Jeg er nok en af de eneste i landet, der ikke skal se fodbold i aften.
Jeg har i stedet valgt at gå til stumfilmfestival i Cinemateket kl. 19 og se F.W. Murnaus Faust fra 1926 i en original 35mm-kopi.
Jeg var inde at se Paul Lenis Katten og Kaneriefuglen fra 1927 i forgårs, og det var en virkelig god oplevelse med live-musik, introduktion af Jakob Stegelmann og en flot digital kopi, der oven i købet viste sig at være trukket fra et originalt nitrat-print fra DFI's egen samling.
Stumfilm er sådan lidt hit or miss med mig, for selvfølgelig er tempoet helt anderledes, end vi er vante til i dag, og i nogle af dem kan skuespillet virke komisk overdrevet (hvilket selvfølgelig ofte var en konsekvens af, at de kun havde mimikken til at vise følelser med).
Men den levende musik gjorde virkelig en forskel, synes jeg. Og det store lærred betød også, at man meget bedre kunne se detaljerne i spillet, hvor godt nogle skuespillere virkeligt beherskede mediet, selvom de ikke kunne anvende stemmen som udtryksmiddel. Der var en verden til forskel at se stumfilm derhjemme i stuen og så prøve at se en, som de rigtigt skal ses.