"Playmobil"-film håber at blive den nye "The Lego Movie"

Det tyske legetøjsfirma Playmobil prøver nu at følge i Legos fodspor med en film, der kommer til at koste hele 75 mio. dollars. Det er de franske filmselskaber Wild Bunch og Pathé, som producerer filmen i samarbejde med ON Animation Studios, der ligger i Paris.

"Playmobil"-filmen bliver således til helt uden amerikansk indblanding, og efter Luc Bessons selskab, EuroCorp, gik ud af animationsbranchen, er ON Entertainment det eneste selskab i Europa, som kan lave et animationsprojekt af denne kaliber. En aftale om bred distribution til amerikanske biografer er dog allerede på plads.

"The Lego Movie" omsatte for 468,8 mio. dollars på verdensplan, og håbet er, at en film om "Playmobil" vil opnå tilsvarende succes. Instruktør- og manuskripttjansen er gået til Bob Persichetti, som var ansvarlig for historien i filmene "Puss in Boots", "Shrek 2" og senest "The Little Prince". Sidstnævnte er også lavet af ON Animation Studios og har allerede opnået stor kritiker- og publikumssucces i Frankrig, Brasilien og Polen og vil snart blive distribueret i 50 andre lande.

Det kommer dog til at tage noget tid, før vi får at se, om de bliver lige så heldige med deres legetøjsfilm. "Playmobil"-filmen udkommer nemlig ikke før slutningen af 2018.

Kommentarer

"Playmobil"-film håber at blive den nye "The Lego Movie"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen