Michael Mann: Vi skyder "Heat 2" her i 2024

Efter adskillige års sejlivede rygter er produktionen af "Heat 2" endelig ved at komme op i gear.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at en film som Michael Manns "Heat" nogensinde ville få en fortsættelse.

For det første bliver "Heat" generelt betragtet som en af filmhistoriens bedste thrillers, og en fortsættelse/prequel har således en nærmest umulig opgave i forhold til at skulle leve op til originalen.

Derudover sluttede "Heat" – og opgøret mellem politibetjenten Vincent Hanna (Al Pacino) og storforbryderen Neil McCauley (Robert De Niro) – rimelig definitivt, så er der overhovedet flere historier at fortælle inden for det univers?

Det spørgsmål besvarede Mann selv med et rungende ja, da han i 2020 udgav romanen "Heat 2", som han skrev sammen med Meg Gardiner, og som udfoldede sig hhv. i 1989 og 2002 og stillede skarpt på flere af filmens figurer og deres liv hhv. før og efter begivenhederne i filmen. Og siden han begyndte på bogen for flere år siden, har Mann understreget, at han også gerne vil filmatisere romanen:

Læs også: Michael Mann vil gerne lave "Heat"-prequel

Og nu fastslår Mann over for Variety, at "Heat 2" er hans næste projekt, og at han tager hul på optagelserne allerede i år. Manuskriptet er så småt ved at være klar, og ligesom romanen bliver filmen "både en prequel og en fortsættelse."

Mann har i adskillige måneder gang på gang fortalt verdenspressen, at han agter at hyre Adam Driver til at overtage Pacinos rolle som Vincent Hanna. Mann og Driver samarbejdede for nylig på det autentiske racerdrama "Ferrari".

"Heat 2" kommer også til at handle om de professionelle tyveknægte, som blev spillet af hhv. Robert De Niro, Val Kilmer og Jon Voight i den første "Heat", men det vides endnu ikke, hvem der skal spille de roller.

Ifølge bogens officielle synopsis så foregår "Heat 2" både på Los Angeles' gader og i Sydamerika, hvor mexicanske og taiwanske karteller laver alskens unoder. Og ligesom i "Heat" følger vi i fortsættelsen mænd og kvinder på begge sider af loven.

Det er for tidligt at sige noget om, hvornår "Heat 2" udkommer, men hvis den vitterligt går i produktion i år, som Mann hævder, så satser vi på en premieredato mod slutningen af 2025.

Kommentarer

Michael Mann: Vi skyder "Heat 2" her i 2024

  • ★★★★★★2

    Michael Mann har ikke instrueret noget rigtigt godt siden Colatteral for 20 år siden.

    Heat er genial, så tvivlen skal ikke være en hæmsko - jeg håber han har en mere i sig.

    Wayne11-02-24 23:04

  • ★★★★2

    Enig med #Wayne

    +1 for billedet 'Insider' - SE SELV ALLE - de var der begge to :-)

    Gasivodo12-02-24 02:02

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen