Penelope Cruz har hovedrollen i "Wiener Dog"-instruktørs næste film

Den amerikanske instruktør Todd Solondz har med film som "Welcome to the Dollhouse", "Happiness" og sidste års "Wiener Dog" placeret sig i et hjørne for sig selv i filmverdenen. Det er dette bizarre hjørne af elendighed og eksistentiel tomhed, som Penelope Cruz har tænkt sig at besøge.

Det gør hun med Todd Solondz' næste film, "Love Child", hvor også den snart "Gold"-aktuelle Edgar Ramirez dukker op.

Har man set nogen af Solondz' film, kan det groteske plot i "Love Child" næppe overraske eller støde.

Man følger den 11-årige Junior, der drømmer om at blive stjerne på Broadway, og som samtidig er en tand for tiltrukket af sin egen mor. Efter næsten at have slået sin voldelige far ihjel, står Junior over for et nyt problem, da den nye, pæne beboer i familiens gæstehus, Nacho, viser interesse i moren. Nacho må ryddes af vejen.

"Love Child" er på et tidligt stadie af produktionen og forventes at få premiere engang i 2018. Inden da vil man kunne se Penelope Cruz i Kenneth Branaghs remake af "Mordet i Orient-ekspressen" og i Pablo Escobar-filmen "Escobar" sammen med hendes mand Javier Bardem.

  

Kommentarer

Penelope Cruz har hovedrollen i "Wiener Dog"-instruktørs næste film

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen