Scouts Guide to the Zombie Apocalypse (2015)
Christopher Landon der fik sit helt store gennembrud med de to genremixende og vanvittigt underholdende "Happy Death Day" film, stod inden da bag denne herlige blanding af 80'er nostalgisk coming of age og absurd syret zombie-splat, der på ingen måde holdt igen med groteske optrin og grænseoverskridende humor.
De tre tapre spejdere, bedste venner og kåde highscool elever Ben, Carter og Augie står ved en skillevej i livet. Ben og især Carter er opsat på definitivt at kappe båndene til barndommens nørdede spejder-æra for i stedet at satse på ungdommelig ramasjang, vilde fester og muligheden for endelig at kunne score nogle babes. Mens Augie - der stadig er trist til mode over tabet af sin far og spejder - insisterer på at bevare fortiden, minderne og dermed trygheden intakt ved at holde sammen på de tre gutters spejder-trup.
Alt imens de tre knægte befinder sig på en natlig campingtur i skoven og de mere populære elever har sat gang i det vildeste og vådeste rave-party i den anden ende af byen, sker der et bizart uheld på et militær-laboratorium, og så er fanden og hans hær af blodtørstige zombier lige pludselig løs i laksegade med et vanvittigt kaos til følge.
Undervejs trioens paniske ridt og forsøg på at overskue hvad der sker omkring dem, får de tiltængt hjælp fra den sexede badass stripper Denise og sammen må det hårdt prøvede team på blodig vis nu gøre deres bedste for at beskytte byen og samtidig bevare deres venskab, trods ondskabens perverse jagt på at splitte dem ad - bogstaveligt talt.
Christopher Landon har igen igen lavet en helt igennem fantastisk underholdende film med flere mindeværdige scener og klukkende morsomme replikker, der her nyder særdeles godt af sin nostalgiske "The Goonies" stemning og uforbeholdne hyldest til George Romeos zombie-klassikere.
Alt sammen eksekveret på en utrolig legesyg og yderst kreativ facon, hvor der er tænkt over selv den mindste detalje i hver en joke og sorthumoristik drab af både zombie-mennesker og zombie-dyr. Jeg grinte i hvert fald højt under scenen hvor en mur, en trampolin og en gammel mand i morgenkåbe indgik, samt i scenen hvor teamet møder en flok særdeles uvenlige psykopat-katte.
Men selvom filmen først og fremmest er en blodig omgang sjov og spas, er Christopher Landon alligevel rigtig god til at gøre sine karakterer - og deres indbyrdes konflikter - til mennesker man holder af og interesserer sig for fra start til slut, hvilket ikke er nogen nem opgave, når man befinder sig det meste af tiden i en omgang kulørt ramasjang.
Men det lykkedes som sagt med bravour og jeg kom derfor hurtigt til at holde af de tre gæve knægte, samt af den herligt hårdtslående stripper Denise. Skuespillet og kemien imellem de fire helte er i øvrigt helt forygende, så det hjælper selvfølgelig også en hel del.
Ja, jeg var bare rigtig godt underholdt af denne film, som indriede alle forventninger og generelt bare var en super sjov og herligt medrivende horror-komedie.
8/10