Har på fornemmelsen at det stadig handler om hende den 30 årige der fik en dom for at opfordre og deltage i hærværk og angreb på politiet. Det må man selvfølgelig ikke og det har ikke noget at gøre med at tage afstand.
Tja, der er jo også denne (kopieret fra Politiken):
Kvinde anholdt for at bruge foto på Facebook af brændende statsministerdukke
Østjyllands Politi har sigtet 29-årig kvinde for at benytte foto af brændende dukke med statsminister Mette Frederiksens (S) billede i opslag på Facebook
"Søndag trådte to civilklædte betjente ind i entreen hos 29-årige Vivian Anita Alexandru på hjemmeadressen i Aarhus. De bad om at få udleveret hendes mobil, computer og ville efterfølgende have, at hun fulgte med til politistationen i Aarhus for at afgive forklaring.
»Jeg er blevet anholdt og sigtet for at true statsministeren, ved at vise et billede af dukken med statsministerens ansigt på i et Facebook-opslag«, siger Vivian Anita Alexandru til Politiken.
Billedet af en brændende dukke med statsministerens foto blev kendt efter en Men In Black-demonstration i januar og ligger som top-illustration på Facebook-siden ’STOP paragraf 113’, som fornylig er oprettet af Vivian Anita Alexandru.
På Facebooksiden lyder det: »Paragraf 113 i straffeloven kan give alle som modsætter os regeringen og prøver at stoppe COVID19 restriktionerne op til 16 års fængsel«.
Gruppen definerer sig som en del af den »modstandsbevægelse«, der »kæmper for frihed« og imod corona-restriktioner.
Østjyllands Politi bekræfter i en mail til Politiken anholdelsen og sigtelsen af kvinden:
»Vi kan bekræfte, at vi søndag anholdt en kvinde, som blev sigtet for trusler efter straffelovens §119, stk. 1 ved at have lagt et Facebook-opslag op med et billede af en brændende dukke med statsministerens ansigt på og et skilt med et budskab på. Kvinden blev løsladt efter endt afhøring, men er fortsat sigtet i sagen, som vi nu efterforsker nærmere«.
Østjyllands Politi bekræfter, at kvinden er bosat i Aarhus, og ønsker ikke at udtale sig yderligere. Ifølge Politikens oplysninger er der tale om den 29-årige Vivian Anita Alexandru.
Ifølge den sigtede er billedet af den brændende dukke kopieret. I topillustrationen på Facebooksiden er det kun et udsnit af fotoet med statsministerens ansigt, som kan ses.
Ved fuld adgang til siden, kan man imidlertid også se det berygtede skilt med påskriften »Hun må og skal aflives«.
Vivian Anita Alexandru, der gerne vil have sit navn frem i denne sag, har oprettet Facebooksiden for to dage siden, fortæller hun.
»Jeg har brugt det foto som en illustration til et borgerforslag om at få revurderet paragraf 113«, siger hun.
Den paragraf er anvendt mod de tre mænd, som var dem, der ved Men In Black-demonstrationen hængte statsministerdukken op i en lygtepæl ved Forum på Frederiksberg.
Politiet har sigtet mændene for højforræderi og trusler. Ifølge deres forsvarere, var det dog ingen af de tre sigtede, der antændte dukken.
De tre mænd skal have en eventuel fortsat varetægtsfængsling behandlet igen fredag i retten på Frederiksberg.
Vivian Anita Alexandru ønsker paragraf 113 ændret.
»Mit drømmescenarie ville være, at man var mere specifik med, hvad paragraf 113 skal omhandle. Hvad indbefatter den lov? Hvad er en trussel mod regeringens sikkerhed?«, spørger hun.
Forsvarer ser ny tendens
Advokat Jonas Christoffersen er mandag blevet den 29-årige kvindes forsvarer i sagen. Han bekræfter, at politiet har sigtet hans klient for trusler.
»Det er så den berømte dukke fra demonstrationen tidligere, og min klient fortæller, at hun har taget billedet fra TV 2’s hjemmeside og brugt det på en Facebookside, hvor man er uenig i regeringens politik, og det bliver så åbenbart opfattet som en trussel«, siger han.
Advokaten ser en tendens i den sigtelse, som nu er rejst.
»Man slår tilsyneladende nu ned på alt, der minder om en klar afstandstagen til regeringens coronapolitik. I det her tilfælde konkret ved, at man dukker op hos den her borger og siger, at man har lov til at komme indenfor, selv om man ikke har en dommerkendelse og tager mobil og computer med sig og i dag ikke vil udlevere det til borgeren«, siger han.
Mener du, at politiet har begået fejl ved beslaglæggelsen?
»Jeg vil nu spørge politiet til grundlaget, men min klient fik at vide af politiet, at de havde lov til at komme ind, fordi døren ikke var låst, og at hun ville få sin mobil og computer tilbage i dag, og derfor gik hun med til at lukke dem ind og overlevere sine ejendele til dem«, siger Jonas Christoffersen.
Østjyllands Politi har ikke ønsket at kommentere sagen nærmere.
Frygter fængsel
Vivian Anita Alexandru siger til Politiken, at politiet tog en dna-test på hende, registrerede et par tatoveringer, som hun bærer, tog fingeraftryk samt fik udleveret adgangskode til computer og telefon.
Den 29-årige kvinde læser til lærer, var i færd med at skrive sin bachelor på computeren, er mor til to børn og stifter af og formand for partiet Samfundssind
»Min største frygt vil selvfølgelig være, at jeg kommer i fængsel i mange år og ikke kan tage del i mine børn opvækst. Men det vigtigste for mig er, at andre ikke skal havne i samme situation som mig«, siger hun.
Fredag blev en 30-årige kvinde af en enig domsmandsret i byretten i København idømt to års ubetinget fængsel for overtrædelse af blandt andet straffelovens paragraf 119 ved en Men In Black-demonstration 9. januar.
Under normale omstændigheder ville afgørelsen udløse en dom på et års fængsel, sagde retten. Men fordi anklageskriftet også omfattede den særlige coronabestemmelse i straffeloven, paragraf 81 d., blev straffen fordoblet til to års ubetinget fængsel.
Den sag blev mandag anket til landsretten.