Jeg så den fredag formiddag og selvom der nu er gået et par dage, så har jeg haft lidt svært ved at sætte ord på hvad jeg egentlig synes.
Først de lidt negative tanker om filmen:
Jeg var lidt ævred over, at Snoke blev dræbt så hurtigt. Nu havde man brugt en del tid og energi i TFA på langsomt at bygge noget mystik op om denne her person. Hvem er han, hvor kommer han fra og hvad er hans rolle i hele historien, udover blot at være Supreme Leader i First Order. Ingen svar bliver givet inden han bliver klippet over af den røde saks og hele opbygningen i TFA virkede nu pludselig blot som fyld; en nærmest narrefisse-agtig fastholdelse af seerens interesse i den foregående film. Ærgerligt.
Hele sidehistorien med Finn og den nyintroducerede, og desværre lidt ligegyldige karakter, Rose, og deres søgen efter Master Codebreaker på Canto Bight, men pludselig endte i en lang redningsaktion af fathiers, de store rumheste. Den lange scene virkede helt håbløst ude af kontekst. De kommer til Canto Bight med ét eneste formål, men straks de kommer ud af cellen og Rose genkender dyrene, så glemmer de begge to alt om den yderst vigtige og tidskritiske mission. Heldigt for dem, at BB-8 hopper i fælden med begge ben. Eller kugle om man vil.
Jeg mangler en skurk. Snoke bliver dræbt ud af det blå. Kylo Ren udnævner sig selv til ny Supreme Leader, men fremstår aldrig rigtig som andet end en forstyrret ung mand. Det samme gør sig egentlig gældende med General Hux. Ingen af dem fremstår nogensinde som værende nogen stor trussel. Selv de største og mest frygtindgydende af First Orders fartøjer virker heller ikke specielt intimiderende eller farlige.
De nuttede Porgs var en sjov lille idé og selve idéen med at tilføre lidt humor virker også ganske udmærket på papiret. Så længe det ikke overgøres, for så får det den modsatte effekt. Og efter min mening, så blev de brugt lidt for meget. Især størstedelen af scenerne i cockpittet sammen med Chewbacca kunne jeg personligt godt have været foruden. Føler mig helt som en sur gammel mand over at brokke mig over de små søde Porgs. Gad vide hvordan de egentlig smager? Chewie fandt i hvert fald aldrig ud af det.
Reys ophav og hvem hendes forældre egentlig var, har haft en kæmpe stor plads på rygtebørsen op til denne film. TFA brugte så mange scener og energi på opbygningen af denne potentielle groundbreaker, at jeg selv hoppede i med begge ben. Ingen betydning, ingen relation til nogen, blot endnu et force-sensitive barn der dukker op ud af det blå. Præcis som i Episode 1. Jeg sad efter afsløringen med tanken om, at "den slap de alligevel lidt nemt om".
Der blev lukket for mange åbne døre og afsluttet for mange ting. Som vi snakkede om da vi gik fra biografen, så kunne dette ligeså godt have været den sidste Star Wars film. Selvom de ofte er ekstremt irriterende og generelt noget man helst var foruden, især ved en udsigt til to års ventetid på næste film i rækken, så følte jeg også en tydelig mangel af en interessant cliffhanger. Som nævnt tidligere, så kunne serien ligeså godt have stoppet nu og her og så fortsat med de Star Wars Storys der udforsker persongalleriet. Og det er en ærgerlig følelse at sidde tilbage med for jeg VIL jo gerne have mere Star Wars. Meget mere. Men der skal være fyld på og ikke bare 150 minutters blandet landhandel.
Leias flyvetur gennem rummet. Og hvordan hun på magisk vis formår at undgå, at trykket ude i rummet knuser hende eller fryser hende til is.
Det blev alligevel til en del kritikpunkter. SÅ negativ var jeg nu alligevel ikke da jeg gik fra biografen. Det var nok nærmere sådan en "Nå" eller "meh"-følelse. Glæde over endelig at have set den nyeste Star Wars, men samtidig også en lidt tom og tam følelse over alle de forventninger jeg personligt havde som ikke blev indfriet. Når alt ovenstående er blevet sagt, så havde TLJ bestemt også rigtig mange fede scener. Scener der varmede mit gamle Star Wars hjerte og som jeg havde savnet fra TFA. Især var det fedt, at der var skruet godt op for stjernekrigene igen. Fede scener, med masser af smæk på. Selvom TLJ ikke var oppe og ringe for mit vedkommende, så havde den alligevel én af de fedeste scener jeg længe har set i en Star Wars film. Hårene rejste sig på mine arme og jeg holdt vejret i hvad der føltes som en smuk poetisk evighed.
Da Vice Admiral Holdo ofrer sig og hamrer Raddus med lightspeed ind i det gigantiske Supremacy, så det brækker midt over i en ufattelig smuk scene. Klippet er så skarpt lavet og billedet så smukt, at det fik hårene til at rejse sig på armene af mig. Hele biografen, dvs. de cirka 10-12 personer der ligesom os havde valgt formiddagsvisningen, holdt vejret og den fuldstændig lydløse scene forblev fuldstændig lydløs. SMUKT!
Den er blevet præsenteret som den bedste Star Wars film siden ESB, men det er den langt fra efter min mening. Den er seværdig og trods alt stadig bedre end Episode 1 og Episode 2, men den ligger langt fra i toppen. Desværre lidt forglemmelig og ikke en jeg behøver se igen før den kommer på blu-ray.
3/6