One, Two, Three (1961)
www.youtube.com/watch
Med de to eksplosivt velskrevne knaldperler og kæmpesucceser “Some Like It Hot” og “The Apartment” i bagagen tog mesterinstruktøren Billy Wilder nok engang sin mest loyale samarbejdspartner, manuskriptforfatteren I.A.L. Diamond, under armen i forsøget på at lave et vaskeægte hattrick af spidsfindig og knivskarp satire, der skulle spidde den amerikanske folkesjæl via en skæv krøllet humoristisk rejse til det opdelte Berlin for at løfte jerntæppet og kilde kommunismen under sine rødglødende fødder.
Året er 1961 og trods det, at Berlinmuren kun er i sin spæde begyndelse, er linjerne allerede trukket skarpt op mellem det autoritetstro og kommunist-solidariske øst og det kapitalist-liderlige og dekadente vest. I sidstnævnte går livet sin vante små- hektiske gang for den temperamentsfulde C.R. MacNamara, (James Cagney), der står for ledelsen af den lokale Coca Cola fabrik, hvor han har sit daglige hyr med at kapere sine tyske medarbejdere og i sær sin tyske assistent Schlemmer, (Hanns Lothar), som har mere end svært ved at lægge sin fortid under Adolf Hitler bag sig. Dette viser sig dog hurtigt som værende det rene vand i forhold til den bølge af problemer, der pludselig skyller ind over den lettere stressede Mac, som nu både skal håndtere tilnærmelser fra sin erotisk skvulpende sekretær Ingeborg, (Liselotte Pulver), alt imens Macs kone Phyllis, (Arlene Francis), og hans to børn melder deres ankomst for at holde et par ugers ferie. Som om der ikke var rigeligt at se til, sætter Mac samtidig gang i en storstilet plan med en russisk delegation fra Østberlin om en udvidelse af markedet på læskedriksfronten, som på sigt skal bringe ham højere op i hierarkiet hos Coca Cola koncernen. Skæbnen vil det dog irriterende nok anderledes, da den øverste og meget patriotiske direktør blander sig fra USA og i stedet beder Mac om at agere barnepige for chefens stang liderlige og flyvske teenager datter, der trænger til en opdragende hånd efter hun har datet det meste af Europa. Just som tingene ser ud til at falde i hak, vælter korthuset dog totalt for den stakkels Mac, da det viser sig at datteren under sit ophold i Berlin i al hemmelighed har giftet sig med den ræverøde bolsjevik Piffl, (Horst Buchholz). Og nu er gode råd dyre, for samtidig melder direktøren med frue deres ankomst for at hente datteren retur til staterne.
Man kan ikke ligefrem beskylde Billy Wilder og I.A.L. Diamond for at gå stille med dørene i denne oftest rablende vandvittige og herligt skøre koldkrigskomedie, som i bedste screwball stil marcherer derudaf i et afsindigt hæsblæsende tempo, (dirigeret af Aram Khachaturians vildt stressende “Sabre Dance”), hvor man skal holde tungen mere end almindeligt lige i munden for at fange de mange jokes og referencer, som filmen excellerer i. Let, luftigt og elegant, men stadig med masser af humoristisk tyngde doseret på de helt rigtige tidspunkter, danser den dynamiske duo rundt på grænsen mellem øst og vest, hvor ingen går ramt forbi, når de utallige satiriske spredehagl affyres fra den store latterkanon. Således er det, der umiddelbart sagtens kunne ligne en kæk propagandafilm ingenlunde tilfældet selv om filmens protagonist, og hvem “One, Two, Three” er centreret omkring, netop er prototypen på en typisk ærkeamerikansk og bedrevidende vesterlænding i vanlig karismatisk skikkelse af den legendariske James Cagney, der herligt lægger meget af sin egen skuespilmæssige identitet som national skjald i rollen som den rapkæftede Mac. For Wilder og I.A.L. Diamond gør nemlig en dyd ud af at sløre linjerne, når modsætningerne mødes et sted i midten af den komiske gråzone, hvor demokrati og frihed bliver syrligt sidestillet med prestige, grådighed og konsumerisme og Mac med noget der mest af alt minder om en manipulerende, selvcentreret alfons, der gladelig lader sin sekretær prostituerer sig selv i jagten på at opnå resultater, der kan fremme hans egen position.
Dette absurde men også meget sammenlignelige og klukkende morsomme spejlbillede på øst og vest som karaktererne repræsenterer, og hvor principper og loyalitet åbenlyst er en by i Rusland, udfoldes allerbedst i Macs konfrontationer med den russiske delegation bestående af tre særdeles dameglade og vodkadrikkende herrer, der giver den max gas, (bl.a. i en helt forrygende sjov biljagt), i en herlig overspillet form for Three Stooges rutine, hvor der liderligt bliver solgt ud af det kommunistiske arvesølv. Jo vist er stilen karikeret, vulgær og til tider endda grænsende til det sexistiske, (især i scenerne hvor den svært svulstige Marilyn Monroe lignende sekretær Ingeborg og den lallende naive teenager datter Scarlett indgår), men alt dette betyder i mine øjne uendeligt lidt, når blot satiren bag er så skarpt skrevet som den er, og hvor de nævnte ironiske pointer om hykleri og dobbeltmoral på tværs af grænserne, trods de på overfladen cirkusagtige løjer, går rent ind. Desuden ophæver Billy Wilder også hele den kønsdiskriminerende debat i portrættet af Macs skarpt observerende kone Phyllis, der konstant er et skridt foran sin hurtigsnakkende og udspekulerede husbond. Samme grumsede tvetydighed som Mac og delegationens eskapader illustrerer, benytter Wilder og co. sig ligeledes af i portrættet af Mac som den frelsende engel, der skal forsøge at manøvrere rundt i de romantiske forvikling spundet af Scarlett og den kommunistfordærvede ungersvend Piffl, der spilles af det unge stjerneskud Horst Buchholz, hvem James Cagney ifølge rygtebørsen skulle have hadet som pesten under indspilningerne.
Hvor meget der er pyntet på historien sidenhen, skal jeg lade værre usagt, men tydeligt er det, at de to modpoler i filmen ligner nogen som godt kunne finde på at uddele øretæver til hinanden, hvilket dog egentlig kun gør konfrontationerne mellem de to mænd bedre og mere intense. I hvad der ret beset er filmens hjerte i romancen mellem øst og vest, er moralen hvad angår Macs ageren i den hæsblæsende finale, (hvor tempoet er skruet så højt op, at man frygter for James Cagneys helbred), samt det endelige slutresultat med et mere end grotesk identitetsskifte, absolut til diskussion for nu at sige det mildt. For er Macs heltemodige indsats egentlig noget der fortjener stående applaus, eller er det blot et tegn på skruppelløse spekulationer for egen vindings skyld? Svaret ligger måske et sted imellem boblerne i de allersidste scener, men dette er dog helt op til tilskueren selv at bedømme. Min eneste anke mod “One, Two, Three” er at filmen føles en anelse for lang, hvilket gør at finalen står lidt i stampe inden den store forløsning. Men ellers er der her tale om en screwball-komedie af allerfineste kaliber, svøbt ind i skarp politisk satire der buldrer derudaf med et vognlæs af jokes på størrelse med panserkrydseren Potemkin. Alt sammen anført af en usandsynlig veloplagt James Cagney som kækt styrer denne mesterligt lumre og vandvittigt sjove skude i sikker havn. Ring-A-Ding-Ding!
9/10