"Ringenes herre"-stjerne slutter sig til "Star Wars: Episode IX"

Mon sidste kapitel i Skywalker-sagaen nu får titlen "The Hobbit Lost in Space"?

Endnu et navn er blevet føjet til castet på "Star Wars: Epsiode IX", der tager tråden op fra "Star Wars: The Last Jedi".

Dominic Monaghan er nok mest kendt for sin rolle som hobbitten Merry i Peter Jacksons "Ringenes herre"-trilogi, mens andre også vil huske ham som Charlie Pace i tv-serien "Lost". Nu tager skuespilleren så imidlertid springet fra Middle-Earth til en fjern, fjern galakse...

J. J. Abrams, der vender tilbage for at instruere det næste "Star Wars"-kapitel, var en af skaberne på netop "Lost", så der bliver altså tale om en genforening mellem ham og Monaghan i den endnu unavngivne "Episode IX". Skuespilleren har tidligere udtalt, at han var mere end almindelig interesseret i at medvirke i en "Star Wars"-film.

Det vides i skrivende stund ikke, præcis hvilken rolle den 41-årige englænder skal spille i niende kapitel, men sikkert og vist er det, at Monaghan slutter sig til Keri Russell ("The Americans") samt Star Wars-veteraner som John Boyega, Daisy Ridley, Mark Hamill, Billy Dee Williams, Oscar Isaac og Adam Driver, der alle vil være at finde på rollelisten til den store finale.

"Star Wars: Episode IX" kan ses i biograferne i december 2019.

Kommentarer

"Ringenes herre"-stjerne slutter sig til "Star Wars: Episode IX"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen