Jack Reacher: Never Go Back (2016)
Den første Jack Reacher film var ifølge mig, en virkelig god spændingsfilm med et par medrivende og solide actionscener. Det var måske en lidt gammeldagsfilm, i stil og måden den blev fortalt på, men det gjorde intet. Tværtimod måske. Men derfor var en efterfølger mere end velkommen.
Desværre kan den slet ikke leve op til den første film. Historien er noget svagt iscenesat rod, man aldrig helt tror på. Oveni smækkes der så en træls klichetung fortælling ind, om at Reacher opdager at han muligvis har en teenagedatter, som naturligvis kommer i problemer og skal beskyttes.
Den del er i bedste fald unødig og i værste fald direkte irriterende. Den skal muligvis skabe en form for følelsesmæssig dybde til hovedkarakteren og et bånd til publikum, men det virker slet ikke.
Samtidig er dialogen i perioder af filmen ofte virkeligt svagt fungerende, i en grad så den næsten forekommer stupid. Man forventer selvsagt ikke Shakespeare’ske retoriske gloser spyttet ud på samlebånd af en sådan film her. Men i det mindste kan man forlange at replikkerne glider uden at forstyrre oplevelsen.
Som Tom Cruise’s makker ses Cobie Smulders og jeg synes ganske enkelt hun er fejlcastet. Hun er ingenlunde troværdig som toptrænet elitesoldat. Jeg vil dog ikke udelukke at det også skyldes at rollen er så svagt skrevet. I hovedrollen har Cruise stadig nok stjernestøv format og karisma til at det trækker oplevelsen op. Undervejs serveres der også nogle, for det meste, habile actionscener. Intet mindeværdigt, men nok til at man måske ikke falder i søvn. Men ret meget mere end at snige sig op på en middelmådig oplevelse kan disse to ting ikke bidrage med.
Bedømmelse: 5/10