What we saw

• ★★★★★★1

  The Fisher King (1991)

   

  Instruktør Terry Gilliam har lavet flere fabulerende værker, nogle fantastiske og andre, ikke helt så meget. Med ”The Fisher King” rammer han en mere afdæmpet og socialrealistisk stil, uden at miste sin fornemmelse for det mere magiske og det fungerer.

  Historien om den rigeligt selvfede radiovært Jack, brillant spiller af Jeff Bridges, der går ned med flaget, efter verbalt at have sparket til en psykisk ustabil mand, der har ringet ind til hans program og derefter er gået amok med et gevær på et fint spisested, har både det dybt fortvivlende, det morsomt søde og det finurlige.

  Man kan måske påstå det sine steder bliver en anelse for søgt, sukret eller påtaget velmenende. Men værket rummer en helt igennem menneskelig kerne i og til sine fantastiske karakterer, der er defineret af både traumet og det menneskelige, som giver filmen en dybtfølt varme og ægte omsorg for disse personer.

  I rollen som den sært skøre hjemløse Parry, der redder Jack under et overfald, rammer Robin Williams desuden så stærkt balancen mellem det sørgmodige og komiske, som kun få mestrer. Tragedien lyser ud af ham, selv når han smiler og griner.

  ”The Fisher King” er en film, man kun kan forlade mere glad, men ikke uden at den har ramt noget bedrøveligt i en undervejs.

   

  Bedømmelse: 8/10

  T. Nielsen20-11-20 12:48

• ★★★★★★0

  Die Pyramide des Sonnengottes (1965)

   

  Jeg har siden min barndom haft et soft spot for de mange tyske, italienske eller bare generelt europæiske westerns- og eventyrfilm der blev spyttet ud i stor stil 60’erne.

  De fleste af dem var ofte af tvivlsom kvalitet, eller i hvert fald så meget svingende i selvsamme. Men særligt de mange filmatiseringer af den tyske forfatter Karl May har underholdt og moret mig meget.

  Denne her er også en såkaldt Karl May filmatisering og jeg kan ikke sige, at den ikke også morede mig, i hvert fald i perioder. For filmen er også et gennemført makværk, der roder rundt i en underlig fortælling og med en fokus så meget ude af kontekst med sine karakterer, at den ikke engang ved hvem den vil omhandle.

  Fra starten introduceres man kort til, hvad der præsenteres som hovedrollen, spillet med vanlig tilbagelænet karisma af den tidligere Tarzan Lex Barker. Han får en mission af den amerikanske Præsident Lincoln, hvor han skal tage til Mexico , der er besat af franske tropper (tror ikke helt årstal stemmer overens med historien).

  Men hurtigt og med få klodsede billeder forklares det, at han overfaldes og formodes død, for så at forsvinde ud af filmen den næste halve time, med undtagelse af få glimt, hvor han bevidstløs bæres rundt eller sidder og nipper til en drink.

  Da den ranch han er blevet bragt til af diverse mennesker, som åbenbart er de gode, overfaldes, dukker han atter op til dåd, slår en af filmens 3, 4 eller 5 skurke ud med det præcis samme højrehåndsslag 3-5 gange i lige så mange klip og forsvinder så uforklarligt ud af filmen igen de næste små 30 minutter.

  Imellem tiden følger vi atter en flere skurke på jagt efter en azteker skat, selv om de egentlig mest bare sidder og ryger, snakker og forsøger at se slemme ud. Der er også en række helte, der uden at vi helt introduceres for dem, forsøger at stoppe disse skurke, som fokus også få gange rettes imod.

  Mod slut og i klimaks, sker der så en masse, uden at man egentlig ved hvorfor helte og skurke rider, render og flygter rundt som de gør. Der er dog et par sjove scener.

  Nøj en rodebutik af en historie, som mest ligner rester fra klippebordet på en anden film. Det er næsten ikke til at fatte at instruktør Robert Siodmak engang har stået bag værker som ”The Killers”, ”The Crimsom Pirate” eller ”Criss Cross”.

   

  Bedømmelse: 1/10

  T. Nielsen20-11-20 13:59

• ★★★★★1

  Orange Is The New Black : sæson 1-7 (2013-2019)

  Jeg er lige blevet færdig med hele serien, som jeg har bingewatched det sidste stykke tid. Den er stærkt vanedannende og klart en af de bedste serier, som jeg har set. Den kommer dog ikke på top 10 listen, men ligger lige uden for.

  Fremragende skuespil fra alle medvirkende, og så er karakterudviklingen helt i særklasse, hvilket gør at de forskellige personer fremstår utroligt nuancerede og med flere lag præcis som i den virkelige verden.

  Serien er også fantastisk skarp og eftertænksom i sin kritik af det amerikanske fængselsvæsen og retssystem, som i begge tilfælde er temmelig meget fucked up. Alene det at man kan privatisere fængselsvæsenet og dermed spekulere i at bruge de indsatte som en vare eller profitskabende arbejdskraft i "bedste" slavestil er så ulækker et menneskesyn, at man ikke kan andet end at blive vildt foraget over, hvad der foregår bag murene.

  Nå ja, og så og så er jeg helt vild med især skuespillet fra Taylor Schilling (Chapman), Danielle Brooks (Taystee), Taryn Manning (Doggett) og Adrienne C. Moore (Black Cindy). Man kommer hele følelsesregistreret igennem her under de udfordringer de møder undervejs og den udvikling de går igennem på godt og ondt. 

  Bedste sæsoner for mit vedkommende er sæson 5 og 6, hvor karakterene går fra vante rammer og igennem et skærsil og helvede set-up i overført betydning, hvor deres bedste og værste sider kommer aller stærkest til udtryk.

  En samlet bedømmelse af sæson 1-7 bliver :

  9/10

  NightHawk20-11-20 20:25

• ★★★★1

  Hvad synes du om finaleafsnittet? Var det for banalt, eller sad du (som jeg) med meget våde øjne?

  Jeg synes Serien sluttede genialt!

  Det må i øvrigt være en speciel oplevelse at se det hele så koncentreret. Jeg så serien over 7 år, idet jeg var på helt fra starten way back, da Netflix var nogwt helt nyt.

  S. Rico20-11-20 22:45

• ★★★★★1

  Hvad synes du om finaleafsnittet? Var det for banalt, eller sad du (som jeg) med meget våde øjne?

  Jeg synes Serien sluttede genialt!

  Det må i øvrigt være en speciel oplevelse at se det hele så koncentreret. Jeg så serien over 7 år, idet jeg var på helt fra starten way back, da Netflix var nogwt helt nyt.

  Jeg synes det var en meget tilfredsstillende afslutning på serien. Man sidder jo ofte og frygter for, når en serie nærmet sig finalen, om folkene bag nu også formår at få samlet trådene og afsluttet det hele på en ordentlig måde - særligt i en serie hvor der er så mange karaktererer involveret.

  Men man må virkelig sige, at det fik de bestemt gjort her på en perfekt måde, der både var hjerteskærende og hjertevarm, og ja jeg fik også tårer i øjnene flere gange især her :

  Da det stod klart, at Doggett var død af en overdosis, hvilket blot blev endnu værre efterfølgende, da det viste sig at hun rent faktisk havde bestået sin eksame i det kursus, som hun deltog i i fængslet, og derfor var hendes død helt meningsløs og dybt tragisk.

  Den anden gang jeg græd, var da Taystee besluttede sig for ikke at begå selvmord men i stedet valgte at trodse sin håbløse tilværelse og fandt en mening og glæde med livet, da hun fandt sit kald som lærer i fængslets undervisnings-program.

  Og tredje gang var til allersidst efter Piper havde en samtale med sin far, der bad hende om at droppe Alex og stort set ændre på, hvem Piper selv var som person. Og så var der også det lokkende tilbud fra Zelda, som kunne gøre Pipers liv helt perfekt og trygt men samtidig også meget forudsigeligt og følelsesmæssigt kunstigt. Så derfor varmede det mit hjerte ekstra meget, da Piper til sidst alligevel havde valgt at blive hos Alex og dermed være tro mod sig selv og deres kærlighed.

  Ja, det er egentligt meget fedt at kunne se en hel serie på den måde. Og så slipper man også for at skulle gå og vente et år mellem hver sæson, hvilket godt kan være pænt træls særligt, når det er serier af den type som "Orange Is The New Black", hvor man nærmest lever og ånder med karakterene og bare hele tiden vil have mere. :) 

  NightHawk21-11-20 15:34

• ★★★★1

  Jeg synes det var en meget tilfredsstillende afslutning på serien. Man sidder jo ofte og frygter for, når en serie nærmet sig finalen, om folkene bag nu også formår at få samlet trådene og afsluttet det hele på en ordentlig måde - særligt i en serie hvor der er så mange karaktererer involveret.

  Men man må virkelig sige, at det fik de bestemt gjort her på en perfekt måde, der både var hjerteskærende og hjertevarm, og ja jeg fik også tårer i øjnene flere gange især her :

  Da det stod klart, at Doggett var død af en overdosis, hvilket blot blev endnu værre efterfølgende, da det viste sig at hun rent faktisk havde bestået sin eksame i det kursus, som hun deltog i i fængslet, og derfor var hendes død helt meningsløs og dybt tragisk.

  Den anden gang jeg græd, var da Taystee besluttede sig for ikke at begå selvmord men i stedet valgte at trodse sin håbløse tilværelse og fandt en mening og glæde med livet, da hun fandt sit kald som lærer i fængslets undervisnings-program.

  Og tredje gang var til allersidst efter Piper havde en samtale med sin far, der bad hende om at droppe Alex og stort set ændre på, hvem Piper selv var som person. Og så var der også det lokkende tilbud fra Zelda, som kunne gøre Pipers liv helt perfekt og trygt men samtidig også meget forudsigeligt og følelsesmæssigt kunstigt. Så derfor varmede det mit hjerte ekstra meget, da Piper til sidst alligevel havde valgt at blive hos Alex og dermed være tro mod sig selv og deres kærlighed.

  Ja, det er egentligt meget fedt at kunne se en hel serie på den måde. Og så slipper man også for at skulle gå og vente et år mellem hver sæson, hvilket godt kan være pænt træls særligt, når det er serier af den type som "Orange Is The New Black", hvor man nærmest lever og ånder med karakterene og bare hele tiden vil have mere. :) 

  Så vi kan godt konkludere, at du undervejs ændrede mening ift. den irriterende "religiøse tosse".

  Jeg kunne også have slået hende i sæson 1, men endte med at elske hende som en af de fedeste karakterer. Og hold da op en skuespilpræstation.

  S. Rico21-11-20 16:19

• ★★★★★1

  Så vi kan godt konkludere, at du undervejs ændrede mening ift. den irriterende "religiøse tosse".

  Jeg kunne også have slået hende i sæson 1, men endte med at elske hende som en af de fedeste karakterer. Og hold da op en skuespilpræstation.

  Ja, jeg ændrede fuldstændig mening omkring hende efterhånden, som man også lærte mere om hendes baggrund osv. Hun viste sig faktisk at være et meget sympatisk og kærligt menneske, som blot var blevet ødelagt af en utrolig dårlig opvækst samt det, at folk mere havde travlt med at nedgøre hende frem for at hjælpe hende..

  Den negative sociale arv er især for den type mennesker (White trash) som Doggett repræsenterede i serien utrolig svær at bryde, men hun forsøgte igennem hele serien alligevel at tage et opgør med den sociale arv og blive et bedre menneske både overfor siger selv og andre, og det kan man jo kun lette på hatten over. 

  Og ja, det var en fremragende præstation af Taryn Manning.

  NightHawk21-11-20 17:01

• ★★★★1

  Nogen andre som jeg også fuldstændig ændrede holdning til er Caputo og Natalie. De var nogen mega nederen personer i starten. Og så ender de med at være et total elskeligt og cute par. Hvad skete der lige der?

  S. Rico21-11-20 17:13

• ★★★★★1

  Nogen andre som jeg også fuldstændig ændrede holdning til er Caputo og Natalie. De var nogen mega nederen personer i starten. Og så ender de med at være et total elskeligt og cute par. Hvad skete der lige der?

  Ja, Caputo var lidt af en klaphat til at starte med, men det havde så mere at gøre med de personlige ting der var sket tidligere i hans liv, hvor han ofrede alt til fordel for andre uden selv at blive belønnet for sin indsats, og så var han efterfølgende bare blevet mere og mere bitter over tilværelsen fordi tingene blev ved med at gentage sig for ham.

  Man kunne egentlig godt se ham som en version af George Bailey karakteren fra "It's a Wonderful Life". Og ligesom i filmen hvor Bailey møder englen Clarence og ændrer sit syn på sin tilværelse og det at hans offervilje rent faktisk har enorm betydning for andres liv,  sker det samme for Caputo i hans samarbejde med Taystee. Det er en meget interessant udvikling.

  Mere overraskende synes jeg det var mht. Natalie, som det meste af serien bare var super kynisk og nok også havde fortsat med at være det, havde hun ikke været forelsket i Caputo. Det siger egentlig meget om, hvor lidt der skal til nogle gange for at mennesker ændrer livssyn alt efter, hvem de omgiver sig med.

  NightHawk21-11-20 17:52

• ★★★★1

  Meget enig. Og så sikrede Natalie og Caputo, at serien faktisk fik noget der ligner en happy ending.

  S. Rico21-11-20 18:04

• ★★★★★1

  Ja, de havde et... interresant forhold :)

  Jeg husker scenen, hvor han i starten efter at have haft sex med hende

  slutter af med at sige "I'm so disgusted with myself!")

  chandler7521-11-20 18:19

• ★★★★0

  2 x Freddy + 2 x Jason

  Denne weekends tema var klassiske slasherfilm. De eneste jeg havde set før, var den første Halloween, den første Nightmare on Elm Street, og den første Friday the 13th. Derudover et par Hellraiser film og den oprindelige Motorsavsmassakren (men jeg ved ikke helt, om de går ind under samme genre).

  Ingen af dem sagde mig vildt meget, men så - inspireret af Papa Doc og Bruno - kunne jeg godt se, at jeg nok blev nød til at se mindst de 3 første af både Freddy og Jason filmene.

  A Nightmare on Elm Street 2 + 3

  2'eren syntes jeg var ret kedelig. Den forekommer mig mere at være en dæmonbesættelses-film end en egentlig slasherfilm. Og med en kedelig mandlig hovedperson. Der er dog en sjov lille intro med en ret nederen bustur, der ender ude på en klippetop. Men der går faktisk næsten 45 minutter, før der er nogen, der slås ihjel. Og der dør vist kun to i hele filmen. Så ikke særlig meget slasher her.

  3'eren er noget bedre. Her har vi et hold af unge, der sammen går ind i drømmeverdenen og kæmper mod Freddy. Det bliver ret fantasy-agtigt og fjollet, men ganske underholdende. Og så er der en helt ung Patricia Aquette i hendes allerførste filmrolle. Også sjovt at se en ung Laurence Fishburne i 20'erne.

  Efter tre film synes jeg stadig, at det er temmelig svært at forstå reglerne for, hvad Freddy kan i hhv. drømmeverdenen og i den virklige verden. Jeg mistænker skaberne for at ændre reglerne undervejs efter forgodtbefindende.

  Friday the 13th part 2 + 3

  Part 2 er en hel traditionel "en gruppe unge tager på lejrtur og bliver slagtet én efter én". Skurken Jason er langt fra på niveau med Freddy. Til gengæld er det langt sjovere at være i selskab med hovedpersonerne, der fjoller, drikker, og har sex - i modsætning til de lidt irriterende skræmte teenagere i Freddy filmene.

  Part 3 kører efter nøjagtig samme opskrift som part 2. Men helt uden nogen historie overhovedet. Og med ret dårligt skuespil fra intetsigende karakterer. Jeg kedede mig bravt. Dvs. lige indtil de sidste 10-15 minutter, som pudsigt nok var det mest spændende i alle de fire film.

  Jeg bliver sgu' nok aldrig fan af den genre. Men det var vældig interessant at dykke ned i disse ikoniske film.

  S. Rico21-11-20 22:28

• ★★★★★★0

  Lethal Weapon

  Gensyn med Richard Donner/Shane Black's actionfilm fra 1987.

  Det er stadig en fornøjelse af opleve det skæve makkerpars genvorligheder

  Wayne22-11-20 07:08

• ★★★★★★0

  Lethal Weapon

  Gensyn med Richard Donner/Shane Black's actionfilm fra 1987.

  Det er stadig en fornøjelse af opleve det skæve makkerpars genvorligheder

  Der forsvandt så lige 50 liniers skrift, på to film!

  Orker ikke skrive det igen., så det bliver en forkortet udgave.

  Lethal Weapon

  Gensyn med Richard Donner/Shane Black's actionfilm fra 1987.

  Det er stadig en fornøjelse af opleve det skæve makkerpars genvorligheder i det der i dag mere virker som en komedie, end ren action.

  Gibson er glimrende som psykopaten Riggs - drevet derud af konens død - og Glover er den perfekte modvægt som familiefaderen Murtaugh.

  Filmen foregår i episodeform - hvor handlingen og skurkene kun tjener det formål at bringe vores umage makkerpar videre til næste sekvens.

  Riggs som ballancer på kanten af selvmord - går all-in i actionsekvenserne - da han ikke frygter døden, og Murtaugh som konstant er "Getting to old for this shit" forsøger desperat at følge med.

  Det er en dejlig tryg ramme, hvor man ved at skurkene altid høfligt undlader at dræbe vores helte, på trods af overhånd - flere gange - og skabelonen holdt til yderligere 3 film.

  Stadig ganske underholdende 8/10

  Lethal Weapon 2 (1989)

  Mere af det samme - vores makkerpar er etablerede - og da Riggs er knap så vanvittig længere - tilføres vores helte et sidekick, i form af Joe Pescis, Leo Getz.

  Modstanden er nogle grumme apartheid drenge, fra Sydafrika - og hovedattraktionerne er nogle fine episoder som toiletbomebscenen, pool springet, massakreringen af Riggs campingvogn.

  Fin underholdning til 7/10

  Wayne22-11-20 08:18

• ★★★★★★1

  Gangs of London

  Underholdende actionfyldt drama, hvor blodet flyder - bogstaveligt. Baseret på de første 4 afsnit - 8/10, med potentiale til mere.

  Wayne22-11-20 08:27

• ★★★★★★1

  Gangs of London

  Underholdende actionfyldt drama, hvor blodet flyder - bogstaveligt. Baseret på de første 4 afsnit - 8/10, med potentiale til mere.

  Tonen og stilen virker måske nok gadeplansagtig og troværdig. Actionscenerne er dog så voldsomme og vilde, at man frydes, men næppe står tilbage med en følelse af, at det her virker ægte:D

  T. Nielsen22-11-20 16:39

• ★★★★★★1

  Tonen og stilen virker måske nok gadeplansagtig og troværdig. Actionscenerne er dog så voldsomme og vilde, at man frydes, men næppe står tilbage med en følelse af, at det her virker ægte:D

  Helt enig - men der er godt nok fuld smadder på ;-)

  Wayne22-11-20 22:41

• ★★★★★★0

  Helt enig - men der er godt nok fuld smadder på ;-)

  Helt sindssygt:D

  T. Nielsen22-11-20 22:55

• ★★★★★★1

  La mariée était en noir (1968)

  Jeg var vist faldet over ovenstående film, da jeg fandt en liste over film som har inspireret Tarantino. Da en af mine veninder var på besøg, besluttede vi os for at se den, da ingen af os havde set den.

  Filmen handler i alt sin enkelhed om Julie, som af årsager der bliver tydeligt i løbet af filmen, forlader sin hjemby for at gå på mordtogt.

  "Inspireret af" er underdrivelse af rang. Tarantino har straight up planket handlingen fra filmen, tapet en halv kung-fu-film på og givet den et par ekstra skefulde vold, for at skabe Kill Bill.

  Men en god film ellers. Jeg har ikke set andet af Truffaut, så vidt jeg husker, men det kunne godt være, at man skulle tjekke lidt flere af hans film ud.

  Vi fulgte op med Happiness (1998) og mand, en fucked up film. Bortset fra at være lidt for lang, var det sgu en fornøjelse fra start til slut, hvor man følger en række mennesker, som prøver at navigere livet og skabe nogle varende forbindelser til andre mennesker. Der var nogle gange, hvor vi grinede højt og et tidspunkt, hvor min veninde grinede så meget, at hun begyndte at tude, fordi der er virkelig nogle absurde scener og endnu mere absurde skæbner. Og godt at se Lara Flynn Boyle igen, før hun fuckede sit ansigt helt op med plastik.

  Zero Cool22-11-20 23:15

• ★★★★★★1

  Happiness (1998)

  Elsker Happiness. Den og så Palindromes er klart de bedste fra Todd Solondz 

  Guldager23-11-20 06:42

• ★★★★★★1

  The Square (2017)

   

  Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke kunne døje instruktør Ruben Östlund’s forrige film ”Turist”, som var alt for ”svensk” til min smag.

  Men med den her, der rammer han så til gengæld noget, hvor han sarkastisk og til tider næsten absurd udstiller samfundet og menneskene i det, mens vi følger lederen af et museum for moderne kunst, stillet helt forrygende af danske Claes Bang i hans gøren og laden.

  Der bringes en del i spil, både direkte og symbolsk, som kan give stof til eftertanke eller få en som tilskuer til at småfilosofere. Man kan også bare nyde den originale fortælling, der både er sjov og fængende, men som også føles mere og mere ubehagelig som den skrider frem.

  Med en spilletid på næsten 150 minutter, skal jeg gerne erkende at det slider lidt på min tålmodig med sådan en type film her. Men hører man til den tålmodige, der godt kan lide at dukke ned i og opleve film, der ikke bare skal sælge popkorn, så er der masser at komme efter.

   

  Bedømmelse: 8/10

  T. Nielsen23-11-20 14:06

• ★★★★★★1

  In a Lonely Place (1950)

   

  Efter sigende har filmen meget lidt at gøre med den roman den bygger på, men til gengæld ret meget med instruktør Nicolas Ray at gøre. Der kommer da også et par harske kommentarer om Hollywoods trang til at gentage sig selv og om at være popcornsælger, mere end at være filmmager/kunstner, som lå Ray på sinde.

  I filmen er Humphrey Bogart, i en af hans mest sårbare roller, en falleret og kynisk fascinerende, men også følelses- og temperamentsfuld manuskriptforfatter, der finder gnisten igen igennem en forelskelse i en gådefuld nabokvinde, han indleder et forhold til.

  På samme tid kører en sag om et mord på en ung kvinde, som sidst blev set med selvsamme manusforfatter. Historien er tvetydig, mørk og for en rum tid, et kærlighedsdrama, der måske gemmer på en mordgåde og bliver til en thriller, for i sidste ende egentligt bare at være en tragedie.

  Der er hints undervejs, om hvad der gemmer sig bag facaden og hvorfor, mens vi abstraheres og lokkes væk. Det er mesterligt udført, også selv om filmen ikke helt kan holde til prædikatet ”mesterværk”. Dertil rammes man måske alligevel ikke helt nok i sidste ende.

   

  Bedømmelse: 8/10

  T. Nielsen23-11-20 14:29

• ★★★★★★1

  The Square (2017)

   

  Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke kunne døje instruktør Ruben Östlund’s forrige film ”Turist”, som var alt for ”svensk” til min smag.

  Men med den her, der rammer han så til gengæld noget, hvor han sarkastisk og til tider næsten absurd udstiller samfundet og menneskene i det, mens vi følger lederen af et museum for moderne kunst, stillet helt forrygende af danske Claes Bang i hans gøren og laden.

  Der bringes en del i spil, både direkte og symbolsk, som kan give stof til eftertanke eller få en som tilskuer til at småfilosofere. Man kan også bare nyde den originale fortælling, der både er sjov og fængende, men som også føles mere og mere ubehagelig som den skrider frem.

  Med en spilletid på næsten 150 minutter, skal jeg gerne erkende at det slider lidt på min tålmodig med sådan en type film her. Men hører man til den tålmodige, der godt kan lide at dukke ned i og opleve film, der ikke bare skal sælge popkorn, så er der masser at komme efter.

   

  Bedømmelse: 8/10

  Fedt - så tror jeg at jeg vil prøve at bide skeer med den, også. Kan se den er på C-More!

  Wayne23-11-20 15:41

• ★★★★★★1

  In a Lonely Place (1950)

   

  Efter sigende har filmen meget lidt at gøre med den roman den bygger på, men til gengæld ret meget med instruktør Nicolas Ray at gøre. Der kommer da også et par harske kommentarer om Hollywoods trang til at gentage sig selv og om at være popcornsælger, mere end at være filmmager/kunstner, som lå Ray på sinde.

  I filmen er Humphrey Bogart, i en af hans mest sårbare roller, en falleret og kynisk fascinerende, men også følelses- og temperamentsfuld manuskriptforfatter, der finder gnisten igen igennem en forelskelse i en gådefuld nabokvinde, han indleder et forhold til.

  På samme tid kører en sag om et mord på en ung kvinde, som sidst blev set med selvsamme manusforfatter. Historien er tvetydig, mørk og for en rum tid, et kærlighedsdrama, der måske gemmer på en mordgåde og bliver til en thriller, for i sidste ende egentligt bare at være en tragedie.

  Der er hints undervejs, om hvad der gemmer sig bag facaden og hvorfor, mens vi abstraheres og lokkes væk. Det er mesterligt udført, også selv om filmen ikke helt kan holde til prædikatet ”mesterværk”. Dertil rammes man måske alligevel ikke helt nok i sidste ende.

   

  Bedømmelse: 8/10

  Du kommer virkelig bredt omkring i dine filmvalg :-)

  Wayne23-11-20 15:45

• ★★★★★0

  “The Square” og “In a Lonely Place” fortjener dog begge 9/10 :)

  Kruse23-11-20 15:50