Vi er begyndt at se en masse små animerede kortfilm om/med robotter, da sønnike er helt bidt af robotter. Der ligger faktisk en stor del hyggelige og mindre hyggelige film på YouTube. Desværre er der rigtigt mange dystopiske, og det er ikke ligefrem det jeg helst vil vise min 2årige søn.
Vi er for ganske nyligt begyndt at læse godnathistorier for vores datter (hun er lige blevet to år - indtil da har vi kørt med godnatsange, men vi blev enige om, at det var på tide med historier), og til formålet har vi et par forskellige bøger med små godnathistorier.
Problemet er, at ALLE historierne (som i øvrigt er Disney-historier med babyversioner af Mickey, Minnie, Fedtmule og så videre) handler om, at karaktererne bliver kede og græder - inden de selvfølgelig bliver glade igen. Men det kan vores datter slet ikke have. Jeg ved ikke, om hun har en overdreven empati, men hun bliver utroligt berørt af, når vi læser, at "lille Mickey slog sin arm og begyndte at græde" - så ligger hun der ved siden af og bliver selv ked af det, selvom vi fortæller hende, at Mickey bliver glad igen lige om lidt.
På den ene side er det jo ganske fint, naturligt og sundt at lære, at man nogle gange bliver ked af det, og at det som regel går over igen. Men det behøver s'gu da ikke at være hver evig eneste historie!
Vi så et af de klassiske Disney-afsnit med Pluto den anden dag (på Disney+ - yay...), hvor den dumme hund kommer til at sidde fast i en stor fjeder og ikke kunne komme ud. Hun begyndte stort set at græde og sige "neeej, Pluto kan ikke komme ud - hjælp ham, far".
Ja, det blev en lang smøre for egentlig bare at sige "dystopisk? Shit, jeg tør ikke engang vise noget, der er lidt sørgeligt!"