til et, i mine øjne, alt for uoriginalt twist i slutningen (som jeg netop synes "Pigen med paraplyerne" formidler på en langt mere fantastisk, fascinerende melankolsk manér) end at give mere dybde til hele "fanget mellem 50'erne og moderne tider" elementet, som ikke blev fulgt op på som pointe i filmen, men mere forblev i referencerne for referencernes skyld. (Eksempelvist, at der ikke følges op på hans hipsterattitude, for den er bare fin nok, så længe han kan få sin dumme klub, eller at hun i begyndelsen har et værelse med et enormt billede af (er det Marlene Dietrich?), men det skal måske bare forstås som at "sådan er Hollywood bare", at alle unge forhåbningsfulde skuespillerinder bor i huse overplastret med hollywood memorabilia, og det er desværre bare ikke interessant for mig at høre. Hvis deres arrogancer blev mere udpenslet og fulgt op på end blot helt til slutningen, hvor det lige er lidt for sent i mine øjne, så havde der været langt mere substans i filmen.
Og sjovt med "Pigerne fra Rochefort". Den har jeg kun vagt hørt om, og har slet ikke set den. Den vil jeg prøve at få set snart! :D
Men ja. Beklager min indledende tone. Blev grundlæggende bare provokeret 2/3 inde i filmen, der ellers havde været utroligt smuk og betagende op til det punkt, og så fik det mig bare til at kigge baglæns ind i filmen og føle mig lidt snydt. Det kunne have være SÅ meget bedre den film. Det er måske lidt snyd, men jeg synes netop, at når noget bliver rigtigt godt, så er kommer dens fejl til at betyde endnu mere end hvis en film er dårlig til at begynde med. Det skuffer bare mere, end når en film er plat og så er det bare det. :)
Yndlingsscenen er dog uden tvivl, der hvor han spiller i 80'er bandet. Den er simpelthen fantastisk!!! :)